Samfundskritisk pres på sundhedsvæsnet
Corona er ikke længere kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. I stedet burde politikerne tage seriøst, at tilstanden i sundhedsvæsnet reelt er samfundskritisk, fordi sundhedskrisen truer det velfærdssamfund, vi ellers bryster os af.
Publiceret:
8. februar 2022
Senest opdateret:
7. marts 2023
Af:
Christina Windau Hay Lund
Når man hører sundhedsminister Magnus Heunicke og andre politikere, kan man få det indtryk, at coronakrisen i Danmark er overstået. Vi har bare en lille pukkel med nogle få patienter, vi skal have behandlet. Så er hverdagen tilbage, og der er ferie, festival og fadøl til alle.
Jeg kan kun opfordre dem til at besøge et sygehus, et plejehjem eller hvilket som helst andet sted i det danske sundhedsvæsen! Så vi de opleve trætte medarbejdere, der hver eneste dag kæmper for at få tingene til at hænge sammen, og alenlange ventelister. Og i øvrigt et rekordhøjt antal indlagte coronapatienter, der skal isoleres og plejes af personale i fuldt beskyttelsesudstyr.
Vi er milevidt fra en acceptabel hverdag. Vi er faktisk i den største krise for sundhedsvæsnet, jeg kan mindes at have oplevet.
Region Nordjylland har netop gjort status over aktivitetsefterslæbet. På et halvt år er antallet af patienter, der venter mere end 30 dage på behandling, steget fra cirka 12.500 til over 20.000. Selv om hospitalerne i 2021 har behandlet langt flere patienter end i 2020 og brugt ca. 100 millioner kroner ekstra på private hospitaler og andre tilbud og til meraktivitetsprojekter på sygehusene.
Antallet af patienter stiger voldsomt – der har i 2021 været omkring 4.000 patienter mere på de nordjyske sygehuse end i 2019, altså før corona. Den samlede venteliste nærmer sig 30.000 – det er næsten fem procent af nordjyderne. Fem procent!
Så skurer det voldsomt i ørene at høre politikere tale om, at vi bare lige skal have afviklet puklerne, inden vi skal have gjort sundhedsvæsnet robust. For hvorfor er man ikke allerede i gang med det? Og skal vi ikke først se, om det overhovedet kan stå på benene?
Region Nordjylland planlægger nu at udvide rammen til omvisitering af patienter til privathospitaler med op til 50 mio. kr. for 1. og 2. kvartal 2022. Samtidig vil politikerne afsætte en pulje på 20 millioner kroner til at sikre ekstra aktivitet. Selv om politikerne er i tvivl om, om det overhovedet kan lade sig gøre at skaffe personaleressourcer.
Igen, igen tales der altså om puljer og midlertidige tiltag, der ovenikøbet er alt for små til for alvor at rette op på noget som helst.
Vi har brug for helt anderledes langsigtede løsninger. En gennemtænkt sundhedsreform, der også styrker sundhedstilbuddene i kommunerne. En økonomisk indsprøjtning, der er langt større end puljer og vinterpakker. Og selvfølgelig et ordentligt lønløft til sygeplejerskerne.
Kun derved kan vi stoppe tilstanden i sundhedsvæsnet fra at være samfundskritisk.
Seneste indlæg på Christinas blog
Christinas blog13. oktober 2025
Rabat på skat giver ikke bedre sundhed i yderområderne
I Nordjylland ved vi kun alt for godt, at velfærden og sundhedstilbuddene i Danmark ikke er ligeligt fordelt. Men l...
Afsender
Christina Windau Hay Lund
03. april 2025
Frygt for forebyggende indsats
Sundhedsreformen nærmer sig, og mange steder er man i fuld gang med at forberede ændringerne. Et af de områder, jeg...
Afsender
Christina Windau Hay Lund
Emneord
31. marts 2025
Ingen velfærd uden fleksible arbejdspladser
Det private arbejdsmarked tilbyder de ansatte mere og mere fleksibilitet. Hvis ikke de offentlige arbejdspladser fø...
Afsender
Christina Windau Hay Lund
Emneord
08. marts 2025
Ligestilling kræver fokus på psykisk arbejdsmiljø
Dagens blogindlæg er bragt som læserbrev i Nordjyske på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts 2025.
Afsender
Christina Windau Hay Lund
Emneord