Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Babyer, barnevogne, bleer og brunch

Barselscafé med oplæg om førstehjælp til de mindste på kredskontoret torsdag.

Publiceret: 

13. april 2023

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Barselscafe_april_2023 (4).jpg

Kredskontoret lagde torsdag formiddag lokaler til barselscafé – 20 nuværende og vordende mødre havde taget imod tilbuddet om at kombinere nogle hyggelige timer med et oplæg om førstehjælp og sikkerhed for de mindste.

- Dejligt arrangement og en god måde at få opfrisket nogle gode råd, inden vi skal ud at rejse, sagde Mirjam Pavlak, der til daglig arbejder på A1 – Øvre mave-tarmkirurgisk i Aalborg.

Sammen med lille Gideon, hans storebror og far tager hun snart til blandt andet Bali og Singapore i seks uger i barselsperioden. Om det var udsigten til en skøn ferie med familien eller den mærkelige fotograf med lampen er ikke til at sige – men Gideon var et stort smil det meste af formiddagen.

 

Storgrinende Gideon med mor Mirjam
Storgrinende Gideon med mor Mirjam

 

De gode råd til mor Mirjam kom fra Camilla Gaardbo, der i ni år har været sygeplejerske på børnekræftafdelingen på Hvidovre Hospital, men nu holder kurser om førstehjælp til børn i hele landet og driver hjemmesiden smaaliv.dk.

Camilla Gaardbo holdt en times oplæg om blandt andet forbrændinger, feberkramper, frie luftveje og forgiftninger – både i forhold til babyer og lidt større børn.

 

Camilla Gaardbo har dukker med til at demonstrere forskellige former for førstehjælp
Camilla Gaardbo har dukker med til at demonstrere forskellige former for førstehjælp

 

- Det var rigtig godt – jeg lærte mange nye ting. Der var også mange gode tip til den større dreng, vi har derhjemme, sagde Helle Susgaard Brath, der havde Baldur på syv måneder med.

Helle har barsel fra apopleksiafsnittet på Aalborg Universitetshospital – ligesom kollega Lotte Røhr Jensen, der havde sin Villads med. De to kolleger havde tydeligt stor fornøjelse af at være på barsel samtidig og de to drengebabyer blev løftet og trøstet på kryds og tværs.

 

Helle Susgaard Brath trøster kollegaen Lotte Røhr Jensens Villads – selv have hun sin Baldur på syv måneder med.
Helle Susgaard Brath trøster kollegaen Lotte Røhr Jensens Villads – selv have hun sin Baldur på syv måneder med.

 

Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål om barselregler og andre faglige udfordringer til en af kredsens faglige konsulenter, Lars Rosengren.

Barselscaféen vender tilbage til efteråret – datoen meldes snart ud.

Se flere billeder på vores profil på Facebook:

https://www.facebook.com/DSRKredsNordjylland/posts/782658309915047