Beretning til generalforsamling 2024

Beretning til generalforsamling - her er det skriftlige oplæg, men det er det talte ord, der gælder:

Kære Sygeplejersker, kære medlemmer og kære kampfæller. Tak for jeres indsats og opbakning – jeg er simpelthen så glad for at se så mange af jer i dag.

Nu er det jo ikke nogen konkurrence med de andre kredse om flest deltagere – men HVIS det var! Så havde vi med 650 deltagere i dag vundet stort!

Det er dejligt at se – for selv om Dansk Sygeplejeråd i år kan fejre 125-års fødselsdag, er der stadig brug for et stærkt fællesskab.

Velkommen til.

To hæsblæsende år

Det har været to hæsblæsende år. To år, hvor vi i den grad sammen har fået sat dagsordenen i medierne og i samfundet. Aldrig har sygeplejersker været så omtalte og synlige.

Det var allerede i gang, da vi var samlet her sidst. Det var midt i valgkampen til Folketinget. Langt de fleste partier svarede ja til, at sygeplejersker skulle have højere løn.

Lokalt har vi i høj grad også sat dagsordenen. Bl.a. da Region Nordjylland for et år siden var i alvorlige, økonomiske problemer. Der var det os, der gik til medierne og fortalte, hvor mange stillinger, der skulle spares væk. Vi gjorde det efter at have drøftet det med vores tillidsvalgte – og der var gule breaking-bjælker på stort set samtlige medier i hele Danmark.

Alle danskere var klar over, at der var lange ventelister og manglede ansatte i sundhedsvæsenet. Hvordan kunne man så forestille sig at nedlægge 229 stillinger på de nordjyske sygehuse? Regeringen havde jo anerkendt, at sundhedsvæsenet var udsultet og ville tilføre 5 milliarder kroner.

Dem så man desværre ikke meget til i hverken Hjørring, Aalborg eller på de øvrige sygehuse i Nordjylland. Her var den barske realitet, at der skulle spares fire procent af et budget, der i forvejen var alt for lille. For patienterne strømmede ind, mange stillinger var ubesatte og ventelisterne rekordlange.

Vores ”afsløring” – er jeg næsten fristet til at kalde det – af spareplanerne satte så meget dagsorden, at de fleste spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen handlede om Nordjylland, da hun i TV-avisen skulle præsentere trepartsaftalen om lønløft til udvalgte grupper i den offentlige sektor.

Presset til deltid

Vi nåede også ret bredt ud, da vi få dage senere kunne fortælle, at sygeplejersker blev bedt om at gå ned i tid for at undgå afskedigelser af kollegaer. Stik imod alle aftaler og regeringens kæmpe fokus på, at vi sygeplejersker skal arbejde mere. Først bliver vi anklaget for, at vi har en deltidskultur, der skal gøres op med – derefter bliver man rundt omkring mere eller mindre presset til at arbejde færre timer for at få budgettet til at gå op. Det åbenlyse gab mellem Christiansborg og virkeligheden var noget, pressen rigtig gerne ville dække.

I de kommende dage, uger og måneder var kredskontoret nærmest belejret af journalister. Vi var igennem direkte i TV2, News, P1, P4 og i Debatten. Heldigvis var jeg ikke alene om det, for flere af jer stillede op og var med til at fortælle om vores verden og hverdag. Landspolitikere skrev og ville mødes, og det, vi sammen med jer kunne fortælle, dannede baggrund for åbne samråd og spørgsmål i Folketinget ad flere omgange.

Også dengang samarbejdede vi med andre organisationer, blandt andre FOA og Yngre Læger. Og sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, har vi stået bag markeringer ved bl.a. møder i Regionsrådet. 

