Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Besparelser større end frygtet

Besparelserne i Region Nordjylland er endnu større, end vi kunne fortælle i sidste uge. Nu er det samlede sparekrav på 304 millioner kroner - 230 stillinger forsvinder.

Publiceret: 

4. december 2023

Senest opdateret: 

7. marts 2024

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
TV Avisen 4.12.2023.jpg

Besparelserne i Region Nordjylland bliver endnu større end først antaget!

De endelige tal, der i dag blev fremlagt i Forretningsudvalget i regionen viser, at der samlet sker en økonomisk opbremsning på 304 millioner kroner – tidligere lød tallet på 280 millioner. Det betyder, at der nedlægges 230 stillinger. Heraf sendes 44 ansatte i omstilling eller risikerer fyring.

- Det er at spille hazard med både patienter og medarbejdere, siger kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.

Selv om de fleste stillinger pt er ubesatte, har det stor indflydelse på både arbejdsmiljø og patientsikkerhed, at de nedlægges.

- Man har haft de stillinger slået op, fordi der var brug for dem. I forvejen er der rigtigt meget overarbejde, nogle steder bliver man pålagt at blive, selvom man har fri, fordi der mangler en kollega i den næste vagt, siger Christina Windau Hay Lund til TV2 Nord.

Hun har også peget på, at forskningen viser, at flere sygeplejersker sænker dødeligheden hos patienterne.

De enorme besparelser rulles bredt ud over stort set samtlige afdelinger og matrikler. 

Besparelserne har igen i dag stor bevågenhed i pressen – således har både TV2 Nord og TV Avisen været forbi kredskontoret. Også DR’s P4 Nordjylland og Nordjyske har fokus på spareplanerne.

Oversigt over besparelser

Besparelserne er omfattende og udgør i gennemsnit omkring 4%. Vi har ikke overblik over samtlige spareforslag, der også vedrører implantater, strømforbrug, rengøring, mad til patient og meget andet.

Men her er nogle nedslag, der er hentet fra de powerpoints, der mandag formiddag blev fremlagt for Forretningsudvalget i Region Nordjylland:

Aalborg Universitetshospital – lukning af sengepladser:

Sengeafsnit for rehabilitering M3, Hobro  -5

Nyremedicinsk sengeafsnit 8Ø, Aalborg  -1

Hjerte- og lungekirurgisk sengeafsn. T, Aalborg  -2

Intensiv, Aalborg  -0,6

Medicinske observationssenge, Thisted  -2

Akut og medicinsk M5 og Mo3, Thisted  -5

NHH Sengeafsnit, Aalborg (intermediærstuen)  -1

Intermediært sengeafsnit, Aalborg (midlertidigt)  -2 (i weekenden)

Ortopædkirurgisk sengeafsnit, Aalborg  -2

Hæmatologiske senge i Onkologisk D3, Aalborg  -4 (weekend og sommer)

Kardiologisk Sengeafsnit S2, Aalborg  -2 (weekend)

Infektionsmedicinsk sengeafsnit 7Ø, Aalborg  -4 (sommer)

Åbning af flere senge:

Geriatrisk, Aalborg  +2

Hæmatologisk 7V, Aalborg  +1 (weekend og sommer)

Det betyder, at der på Aalborg Universitetshospital i alt nedlægges 165 stillinger (20 læger, 79 i plejen og 61 i andre faggrupper)

Regionshospital Nordjylland - nedlæggelse af stillinger

På Regionshospital Nordjylland er tallene opgjort noget anderledes – nemlig i antal stillinger på de forskellige afdelinger:

Anæstesi og intensiv  -7,0

Urologi  -3,9

Kirurgi  -9,9

Service og teknik  -7,0

Center for klinisk forskning  -2,4

Medicin  -6,5

Kvindesygdomme  -5,0

Akut  -7,0

Børn og unge  -1,6

Diagnostik  -6,6

Skagen gigt- og rygcenter  -0,5

Administration  -3,0

Det betyder, at der i alt nedlægges 64,4 stillinger på Regionshospitalet 10 læger, 32,5 i plejen og 22,8 i andre faggrupper.