Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Alle har et ansvar

Jurist Mette Quistgaard fra DSR’s Patientklageteam har på flere arrangementer i Nordjylland fortalt om de juridiske rammer for det sygeplejefaglige ansvar i en tid med sygeplejerskemangel og travlhed. For hvordan og hvornår kan man sige fra, hvis man oplever risiko for patientsikkerheden.

Publiceret: 

4. september 2023

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Det sygeplejefaglige ansvar (2).jpg

Foto:

Carsten Lorenzen

En sygeplejerske har altid ansvar for at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed. Men det er vigtigt at få placeret ansvaret for patientsikkerhed og tilrettelæggelse af arbejdet de rigtige steder i samspillet mellem sygeplejersker, andre faggrupper, læger og ledelser.

Det fortalte jurist Mette Quistgaard om på møder på Rosengården i Sæby i Frederikshavn Kommune og på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

- I har altid et ansvar for egne vurderinger og handlinger. Men I har også en pligt til at gøre opmærksomme på det, hvis I vurderer, at der er risiko for patientsikkerheden, sagde Mette Quistgaard.

Skriftlighed at foretrække

Det er i princippet nok at gøre opmærksom på sin bekymring mundtligt – problemet er bare, at allerede efter få timer er det svært at huske, præcis hvordan situationen var. Derfor er skriftlighed at foretrække.

Det er ledelsen, der har både ret og pligt til at tilrettelægge arbejdet – og pligt til at sørge for, at behandlingen er tilrettelagt patientsikkert. Det skal ske, så den enkelte sundhedsperson kan udføre sine opgaver med omhu og samvittighedsfuldhed.

Hvis der er studerende og/eller ufaglærte på arbejde, er det også lederens ansvar, at alle er klar over, hvilke relationer og roller, der gælder. Hvad kan og må de udføre? Ligesom det er ledelsen, der skal sørge for oplæring og relevant kompetenceudvikling.

- Der er mange lokale forhold, en leder skal forholde sig til. Derfor skal der være styr på instrukser og delegationer, sagde Mette Quistgaard.

Enighed gør stærk

Mette Quistgaard opfordrede til, at hvis man oplever tilbagevendende eller omfattende problemer, så kan man sætte sig sammen som personale, gerne sammen med sin tillidsrepræsentant, og lave en fælles henvendelse, hvis der ikke er andre måder at løse det på.

- I står klart stærkere, hvis I er enige. I skal sige fra opad for patientsikkerhedens skyld. Det løser ikke alle problemer, men det fjerner en del af dem på basissygeplejerskernes skuldre, sagde Mette Quistgaard.

På møderne var der stor spørgelyst, og der kom mange eksempler frem. Bl.a. om utryghed i forhold til det sygeplejefaglige ansvar, når mange opgaver uddelegeres til andre faggrupper. En god idé kan være at sparre med sine sygeplejerske-kolleger, så man ikke føler sig helt alene med opgaverne.

Har man brug for sparring eller føler, man bliver sat i et dilemma, så er man som medlem af DSR altid velkommen til at kontakte sin tillidsrepræsentant, sin fællestillidsrepræsentant eller de faglige konsulenter i Kreds Nordjylland. Er der brug for juridisk hjælp, er Mette Quistgaard og hendes kolleger i Dansk Sygeplejeråd i København klar til at træde til.

Det sygeplejefaglige ansvar (6).jpg

Foto:

Carsten Lorenzen