Ligestilling kan ikke gå for vidt
– men rettigheder kan forsvinde

Lige inden jeg skulle i gang med at skrive min tale til i 1. maj i Kildeparken i Aalborg, var jeg sammen med nogle unge mennesker. Jeg spurgte dem, om de egentlig vidste, hvad 1. maj handlede om. Jo, var det ikke noget med en hyldest til arbejderne? Ud over det, var det ikke noget, de havde tænkt så meget over.

Men de har ret. 1. maj ER en hyldest til arbejderne, til de resultater vi har opnået – men også en påmindelse om, at selv om vi skriver 2024, skal vi fortsætte med at kæmpe for både at bevare og forbedre løn- og arbejdsvilkår.

Hvis vi fx tager ligestilling, så ligger Danmark på en ikke så pæn 23. plads. Selv om øget ligestilling i et samfund er en økonomisk fordel - og kommer både mænd og kvinder til gode.

Alligevel mener en femtedel af unge mænd, at ligestillingen er gået for vidt. Men hvordan kan der være for meget ligestilling? Og kan vi tillade os at læne os tilbage og sige, at nu er det er godt nok?

Nej vel - vi skal ikke læne os tilbage. Vi har ikke nået vores mål – vi er stadig et godt stykke fra toppen. Stopper vi op, risikerer vi at trille baglæns.

Rettigheder kan forsvinde

For vi skal være meget opmærksomme på ikke at miste det, vi HAR opnået. Det kræver fortsat fokus og kamp. Se bare på retten til abort i USA. Alle troede, at kvinders ret til selv at bestemme over deres krop var sikret for evigt. Men sådan fungerer verden desværre ikke. Pludselig var der et andet flertal i Højesteret – og der blev åbnet for, at de enkelte stater i USA kan rulle kvinders rettigheder tilbage. Det frie valg fjernes, og især de ressourcesvage kvinder står i nogle områder i USA i en utroligt svær situation.

Sådan kan det desværre også gå med mange andre ting. Vi tror også, at fastansættelse, løn under sygdom og en pensionsordning er en rettighed, de fleste på arbejdsmarkedet nyder godt af til evig tid. Det troede vi også gjorde sig gældende med helligdage, men her viste regeringen sidste år, at de pludselig med et snuptag og uden hverken varsel eller forhandlinger kunne fjerne St. Bededag. Ovenikøbet med et uhørt indgreb i de overenskomster, lønmodtagere og arbejdsgivere har indgået. Så ikke en gang en helligdag er hellig.

Vi ser samme mønster mange steder i Europa, hvor lønmodtagernes tilkæmpede rettigheder er ved at blive undergravet.

Nul-timers-kontrakter, løse ansættelser og manglende løn under sygdom, barsel og ferie breder sig.

Det sker også i Danmark – især blandt de unge, der ikke har en ordentlig fagforening bag sig. I mange butikker, en del steder i restaurationsbranchen og i firmaer som Wolt aner de ansatte ikke, hvor mange timer de kan få. De skal søge opgaver via en app, ringes op med kort varsel – eller vagter aflyses uden kompensation. De får heller ingen løn, når de er syge – for de er jo dårligt nok ansat.

Kun fagforeninger kan sikre løn- og arbejdsforhold

Vi skal selvfølgelig ikke acceptere så elendige kontrakter og arbejdsforhold. Der er reelt kun fagforeningerne til at sørge for, at det ikke breder sig. Fagbevægelsen er den eneste garant for rimelige forhold på arbejdsmarkedet. Den eneste nedre grænse for arbejdsgiverne er bundlinjen og budgettet – og så kan man altid give konkurrencen, inflationen eller Christiansborg skylden for, at man presser de ansatte til at arbejde mere, på andre tider, til lavere løn eller uden ordentlig varsling.

Presset mod dårligere arbejdsvilkår kommer i første omgang på det private arbejdsmarked. Men tro mig – hvis det lykkes, står det offentlige for tur. Når man som privat ansat kan have delte vagter eller tage overarbejde uden kompensation – så kan man vel også som offentligt ansat.

