Nyhed
Sygehuse nedlægger 229 stillinger
Uforståeligt, trist og absurd. Sådan kommenterer Kreds Nordjylland, at rystende 229 stillinger skal nedlægges på de nordjyske sygehuse. Meldingen har givet stor opmærksomhed i pressen.
Publiceret:
29. november 2023
Senest opdateret:
10. december 2023
De nordjyske sygehuses spareplan, hvor der skal findes 280 millioner kroner, betyder som frygtet store besparelser på personalet - i alt nedlægges omkring 229 stillinger.
- Det er helt uforståeligt og utroligt trist, at der skal nedlægges så mange stillinger i en tid, hvor ventelisterne er lange, hvor arbejdspresset for de ansatte er urimeligt stort, og hvor politikerne taler om, at der er behov for mere personale – helst på fuld tid, siger kredsforkvinde for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, Christina Windau Hay Lund.
Hun bakkes op af både læger og en sundhedsøkonom:
Ole Møller, regionsformand for Yngre Læger i Region Nordjylland, køber ikke præmissen om, at det ikke er alvorligt.
- Vi kigger ikke ind i, at det er nogle funktioner, hvor vi har slået dem op, fordi vi bare tænker, at det kunne være hyggeligt at få en kollega. Det er funktioner, hvor vi har sagt, at vi gerne ville ansætte, fordi vi har brug for dem, siger han til DR.dk.
Og det kommer man til at kunne mærke, mener Jes Søgaard, sundhedsøkonom på Syddansk Universitet. For vi har allerede nu et ressourcetrængt sundhedsvæsen, og det har vi også i Nordjylland, siger han.
- Man har jo forestillet sig, at de her stillinger ville blive besat. Det er jo reelle stillinger, der bliver nedlagt i det her. Derfor vil de nedlagte stillinger betyde længere ventetider for de ikke akutte patienter, siger Jes Søgaard - også til DR.
I det hele taget har pressen vist stor interesse for historien:
Også TV2 News, DR P4 Nordjylland, News&Co m.fl. har bragt historien.
Her er den pressemeddelelse, Kreds Nordjylland udsendte i morges:
Kære redaktioner,
229 stillinger.
Så mange stillinger nedlægges på de nordjyske hospitaler i den sparerunde, der skal resultere i budgetbalance.
Det fremgår af de sammentællinger de to hospitaler – Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland – har fremlagt i de MED-udvalg (samarbejdsudvalg), hvor spareplanerne er blevet behandlet. Forretningsudvalget i Region Nordjylland har taget en del af planerne til efterretning – resten af planerne bliver Forretningsudvalget orienteret om den 4. december.
Dermed er det klart, at der højst vil blive lavet mindre ændringer i planerne.
- Det er helt uforståeligt og utroligt trist, at der skal nedlægges så mange stillinger i en tid, hvor ventelisterne er lange, hvor arbejdspresset for de ansatte er urimeligt stort, og hvor politikerne taler om, at der er behov for mere personale – helst på fuld tid, siger kredsforkvinde for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, Christina Windau Hay Lund.
Planerne siger, at der nedlægges 64 stillinger på Regionshospitalet – 165 på Universitetshospitalet. Den foreløbige fordeling på personalegrupper er ca. 28 læger, ca. 113 i plejen (sygeplejersker og SOSU) samt ca. 85 i andre faggrupper.
Efter hospitalerne har haft ansættelsesstop i næsten et halvt år, er mange af de stillinger, der står til nedlæggelse, ubesatte eller besat af vikarer eller via overarbejde. Men mindst 43 ansatte skal enten omplaceres eller fyres.
- Lige nu kæmpes der for at få nedbragt antallet af fyringer og omplaceringer, for det er helt absurd, at der skal fyres sygeplejersker og andet personale, når vi faktisk har brug for det modsatte. Men både fyringer og nedlæggelsen af de mange ubesatte stillinger rammer nordjyderne i form af dårligere service og længere ventelister.
Stillingerne er jo oprettet af en grund. Samtidig har personalet håbet og satset på, at de ledige stillinger blev besat, for de mangler deres kolleger. Nu bliver arbejdspresset endnu højere, end det var i forvejen. Og vi risikerer, at sygeplejerskerne mister troen på, at det danske sundhedsvæsen nogensinde bliver bedre, siger Christina Windau Hay Lund.
Hun peger i stedet på, at regering og Folketing burde tilføre de midler, de har talt om at bevilge til sundhedsvæsenet frem mod 2030.
Spareplanerne er nu meldt ud i mange afdelinger, men ikke alle, ligesom nogle medarbejdere er blevet varslet om ændringer i deres ansættelse i e-boks.
Planerne er mange hundrede sider lange og indeholder rigtig mange forskellige initiativer og besparelser. Men kontakt os gerne for mere information. Vi står som sædvanlig til rådighed og vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe.