Utryghed for medarbejderne går ud over patientsikkerheden

Utrygge medarbejdere, der mistrives på grund af dårligt arbejdsmiljø, stor travlhed og manglende indflydelse på eget arbejde og vagtplanlægning, kan ikke yde deres ypperste på arbejde. Det bør arbejdsgivere og politikere kunne sige sig selv, men det understøttes også af forskningen. Patienternes sikkerhed, velbefindende og kvalitet i plejen er blandt mange faktorer også afhængig af, at der er tilstrækkeligt personale, der trives i jobbet.

Jeg deltog i denne uge i et stormøde i Robusthedskommissionen, hvor sundhedsminister Sophie Løhde blandt andet erkendte, at personalemangel gennemsyrer hele sundhedssektoren.

Det er jo helt korrekt. Så meget desto mere kan det undre at se bare den seneste uges eksempler fra Nordjylland på, hvordan man behandler sit personale: I psykiatrien er det efter næsten halvandet år ikke lykkedes at lave et system, der kan anonymisere de ansatte i journalerne, så de dagligt frygter stalking og overfald. Det kan åbenbart ikke løses før tidligst om et år, når et landsdækkende it-system er på plads.

Og på Aalborg Universitetshospital betragter man åbenlyst sine ansatte som ludobrikker, der frit kan flyttes rundt mellem afdelinger og matrikler, når man ikke kan få besat stillingerne. Derfor er 65 sygeplejersker i Hobro og Aalborg blevet truet med fyring, hvis de ikke accepterer at skulle arbejde på matrikler og i specialer, de i udgangspunktet ikke har sagt ja til.

Heldigvis har sygeplejersker i både psykiatrien og på Aalborg Universitetshospital råbt op og er gået i pressen med deres frustrationer. Den lokale presse har været fyldt med klare budskaber fra vores nordjyske medlemmer. Tak til alle, der stiller op og hjælper med at sprede budskaberne.

Mit input under drøftelsen om arbejdsmiljø og fastholdelse hos Robusthedskommissionen var, at vi skal fokusere på faglighed og kompetencer som et led i at kunne fastholde. Netop fordi manglen på sygeplejersker og andre medarbejdere gennemsyrer det hele, bliver der truffet nogle uhensigtsmæssige og kortsigtede beslutninger.

Som for eksempel at tvinge sygeplejersker rundt mellem afsnit og specialer, for dermed risikerer ledelsen på Aalborg Universitetshospital at gøre problemerne endnu større, end de er i dag.

For hvem skal nu dække vagterne på de afdelinger, der sender ansatte til A1 og A2 i Aalborg? Hvordan vil man få fyldt hullerne efter de erfarne sygeplejersker, der søger væk? Hvordan vil man kunne tiltrække personale til Hobro, når det fremover er en forudsætning, at man også skal tage vagter i Aalborg? Og hvordan vil man skabe et trygt og stabilt arbejdsmiljø, når man gjort det tydeligt for alt og alle, at man ikke kan stole på indgåede aftaler - ikke en gang ens ansættelsesbrev?

De kortsigtede løsninger risikerer at føre til opsigelser og skaber utryghed og dårligt arbejdsmiljø. Det rammer ikke kun sygeplejersker - det går også ud over patienternes sikkerhed og skaber længere ventelister.