Det yderste af neglene

Ingen i det her land burde være bekymret for, om de kan få den rette pleje og behandling, hvis de skulle få brug for det. Men hvis der ikke meget snart kommer troværdige og langsigtede planer for genopretning af sundhedsvæsenet, frygter jeg, at mange sygeplejersker giver op. Så går de ned i tid, skruer ned for engagementet eller forlader faget. Uden en tro på fremtiden kan neglene ikke længere holde. Så ryger vi i et frit fald, hvor sygeplejerskerne helt forståeligt søger individuelle løsninger, mens en af grundpillerne i vores velfærdssamfund, sundhedsvæsenet, smuldrer.

Jeg kan godt selv høre, at det lyder som oplægget til en dystopisk gyser-film. Men det er desværre sådan, jeg får det, når jeg dagligt lytter til sygeplejersker.

De fortæller, at de nu går ned på 24 timer, fordi de ikke kan holde til at være i et system, hvor de igen og igen peger på problemer, uden der sker noget som helst. Andre går ned i tid, fordi de ikke kan se sig selv i det nuværende arbejdsmiljø, til de bliver 75, eller hvad pensionsalderen nu ender på. Så er nedsat tid en måde at passe på sig selv på.

Der blev sagt utrolig meget om sundhedsvæsenet i den netop overståede valgkamp. Men hvad er det egentlig, politikerne vil? Vil de prioritere vores løn, eller vil de ikke? Har de reelt andre løsninger end at forsøge at presse os til at arbejde mere? Har de nogle visioner, der rækker ud over bare at administrere ventelister?

Lige nu skal vi vente længe på overhovedet at få en regering. Så vi aner stadig ikke, i hvilken retning vinden blæser.

Der er meget snak om akutpakker og midlertidige løsninger. Eller løsninger er det jo ikke – for flere midlertidige tiltag vil ikke skabe ro og den nødvendige tro på fremtiden. Medmindre de går hånd i hånd med mere varige løsninger for alle.

For det gode er, at det ikke behøver ende som en gyser-film, hvis der er politisk vilje.

Vilje til at skabe attraktive arbejdspladser, hvor der er tid til pleje, behandling og omsorg for patienter og borgere. Vilje til at sikre nok kolleger. Vilje til at sikre den nødvendige uddannelse og kompetence i et sundhedsvæsen med stadig stigende kompleksitet. Vilje til at se hele vejen rundt i et sammenhængende sundhedsvæsen.

Men alt det forudsætter, at man politiske har vilje til at gøre op med uligelønnen. Det er her, løsningen starter.

Jeg kan godt vente et år eller to på, at løsningen bliver gennemført, hvis den så bare indeholder den helt nødvendige ligeløn i forhold til de fag, der traditionelt er domineret af mænd. Og det helt afgørende løft af lønnen, der forhåbentlig kan sikre rekruttering og fastholdelse.

Men vi kan ikke vente i årevis på, at løsningen bliver fremlagt og vedtaget. For hvis ikke der kommer noget tro og håb tilbage i sygeplejerskerne, så falder det hele fra hinanden. Så knækker neglene. Så giver kollegerne op. Så kan skaderne ikke længere rettes op, og det danske sundhedsvæsen falder fra hinanden.