439.000 set video

På de sociale medier har vi også været synlige. En af vores videoer har f.eks. været vist 439.000 gange. Det svarer til, at hver 10. dansker er blevet præsenteret for anæstesisygeplejersken, der bad Sophie Løhde om at give hende en grund til at blive i det offentlige sundhedsvæsen i stedet for at søge en stilling på et privathospital. Det pressede i løbet af to dage sundhedsministeren til at svare i et længere indlæg i Nordjyske.

Vi gentog succesen, da en hjemmesygeplejerske spurgte samme minister, om hun havde glemt sygeplejerskerne i kommunerne. For de fylder godt nok ikke ret meget i politikernes bevidsthed – eller i mediernes dækning af sundhedsvæsenet. Selv om al snakken om det nære og mere sammenhængende sundhedsvæsen jo ikke kan blive til noget, hvis ikke bl.a. hjemmesygeplejersker bliver prioriteret langt højere i antal, økonomi og løbende løft af kompetencer svarende til den stigende kompleksitet.

Igen fik vi presset Sophie Løhde til at svare. Man kan selvfølgelig diskutere hendes svar, for hun lagde sig jo ikke fuldstændig fladt ned. Men hun erkendte trods alt, at der er behov for at styrke det offentlige sundhedsvæsen – og hun viste forståelse for betydningen af en stærk primærsektor, hvor sygeplejersker spiller en central rolle.

Netop sygeplejerskers rolle i at have et stærkt sundhedsvæsen, kunne jeg godt have ønsket, stod lidt tydeligere, da regeringen for få uger siden præsenterede sit forslag til en ny struktur i sundhedsvæsenet.

Men vi ved, at hverken sundhedsvæsenet eller Rom blev bygget på en dag. Vi vil ufortrødent fortsætte med at kæmpe for at erobre dagsordenen. Og jeg er sikker på, at vi hver eneste gang er med til at sætte små frø, der på et tidspunkt vokser op. Jeg håber, at I fortsat vil stille op og være aktive i debatten, for I gør det så godt, og det gør en kæmpe forskel.

Begynder at ligne noget

Det er jo også det, vi har gjort med vores lønpolitik – altså sået små frø. I mange år fik vi ikke andet end kritik. For hvad var det egentlig, vi ville opnå ved at køre i to spor – det overenskomstmæssige og det politiske?

Men vi holdt fast. Vi var helt overbeviste om, at vi hverken opnåede ligeløn eller en rimelig løn til sygeplejersker ved kun at satse på overenskomsterne. Det ville jo kræve, at andre faggrupper accepterede, at en del af deres lønstigning skulle gå til os. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Og helt overordnet er det offentlige aftalesystem så fastlåst, at en enkelt gruppe ikke kan rykke ret meget – det blev slået fast allerede med Tjenestemandsreformen fra 1969.

Men! Efter vores strejke i 2021 og Folketingsvalget for to år siden lykkedes det faktisk at få rykket på det politiske spor. Selvom vi ikke er 100% tilfredse med resultatet af trepartsforhandlingerne, anerkender vi selvfølgelig, at en del sygeplejersker har fået og får en noget større lønstigning, end hvis vi ikke havde haft treparten.

Den har bare ikke noget med ligeløn at gøre – der bliver ikke gjort op med 55 års urimelig og skæv lønpolitik i den offentlige sektor. For Christiansborg og regeringen var det udelukkende en rekrutteringsdagsorden.

Derfor er vi slet ikke i mål. Men med kombinationen af trepart og OK24 begynder det for en del sygeplejersker at ligne noget, som vores Kredsbestyrelse udtrykte det.

Besøg på arbejdspladser

Sammen med vores to næstforkvinder Bodil Laustsen og Pia Jødal var jeg rundt på rigtig mange arbejdspladser for at fremlægge og diskutere overenskomst og trepart. Det var virkelig gode møder, hvor der blev talt lige ud af posen. Vi fik en masse spørgsmål – og nogle gange lidt tæsk for det, vi ikke havde fået med i aftalerne. Men alle blev klogere.

