Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

300.000 ekstra og højere månedsløn

Endnu en nordjysk sygeplejerske har fået en stor efterbetaling efter hjælp fra sin fagforening

Publiceret: 

19. februar 2026

Senest opdateret: 

19. februar 2026

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Anette Damgaard.jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Efterregulering på 300.000 plus pension – og 6.000 kr. mere om måneden.

Det var den lidt forsinkede julegave til en nordjysk sygeplejerske, der med hjælp fra sin fællestillidsrepræsentant fik anerkendt sin udenlandske anciennitet.

- Jeg regnede og regnede. For kunne det virkelig passe, at beløbet var så stort, siger fællestillidsrepræsentant Anette Damgaard fra Regionshospital Nordjylland.

De mange penge tilfalder en sygeplejerske fra et andet EU-land, der har arbejdet på sygehuset i fire-fem år og før det i en nordjysk kommune.

Hun så den artikel, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland skrev i november om en sygeplejerske fra Rumænien, der havde fået en efterbetaling på 171.000 kr. Hun var ansat på sygehuset i Hobro og havde fået hjælp fra sin tillidsrepræsentant (TR).

- Sygeplejersken her fra Hjørring skrev til mig efter at have læst artiklen og talt med sin TR. Da jeg mødtes med hende, havde hun allerede alle papirer klar, siger Anette Damgaard.

Sagen minder på mange måder om den fra Hobro. For det kan være svært for ikke mindst en udenlandsk sygeplejerske at forstå reglerne og de breve, der kommer fra lønkontoret.

Usikker på beløbet

Anette sendte dokumentationen for arbejdet i sygeplejerskens oprindelige hjemland ind til lønkontoret.

- Så det var egentlig simpelt for mit vedkommende. Men jeg blev lidt usikker, da jeg så beløbet, siger Anette Damgaard.

Sygeplejersken blev selvfølgelig utroligt glad for de næste 300.000 kr. i efterbetaling.

-  Hun blev helt stille, og måske i virkeligheden allermest glad for, at der skal lægges pension til beløbet, og at hendes månedsløn nu stiger med omkring 6.000, fortæller Anette Damgaard på vegne af sygeplejersken, der af personlige årsager har ønsket at være anonym.

Selv om hun ikke ønsker at stå frem, vil hun gerne hjælpe andre i samme situation. Og som hun selv siger, så havde hun ikke fået det gjort, hvis hun ikke stod i fagforening. Til gengæld har hun selv kontaktet skattevæsnet og fået indtægten fordelt på de rigtige år, så hun ikke skal betale topskat i år.

Også ledelsens ansvar

- Vi går kun ind i sagerne, hvis de er medlem. Men jeg synes også ledelserne har et ansvar – de ved jo godt, at sådan en som hende her ikke skal have løn som en nyuddannet, siger Anette Damgaard med lidt forargelse i stemmen.

Hun er spændt på, om der nu kommer flere sager. For tillidsrepræsentanterne på sygehuset er blevet enige om at tjekke, om der er udenlandske sygeplejersker ansat, som muligvis burde op på et højere løntrin.

- Det er en sag, man kan huske – det er fedt at få lov til at hjælpe. Vi får altid lønbilag til genkendelse ved ansættelse, men tidligere skrev jeg bare til medlemmerne på mail. For noget tid siden skiftede jeg dog taktik, så jeg altid sørger for at snakke med dem for at sikre, at de er indplaceret korrekt. For der kan være sproglige udfordringer, der gør, at de ikke får den korrekte løn, siger Anette Damgaard.

Tjek din lønseddel

Selv om de færreste finder så store beløb som her, så oplever mange, at der er fejl på lønsedlerne. Det er derfor en god idé at tjekke hver måned – især for nyansatte, udenlandske sygeplejersker og ansatte, der får nye kompetencer og/eller funktioner. Hjælp hinanden – eller få hjælp af din tillidsrepræsentant. Det er noget af det, du får ud af dit medlemskab af Dansk Sygeplejeråd.

FTR Anette Damgaard tjekker lønsedler

FTR Anette Damgaard tjekker lønsedler

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Løntjek forside kvadrat.png
Får du den korrekte løn?
Hver tredje oplever fejl i lønsedlerne, så det er en god idé at tjekke din lønseddel igennem hver måned. Det kan gøres med fem punkter.