Fagforeninger er fremtidens værktøj

(Se billeder på Facebook her.)

Røde T-shirts, røde faner og Rød Aalborg.

Arbejdernes Internationale Kampdag blev vanen tro fejret i Kildeparken, hvor Fagbevægelsens Hovedorganisation havde indkaldt til musik, taler og enkelte fadøl.

Forinden holdt sundhedsorganisationerne på Sofiendalsvej i Aalborg deres egen 1. maj – noget der efterhånden også er blevet en tradition. Det ses på deltagertallet, der vokser støt - i år var der næsten 100 – lokket af hygge, taler, pølser, popcorn og is.

- I dag står vi sammen for at fejre fællesskabet og de rettigheder, vi har kæmpet os til. Ikke bare løn og arbejdstid - men retten til at sige fra. Retten til at organisere sig. Retten til at blive hørt. Faktisk kan vi i år fejre 125-året for den officielle anerkendelse af tillidsrepræsentanter, sagde kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund blandt andet i sin tale.

Truslen fra USA

Talen kredsede om ytringfriheden, retten til at organisere sig og behovet for at sige fra. Ikke mindst efter den seneste tids udvikling i USA. 

- Vi kæmper for dem, der mister rettigheder. For de offentligt ansatte i USA, der har fået tavshed påtvunget. For de kvinder, der ikke længere har adgang til sundhed. Og for alle dem, hvis stemmer forsøges kvalt af frygt, magt eller manipulation. Fordi når vi tier, mister vi. Men når vi taler - og handler - vinder vi, understregede Christina Windau Hay Lund.

Formiddagen på Sofiendalsvej bød også på taler fra repræsentanter for Kost og Ernæringsforbundet.

- Mad er også medicin – og vi kan dosere den rigtigt, som en af talerne sagde.

Flere sygeplejersker tog også ordet på det, der blev en rigtig hyggelig formiddag i fællesskabets tegn.

- Vi skal give plads og have forståelse for hinanden. Vi skal ikke være misundelige på hinanden, men kæmpe for et godt arbejdsmiljø, skulder ved skulder, lød det fra den nordjyske formand for Kost og Ernæringsforbundet, Mariann Aagaard.

Solidaritet og pension i Kilden

Også i Kildeparken blev der talt solidaritet – blandt andet af formanden for 3F-Aalborg: 

- Vi lønmodtagere går og hakker på os selv og hinanden. På tømreren, der har gået på dagpenge i tre måneder - for kan han ikke lige tage sig sammen. Vi tæsker på dem, der har fået førtidspension. Men i stedet skal vi kigge opad, sagde 3F-formand Benny Vinther Jensen.

Både han og Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation brugte en del af deres taletid på pension – netop mens Folketinget behandler et forslag om igen at hæve pensionsalderen, denne gang til 70 år.

- Skal pensionsalderen bare blive ved med at stige og stige? Jeg tror, at vi her i dag vil få et rungende nej til det spørgsmål, sagde Nanna Højlund.

Benny Vinther Jensen sagde i alle fald klart nej:

- Vi vil ikke have en pensionsalder, hvor folk skal bæres direkte ned fra stilladset over i en sygeseng.

Mellem de mange taler underholdt sager Signe Olsen - og dagen sluttede med Jonny Hefty og Jøden. Det var der, Rød Aalborg kom ind i billedet – for de to spasmagere fik overrakt en flaske af den lokale brændevin, men de gav en række af deres klassikere som Deruda’ og Gamle Dreng.

Christinas tale til 1. maj på Kredskontoret:

Kære kolleger!

I dag står vi sammen for at fejre fællesskabet og de rettigheder, vi har kæmpet os til.

Ikke bare løn og arbejdstid - men retten til at sige fra. Retten til at organisere sig. Retten til at blive hørt. Faktisk kan vi i år fejre 125-året for den officielle anerkendelse af tillidsrepræsentanter.

I fagforeningerne har vi i årevis arbejdet for at styrke netop én af vores mest grundlæggende rettigheder: Ytringsfriheden.

Det er ikke en luksus - det er en nødvendighed. Når man som sygeplejerske siger fra over for manglende tid til patient og borgere, når man som pædagog fortæller om utrygge normeringer, når man - uanset hvor man er ansat -sætter spørgsmålstegn ved vilkår - så handler det ikke om kritik - det handler om omsorg og kvalitet.

Det handler om at tage ansvar for borgernes velfærd. Om at gøre det bedre. For alle.

Men mens vi i Danmark kæmper for retten til at bruge vores stemme - går andre den stik modsatte vej.

I USA har præsident Trump med ét pennestrøg frataget op mod en million offentligt ansatte retten til at indgå kollektive overenskomster. Prøv lige at tænke over, hvad det betyder: Ingen forhandling. Ingen beskyttelse. Ingen fællesskab. Kun tavshed og topstyring.

Og det stopper ikke der. Kvinder i USA har mistet adgang til sikker abort, til prævention og til livreddende medicin.

En analyse fra en amerikanske tænketank viser, at over 8.000 kvinder vil dø, fordi Donald Trump stopper deres adgang til prævention - det betyder uønskede graviditeter og komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel.

Efter at USAID - det internationale program for sundhed og rettigheder - blev suspenderet - i strid med forfatningen - står millioner af kvinder rundt om i verden alene, uden hjælp, uden sikkerhed.

Samtidig forsøger den nye amerikanske ledelse at lukke for kritikken. Universiteter og skoler må ikke omtale racisme som et resultat af systemiske problemer. Bøger bliver forbudt. Workshops, kurser og administrative stillinger, der arbejder med ligestilling og repræsentation på universiteter, nedlægges. Og stakkels den, der taler for at hjælpe handicappede, krigsveteraner, folk med diagnoser og kvinder ind på arbejdsmarkedet - for slet ikke at tale om, hvor forfærdeligt det vil være at nævne noget som helst om kønsidentitet.

Men det er ikke bare amerikanske problemer. Det er et signal. Et vink med en vognstang til hele verden: Rettigheder kan fjernes. Frihed kan afskaffes. Trump skulle bare have 100 dage til det - og han har stadig 1360 dage tilbage.

Europa er blevet mere højredrejet, kvindehadet stiger voldsomt - ikke bare ude i verden, men også blandt danske drenge og mænd. Når jeg nævner drenge, så er det fordi, at en kultur med kvindehadske tendenser begynder at brede sig mere og mere blandt danske skolebørn. Det er dybt bekymrende.

Derfor må vi ikke tie.

For vi ved godt, hvad der sker, når vi vender ryggen til. Når vi tænker, at det ikke angår os. Når vi tror, at de sejre, vi har vundet, er sikre for altid.

Men ytringsfrihed, faglig organisering og kvinders rettigheder er ikke naturtilstande. De er resultater af kamp - og de kræver, at vi kæmper videre.

Så lad os gøre det klart:

Vi vil ikke amerikaniseres. Vi vil ikke acceptere, at offentligt ansatte skal tie stille. Vi vil ikke se rettigheder blive rullet tilbage - hverken herhjemme eller i verden.

Vi kæmper for dem, der mister rettigheder. For de offentligt ansatte i USA, der har fået tavshed påtvunget. For de kvinder, der ikke længere har adgang til sundhed. Og for alle dem, hvis stemmer forsøges kvalt af frygt, magt eller manipulation.

Fordi når vi tier, mister vi. Men når vi taler - og handler - vinder vi.

Så lad os bruge vores stemme. I dag. I morgen. Og hver dag fremover.

God kampdag - og god 1. maj!