Jeg er glad for, at overenskomsterne blev stemt hjem med et overbevisende flertal. Og jeg er stolt af, at vi her i Nordjylland havde den største stemmeprocent i hele landet. 63 % af os stemte – og når vi kigger på arbejdspladser, lå Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn øverst med en stemmeprocent på hele 84,95%

Husk kommunerne!

Ikke overraskende var der især skepsis i kommunerne – og det forstår jeg virkelig godt! For hvad skete der lige med forståelsen af kommunalt ansatte sygeplejerskers nøglerolle i det nære sundhedsvæsen? Til stadighed flere og mere komplekse opgaver skal løses i kommunerne. Det kalder på flere sygeplejersker – men de kommer ikke af sig selv. Det kræver opmærksomhed, penge, uddannelse og ikke mindst anerkendelse.

Derfor står vores kommunale sygeplejersker fortsat højt på min og kredsens dagsorden. Vi har i den her periode holdt møder med stort set alle nordjyske borgmestre for netop at påpege vigtigheden i, at de prioriterer deres sygeplejersker. Vi hjælper og støtter fælles- og tillidsrepræsentanterne, når kommunerne igen-igen lægger op til besparelser. Og vi hjælper meget gerne med at protestere, når nedskæringerne rammer.

Ingen krig

Der er helt klart også andre udfordringer i den nye overenskomst. For eksempel med det nye tillæg for at have mere end 300 timers vagter. Jeg kan godt forstå, at man føler sig forbigået, hvis man knokler løs, men ikke når mere end 297 timer – og dermed ikke får en krone. Eller hvis man har mange timer på et vagtværelse, der heller ikke tæller. 

Men jeg prøver nogle gange at vende det om. Jeg fokuserer på og glæder mig over, at en del af vores kolleger nu i hvert fald får en del af det lønløft, vi har kæmpet for. Med det udgangspunkt må vi så stå sammen, være solidariske og kæmpe for, at vi får de sidste med. Selvom det måske lyder som en floskel, så skal vi bruge hinanden som løftestang, når ikke alle i første omgang fik det fortjente løft af lønnen.

Og så skal vi slå lidt i bordet og rette kritik og krav mod dem som sidder med ansvaret – og i sidste ende er det jo politikerne - i stedet for at kigge skævt til hinanden.

FOA-formand Mona Striib mente, at der ville udbryde 3. verdenskrig i fagbevægelsen, hvis nogle grupper fik, og andre ikke fik. Jeg synes, at vi skal vise hende og alle andre, at vi sygeplejersker ikke fører krig mod hinanden. Vi står sammen, vi er solidariske og vi kæmper i fællesskab. Det er på den måde, vi har opnået resultater tidligere. Og det er på den måde, vi kan opnå resultater i fremtiden.

Tværgående

For lige at vende tilbage til kommunerne, følger vi meget opmærksomt med i de tværgående teams, der er ved at blive indført mange steder. De første erfaringer tyder på, at man får et bedre samarbejde med de øvrige faggrupper ved at arbejde i teams. Borgerne oplever mere kontinuitet. Men sygeplejerskerne arbejder også mere alene uden at have så mange sygeplejerske-kollegaer at sparre med.

Derfor forsøger vi at fortælle arbejdsgiverne om vigtigheden af monofaglig sparring, af sygeplejefaglig ledelse og kompetenceudvikling. Og heldigvis bliver vi også inviteret indenfor i flere kommuner, så vi kan tale om udvikling af den kommunale sygepleje til gavn for borgerne.

At arbejde for alene i teamsene kan risikere at udfordre arbejdsmiljøet – præcis som vi ser det på sygehusene, hvor sygeplejersker ansættes i tværgående funktioner – uanset om det lokalt opfattes fornuftigt. En del af jer har sikkert prøvet at arbejde i delestillinger mellem f.eks. ambulatorier og sengeafdelinger – og har nydt afvekslingen i arbejdet. Men for andre – og i andre specialer – giver det måske ikke mening på samme måde.

