Samfundskritisk pres på sundhedsvæsnet

Når man hører sundhedsminister Magnus Heunicke og andre politikere, kan man få det indtryk, at coronakrisen i Danmark er overstået. Vi har bare en lille pukkel med nogle få patienter, vi skal have behandlet. Så er hverdagen tilbage, og der er ferie, festival og fadøl til alle.

Jeg kan kun opfordre dem til at besøge et sygehus, et plejehjem eller hvilket som helst andet sted i det danske sundhedsvæsen! Så vi de opleve trætte medarbejdere, der hver eneste dag kæmper for at få tingene til at hænge sammen, og alenlange ventelister. Og i øvrigt et rekordhøjt antal indlagte coronapatienter, der skal isoleres og plejes af personale i fuldt beskyttelsesudstyr.

Vi er milevidt fra en acceptabel hverdag. Vi er faktisk i den største krise for sundhedsvæsnet, jeg kan mindes at have oplevet.

Region Nordjylland har netop gjort status over aktivitetsefterslæbet. På et halvt år er antallet af patienter, der venter mere end 30 dage på behandling, steget fra cirka 12.500 til over 20.000. Selv om hospitalerne i 2021 har behandlet langt flere patienter end i 2020 og brugt ca. 100 millioner kroner ekstra på private hospitaler og andre tilbud og til meraktivitetsprojekter på sygehusene.

Antallet af patienter stiger voldsomt – der har i 2021 været omkring 4.000 patienter mere på de nordjyske sygehuse end i 2019, altså før corona. Den samlede venteliste nærmer sig 30.000 – det er næsten fem procent af nordjyderne. Fem procent!

Så skurer det voldsomt i ørene at høre politikere tale om, at vi bare lige skal have afviklet puklerne, inden vi skal have gjort sundhedsvæsnet robust. For hvorfor er man ikke allerede i gang med det? Og skal vi ikke først se, om det overhovedet kan stå på benene?

Region Nordjylland planlægger nu at udvide rammen til omvisitering af patienter til privathospitaler med op til 50 mio. kr. for 1. og 2. kvartal 2022. Samtidig vil politikerne afsætte en pulje på 20 millioner kroner  til at sikre ekstra aktivitet. Selv om politikerne er i tvivl om, om det overhovedet kan lade sig gøre at skaffe personaleressourcer.

Igen, igen tales der altså om puljer og midlertidige tiltag, der ovenikøbet er alt for små til for alvor at rette op på noget som helst.

Vi har brug for helt anderledes langsigtede løsninger. En gennemtænkt sundhedsreform, der også styrker sundhedstilbuddene i kommunerne. En økonomisk indsprøjtning, der er langt større end puljer og vinterpakker. Og selvfølgelig et ordentligt lønløft til sygeplejerskerne.

Kun derved kan vi stoppe tilstanden i sundhedsvæsnet fra at være samfundskritisk.