Derfor er vores sammenhold mellem private og offentlige – og internt mellem faggrupper og fagforeninger -helt afgørende.

Vi sygeplejersker endte i en hård og svær strejke i 2021. Og nogen vil måske mene, at vi tabte kampen. Sådan ser jeg det ikke. Vi tabte nok slaget i 2021, men kampen fortsætter.

Og selv et tabt slag kan give resultater. For uden den årelange kamp fra sygeplejersker og andre grupper i det offentlige havde vi næppe fået over seks milliarder ekstra i løn til udvalgte grupper af offentligt ansatte i trepartsforhandlingerne.

Tak for sammenholdet

Vi har fra Dansk Sygeplejeråd - sammen med flere andre - i årevis talt om ligeløn. Vi har kæmpet for, at de kvindedominerede grupper i det offentlige skulle sidestilles med de fag, der traditionelt har flest mænd. Det kæmpede vi for i Lønstrukturkomiteen. Og det har vi argumenteret for, da der blev udsigt til trepartsforhandlinger.

Desværre ville regeringen det anderledes. Den havde sammen med kommuner og regioner kun blik for rekrutteringsudfordringerne. Uden i øvrigt at se, at mange andre grupper også har svært ved at rekruttere.

Derfor blev trepartsforhandlingerne en kæmpe udfordring for fagbevægelsen.

Men vi bestod. Vi stod sammen både her lokalt og på landsplan. Vi fik forhandlet en række overenskomster, hvor andre fagforeninger også fik krav igennem.

Tak for det. Tak for sammenholdet.

Ligestilling bedst for både mænd og kvinder

Vi er bestemt ikke i mål. Nu skal vi bruge hinanden som løftestang. Det gælder internt blandt sygeplejerskerne, hvor de ansatte på sygehusene fik penge fra treparten, mens de helt uundværlige sygeplejersker i kommunerne kun fik en meget lille del.

Men det gælder også på tværs. For vi har stadig ikke fået ligestilling. Hverken hvad angår lønnen eller på mange andre områder.

Ligestilling handler ikke om en kamp mellem kønnene. Det handler om at kæmpe for ligeværdige forhold for alle mennesker – uanset køn. Når mænd nu for alvor er begyndt at tage mere barsel, så handler det ikke kun om bedre og mere lige forhold i familien og forholdet til sine børn. Mere barsel til mænd har også andre fordele. For undersøgelser viser, at det at have større ansvar for sine egne børns sundhed også betyder, at man tager bedre vare på sit eget helbred.

Danmark har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder blandt lande, vi normalt sammenligner os med. Det har en lang række negative konsekvenser. Forskning peger på, at det giver lavere vækst og dårligere økonomi. Det gør arbejdsmarkedet og samfundet mindre fleksibelt. Det betyder også, at der er færre job- og karrieremuligheder for den enkelte – både mænd og kvinder. Og så kan et skævt arbejdsmarked være med til at fastholde en ulige arbejdsfordeling i hjemmet.

Kvinder bruger stadig syv timer mere om ugen på husligt arbejde end mænd – uden det handler om en brændende passion for vasketøj, madpakker og støvsugning.

Ligestilling kan ikke gå for vidt

Derfor er det også helt forkert at tale om, at mere ligestilling går ud over nogen – og at den er gået for vidt. For et mere lige samfund vil være til fordel for alle. Ligestilling handler ikke om at gøre os ens, men om at give alle mennesker lige mulighed for at udfolde deres kompetencer, ønsker og drømme. Det handler om at skabe et bedre samfund for alle.

Der er vi slet ikke i mål. Der har vi meget at kæmpe for. Og der har vi i fagbevægelsen de bedste muligheder for at skubbe i den rigtige retning.

Så til de unge, der ikke helt viste, hvorfor vi stadig fejrer arbejderne, vil jeg sige: Det gør vi, fordi fagforeningerne er de bedste og de stærkest, når det drejer sig om at skabe et bedre liv for alle. Også de unge. Også for mændene. Så kom og vær med – vi har brug for jer. I har brug for os. Og vi har i den grad brug for hinanden.