Det har vi – og ikke mindst vores fælles- og tillidsrepræsentanter - igen og igen diskuteret med sygehusledelserne. Vi kan ikke forhindre, at ledelserne slår tværgående stillinger op. Men vi påpeger hele tiden, at det bør bygge på frivillighed, at vilkår skal være gennemskuelige, at det skal give faglig mening, og at der skal tages hensyn til den enkelte.

One size doesn’t fit all, det duer bare ikke. Det må ikke medføre utryghed, dårligt arbejdsmiljø eller ende med mindre lyst til at være på arbejdspladsen – i sidste ende vil det jo være patienterne, det går ud over.

For en sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske – vi arbejder mange forskellige steder i sundhedsvæsenet – med it, som undervisere, med nyfødte, med ældre, i psykiatrien, på bosteder, i fængsler, med forskning og udvikling, i lægepraksis – og jeg kunne blive ved. Og alle de forskellige steder, vi arbejder, kan vi noget helt særligt. Og man kunne jo ikke drømme om at bede en maler om at lægge nyt tag på – bare fordi begge er håndværkere. 

Prioriterer arbejdsmiljø

Nye måder at arbejde på og stor travlhed mange steder er bare nogle af grundene til, at vi i denne periode har opprioriteret vores indsats på arbejdsmiljøområdet. Vi vil gerne knytte vores arbejdsmiljørepræsentanter endnu tættere til både tillidsrepræsentanter og Kreds Nordjylland. Derfor glæder det mig, at vi har haft nogle rigtig gode møder for TRIO’erne – altså samarbejdet mellem arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere på de enkelte arbejdspladser.

Vi har også haft fokus på pseudonymisering – som især i psykiatrien og akutmodtagelser er et stort problem, og hvor alt for mange sygeplejersker udsættes for trusler om vold og i nogle tilfælde oplever vold. Igen stillede nogle af jer op i pressen og fortalte om problemerne med trusler i hverdagen. Det går den rigtige vej med at sikre anonymiteten, men det går altså alt for langsomt i forhold til journalerne.

Psykiatrien er også ramt af regionens krav om tværgående stillinger, selv om det ofte er endnu mere problematisk i forhold til at sikre den helt nødvendige ro, kontinuitet og faglighed for de psykiatriske patienter.

Vi er sammen med vores fællestillidsrepræsentant i fuld gang med at arbejde for, at forholdene er så gode som muligt, når dele af misbrugsbehandlingen overgår fra kommunerne til regionen. Det kræver opkvalificering af både personale og fysiske rammer.

Klare rammer i ny struktur

Arbejdsmiljø påvirkes også af strukturen i sundhedsvæsenet. Og lige nu forhandles der om netop den fremtidige struktur. En vigtig forudsætning for at trives på sin arbejdsplads er, at vi har klare rammer, gennemskuelige arbejdsgange, tydelige og afgrænsede ledelser – og vi har især brug for at kende arbejdsopgaverne og vide, hvor vi skal møde. Alt det er jo oppe i luften, hver gang der tales om at lave om på strukturen.

Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at der er behov for forandringer i sundhedsvæsenet, at der skal være bedre overgange, og at det skal være nemmere for patienter og borgere at få den nødvendige hjælp i et kompliceret system.

Mit udgangspunkt er, at vi skal have så meget som muligt af det eksisterende til at fungere – ændring af struktur løser ikke problemerne i sig selv. Og heller ikke det helt grundlæggende problem med mangel på sygeplejersker og andre medarbejdere.

Sammen med regionrådsformand Mads Duedahl og borgmester i Aalborg Kommune Lasse Frimand lavede jeg et debatindlæg til Jyllands-Posten, hvor vi argumenterede for at bevare Nordjylland som region, så beslutninger fortsat kunne træffes lokalt.

