Hvordan ser politikernes virkelighed ud?

I den nye SVM-regerings grundlag står der, at det er en hovedprioritet, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen.

Samtidig vil den nye regering insistere på, at vi ser virkeligheden i øjnene i forhold til et presset sundhedsvæsen med mangel på medarbejdere og et stigende antal patienter.

Det kan jeg kun bifalde og være enig i.

Men når jeg så kigger nærmere på regeringsgrundlaget, så bliver jeg i tvivl om, om det er den samme virkelighed, vi ser?

Den virkelighed, som sygeplejersker og andre ansatte i sundhedsvæsenet står midt i, er et sundhedsvæsen, der hver dag kollapser mere og mere. Flere og flere sygeplejersker søger væk – også helt væk fra faget - fordi arbejdspresset er alt for stort og lønnen for lav. Af samme årsager vælger unge ikke i tilstrækkelig grad uddannelsen til.

For få på arbejde

Én sygeplejerske og én social- og sundhedsassistent kan f.eks. ikke have ansvaret for pleje, behandling og omsorg for 27 patienter alene, uden at det går ud over både arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Men alligevel sker det dagligt.

Sygeplejerskernes virkelighed er, at man alt for mange dage møder for få på arbejde til at kunne sikre en fagligt forsvarlig sygepleje og gøre sit arbejde godt nok. Virkeligheden er også, at manglen på sygeplejersker betyder flere komplikationer, længere indlæggelser og højere dødelighed. Det er veldokumenteret.

Når vi fortæller om denne virkelighed, og når vi gennem lang tid har sendt nødblus op, hvad er det så for en virkelighed, man som politisk ansvarlig ser? Hvis vi så det samme, ville en ansvarlig politiker da ikke vente med at handle.

Starter med lønnen

Vi har i Dansk Sygeplejeråd sagt, at det starter med lønnen, hvis vi vil have flere gode kollegaer til at blive og flere til at vælge faget til.

Ganske vist anerkender regeringen, at løn og arbejdsvilkår har betydning for at fastholde og rekruttere ”dygtige og engagerede medarbejdere”. De lover, at der om syv-otte år vil være tre milliarder til højere løn til deling mellem 869.000 offentligt ansatte. Det er 290 kr. om måneden i gennemsnit. Altså før skat. Og selv om det ikke er alle, der bliver omfattet af regeringens lønløft, er beløbet alt for lille og for sent til reelt at gøre en forskel.

Samtidig skal midlerne først findes ved besparelser på regioner og kommuners udgifter til administration. Og som om det ikke er nok, så er forudsætningen, at ”arbejdstagerne tilsvarende bidrager ligeværdigt” i form af fleksibilitet, mere fuldtid, færre faggrænser og mere lokal løndannelse. Det virker lidt som om, at der skal findes to kroner for hver krones lønstigning.

Og hvor er ambitionerne i forhold til ligeløn? I min virkelighed er vi i 2022 – hverken 1922 eller 1969. I den virkelighed er mænd og kvinder lige meget værd, og vores arbejde skal selvfølgelig vurderes og betales ligeligt. Og hvor ambitiøst er det, at vi skal vente til 2030 på en lønstigning, der ikke engang omfatter alle?

Mangler penge

Selv regeringens akutpakker er kun omkring halvt så store, som alle tre regeringspartier lovede i valgkampen. Omkring 80 millioner kroner til Nordjylland i 2023 er under det halve af de øgede udgifter til privathospitaler, som Region Nordjylland står overfor. Og kommunerne er som sædvanlig glemt.

Det er selvfølgelig nødvendigt, at der afsættes penge til en akut indsat. Men der er slet ikke penge til at kunne omfatte alle – eller alle dele af sundhedsvæsenet. Og der mangler helt et fokus og en økonomisk indsprøjtning på længere sigt. For sundhedsvæsenets problem er ikke kun de akutte udfordringer og lange ventelister – det er helt grundlæggende problemer med løn, arbejdsvilkår, rekruttering og fastholdelse. Det er den virkelighed, vi møder hver dag og som politikerne er nødt til at få øjnene op for.

Hvis vi skal have et velfungerende sundhedsvæsen, hvor patienter og borgere er trygge ved at kunne få rette pleje og behandling, så skal den nye regering måske låne vores briller og se den virkelighed, som desperat kalder på handling her og nu.