Jeg er glad for, at region Nordjylland i første omgang er bevaret.

Dernæst er jeg spændt på at få svar på mange af de spørgsmål, forslaget til den nye struktur rejser, særligt for sygeplejersker i kommunerne, hvor bl.a. akutpladser og akutsygeplejen skal flyttes til regionen. For hvad med sygeplejerskernes løn og arbejdsforhold? Skal vi bare kunne møde ind og køre rundt i hele regionen? Er vi ansat under sygehusene, eller har vi egen ledelse? Betyder det ikke bare, at der kommer endnu flere forskellige mennesker i borgernes hjem? Regeringens forslag til ny struktur rejser lige nu faktisk flere spørgsmål, end det besvarer.

Nej til kortere uddannelse

Uddannelse er fundamentet for et stærkt sundhedsvæsen. Og både et stærkt sundhedsvæsen og et velfungerende velfærdssamfund nu og i fremtiden forudsætter, at sygeplejersker har de rette og nødvendige kompetencer.

Vi ved, at sygeplejersker forebygger og redder liv. Vi ved, at vi er afgørende for kvalitet og overlevelse.

Derfor blev jeg bekymret, da regeringen for nylig fremsatte sit forslag til en uddannelsesreform, hvor man afkorter vores uddannelse med tre måneder.

Det er meget bekymrende, for selv om der mangler sygeplejersker, handler det ikke bare om at få så mange studerende igennem på kortest mulig tid. Som jeg sagde lidt tidligere, så er en sygeplejerske ikke bare en sygeplejerske. Vores fag har udviklet sig meget gennem årene, og vi har brug for at styrke kvaliteten af uddannelsen – ikke forringe den.

Patienterne kommer til at mærke det. Det gør sygeplejerskernes fremtidige kollegaer også. Derfor har vi brug for en styrkelse af uddannelsen – ikke det modsatte.

Vi ved, at mange unge vælger uddannelse efter, hvad der er prestige i, hvad der opleves som meningsfuldt, hvor lønnen er god og ikke mindst, hvor der er gode karrieremuligheder. Det vil en afkortning ikke bidrage til.

Men der er bestemt også gode elementer i regeringens forslag. Der loves flere penge, flere vejledningstimer, en forbedring af praktikken og bedre mulighed for efteruddannelse – selvom det lyder til, at regeringen samtidig lægger op til, at færre skal tage en kandidatuddannelse.

Nu er regeringen i gang med at forhandle med Folketingets partier. Jeg håber virkelig, at det er med det bedste og stærkeste sundhedsvæsen for øje. Et sundhedsvæsen, hvor der også er plads til forskning og udvikling af sygeplejen.

Stærkt fællesskab

Det er ingen hemmelighed, at coronatiden var hård for sygeplejersker, også for de studerende, og i det hele taget for Dansk Sygeplejeråd. Det var svært at holde kontakten, men nu kan vi heldigvis igen komme på skolerne, hvor vi oplever stor interesse for at blive en del af fællesskabet. Faktisk er det i samarbejde med de seje SLS´er lykkedes at få næsten alle de studerende til at blive medlem af vores fællesskab.

Det er vigtigt – også for alle os andre. For det er i fællesskab, at vi opnår de bedste resultater. Og uden en stærk fagforening med også nye og unge medlemmer risikerer vi endnu større pres på løn og arbejdsforhold. Det skal vi hører mere om senere, når vi skal opleve Working Poor Road Trip.

På et andet område har vi også styrket vores organisering – vi har oprettet det, vi til daglig kalder flexnetværket. Her mødes sygeplejersker med begrænset arbejdsevne for at udveksle erfaringer med et ofte stressende system, hvor der skal kæmpes med kommuner, læger, a-kasse og meget andet for at kunne leve et rimeligt liv, hvor der bliver taget hensyn til de udfordringer, den enkelte slås med.
Helt gennemgående er det, at de rigtig gerne vil bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Og generelt er der brug for et langt mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til fleksibilitet gennem forskellige faser i et langt arbejdsliv. Vores vision er jo ”Sygeplejerske for livet”, og derfor vil vi forsætte med at kæmpe for, at man kan både holde til og se sig selv som sygeplejerske et helt arbejdsliv igennem.

Proud to be a nurse

Jeg har de seneste år igen og igen hørt, at vi sygeplejersker taler vores fag ned. Og en del af jer har sikkert hørt mig sige, at det ikke passer – vi har blot peget på nogle rammer og vilkår, som krævede et eftersyn og politisk handling.

For er det ikke rigtigt, at vi har verdens bedste fag? Vi er proud to be a nurse.

Det har vi gjort en del ud af at sætte fokus på. Løn er vigtigt af mange indlysende årsager. Men det er lige så vigtigt at være glad for at gå på arbejde – og være stolt af det, man laver. Det er langt de fleste sygeplejersker heldigvis – og med god grund.

Som jeg vist har antydet et par gange nu, så rummer sygeplejen mange forskellige muligheder. Vores fag er spændende, mangfoldigt og ofte komplekst. Det ved vi selvfølgelig godt selv, men det er vigtigt, at både offentlighed og politikere også ved det. Gør de ikke det, så opnår vi aldrig en mere rimelig løn. Vi får heller ikke respekt for vores uddannelse og behovet for at styrke den. Men endnu vigtigere, så opnår vi heller ikke den anerkendelse, der er afgørende for alle mennesker.

Tak for likes

Det har vi blandt andet forsøgt at vise i en serie videoer med nordjyske sygeplejersker. Vi kan aldrig vise alt det spændende, I laver derude. Men vi har forsøgt at komme ud i nogle af hjørnerne – fra akut til neonatal, fra hjemmesygepleje til psykiatri, fra stroke til sundhedspleje – og en stribe andre spændende specialer.

Jeg bliver både glad og stolt, når jeg ser videoerne. For jeres engagement, kærlighed til faget – og til patienter og borgere – og jeres store, mangfoldige kompetencer stråler simpelthen ud af hvert sekund, hvert billede og hvert ord.

Tak for alle jeres likes, delinger og kommentarer. Både til videoerne og meget af det andet, vi laver og deler. Det er også en stor del af, at vi i fællesskab kan sætte dagsordenen – både når det handler om løn, om sundhedsvæsenet og om vores fantastiske fag.

Stærkt symbol

Det har vi nu gjort i mange år. For på søndag er det 125 år siden, Dansk Sygeplejeråd blev stiftet. Der gik ikke mange måneder, før den første udgave af vores emblem så dagens lys. Lige siden har firkløveret stået både som et stærkt symbol på kompetent, omsorgsfuld og ansvarlig sygepleje – og som et symbol på sygeplejerskers sammenhold og fællesskab.

For nylig havde jeg fornøjelsen af at møde Gertrud Sørensen, der har været medlem i mere end halvdelen af de 125 år – hun havde nemlig 70-års jubilæum som sygeplejerske og medlem af Dansk Sygeplejeråd. Og som hun sagde, så havde hun aldrig været ked af at være sygeplejerske en eneste dag. Selvom det virkelig var noget andet – hun boede på sygehuset i sin elevtid, cyklede fra Aalborg hjem til Løkken, og som hjemmesygeplejerske i Blokhus var hun helt alene – der var ikke noget med en aften- og nattevagt. Det var Gertrud, man ringede til.

Heldigvis er meget anderledes i dag – ikke mindst på grund af vores stærke fællesskab.

Og selvom det nok ikke er os, der står her, når der er gået 125 år mere, så håber jeg, at vi alligevel kan have det stærke fællesskab i mange år fremover.

Tak for ordet - jeg ser frem til jeres kommentarer og en god debat.