Britiske sygeplejersker og danske smede: Også vores kamp

Vi var tæt på at løbe tør for røde pølser, da 1. maj blev fejret på kredskontoret.

Fysioterapeuter, bioanalytikere, kost- og ernæringsansatte og sygeplejersker mødtes for i fællesskab at vise, at der er stort behov for at kæmpe for rettigheder for de ansatte i sundhedssektoren i Danmark.

Det blev en hyggelig formiddag med flere taler, sange, en masse snak - og så en ordentlig omgang pølser og sodavand. Håndbajerne var der ikke meget afsætning på...

Du kan her på Facebook se, hvordan den opstillede ølkasse blev flittigt brugt.

Og find endnu flere billeder her.

En af talerne var kredsforkvinde i DSR, Christina Windau Hay Lund, der nåede vidt omkring  - fra britiske sygeplejersker til danske smede. Læs det skriftlige forlæg til talen her - der var enkelte ændringer idet talte ord:

Kære venner, kære kampfæller, kære sygeplejersker.

I aftes gik de britiske sygeplejersker igen i strejke under sloganet Fair Pay for Nursing.

Et flertal af medlemmerne i den største af fagforeningerne for sygeplejersker - Royal College of Nursing – afviste ledelsens og regeringens tilbud om en lønstigning på fem procent.

Fair Pay-kampagnen handler om af få anerkendt, at lønningerne til sygeplejersker er udhulet af inflation. Den handler om at få værdsat uddannelse, kvalifikationer, færdigheder, ansvar og erfaring. Den har som mål at sikre, at sygeplejen ses som et attraktivt, givende erhverv, så titusindvis af ubesatte sygeplejerskestillinger kan besættes. Og endelig er kravet i kampagnen en lønstigning, der er 5 % over inflationen.

Det lyder som noget, jeg selv og Dansk Sygeplejeråd kunne have skrevet. Vi står jo med nøjagtig de samme problemstillingerne – lønnen udhules, vores indsats får ikke tilstrækkelig anerkendelse, sygeplejerskerne flygter, og svaret er, at det starter med lønnen.

I Storbritannien er det ikke kun sygeplejerskerne, der strejker – det gør rigtig mange faggrupper både i sundhedssektoren og i det øvrige samfund – blandt andet i offentlig transport, ambulancereddere og lastbilchauffører.

De mange strejker viser flere ting – jeg vil fremhæve tre:

For det første er det tydeligt, at det ikke passer, at 1. maj og arbejdskamp er umoderne. Måske kunne man godt ønske, at det ikke var nødvendigt – men der er i den grad brug for, at vi slås for bedre forhold. Højere løn og bedre arbejdsforhold kommer ikke af sig selv. Og hvis vi ikke hele tiden er på mærkerne, organiserer vores kolleger, bygger stærke fællesskaber og stiller krav, så vil arbejdsgiverne gå efter at få forringet vores forhold. Så kommer både løn og for eksempel arbejdstid under pres.

Vi har i det forløbne år i flere omgange haft Working Poor Road Trip på besøg i både Dansk Sygeplejeråd og Fagbevægelsens Hovedorganisation. En journalist og en fotograf har rejst Europa tyndt for at dokumentere forholdene på arbejdsmarkedet. Tilhørerne sidder rystede tilbage, når de for eksempel fortæller om Billy, der er med til at bygge metro i London. Han har en såkaldt 0-timers kontrakt og skal hver morgen kontakte sin arbejdsgiver for at høre, om der er noget at lave den dag. Er der ikke det, så får han ikke en krone. Der er ingen løn under sygdom, ingen pensionsordning, og hvis han brokker sig, så kan han være helt sikker på, at der aldrig er arbejde til ham mere. Der er selvfølgelig heller ingen tillidsrepræsentant – endsige medlemmer af en fagforening.

Vi har også medlemmer, der lige nu søger mod vikarfirmaerne. Og jeg kan sådan set godt forstå dem – lidt højere løn og større indflydelse på arbejdstiden. Men pas nu på, for pludselig vender vindene, eller de bliver syge. Så er der ingen garanterede timer eller løn under sygdom. Efteruddannelse, kolleger og en tillidsrepræsentant har man heller ikke rigtig.

Tilbage til de britiske strejker - for de viser også, at det er os som ansatte og som fagforeninger, der skal forsvare velfærdssamfundet. Politikerne tager kun ansvar, når de bliver presset til det. Hvis ikke vi råber op, så bliver det alt for let at forringe understøttelse, pensions- og tilbagetrækningsordninger og lighed i sundhed. Selv politikernes egne kræftpakker ender i skandale, hvis ikke vi råber op om de store problemer i sundhedsvæsenet – for uden tilstrækkeligt personale kan man ikke overholde behandlingsgarantierne. Og tilstrækkeligt personale får vi først, når løn- og arbejdsforhold er i orden.

Endelig viser strejkerne og sammenbruddet i det britiske sundhedsvæsen, at problemerne er internationale. Working Poor Road Trip fortæller også om, hvordan man med hjælp fra EU har gennemført mange af de samme såkaldte reformer i det meste af Europa: De ansatte skal arbejde mere, lønnen skal holdes nede, dagpengesystemerne forringes og fleksibiliteten øges, mens top- og selskabsskat skal sænkes og reguleringer fjernes.

Så 1. maj er mere aktuel end nogensinde. Det er helt nødvendigt, at vi lønmodtagere står sammen og kæmper for både egne forhold og for velfærdssamfundet.

Det var det, vi gjorde, da vi strejkede i ti uger i 2021 - en af de længste konflikter på det danske arbejdsmarked i moderne tid. I de ti uger kæmpede vi ikke bare for højere løn til os selv, men også for princippet om ligeløn mellem mandedominerede og kvindedominerede fag. For en mere rimelig løn til offentligt ansatte. For at sikre, at der også i fremtiden er et velfungerende velfærdssystem i Danmark. Og for, at den berømte danske model også skulle kunne bruges på det offentlige arbejdsmarked.

Desværre stod vi helt alene. Det var bestemt ikke vores ønske. Intet ville have været bedre, end at vi havde været flere faggrupper, der havde kæmpet den kamp sammen.

Jeg er overbevist om, at både den øvrige fagbevægelse og vi sygeplejersker har lært af situationen i 2021. Det har vi netop set under de private overenskomstforhandlinger, OK23, hvor der blev sikret de højeste lønstigninger i rigtig mange år. Når vi tæller det sammen, så får de privatansatte sygeplejersker omkring 10,2% over to år. Forhåbentlig kan det holde trit med inflationen, der heldigvis er på vej ned.

Resultatet vil allerede til efteråret smitte af på de offentligt ansatte, fordi reguleringsordningen sikrer os, at vi nogenlunde følger med det private arbejdsmarked. Så der er grund til at hjælpe og støtte de smede, bygningsarbejdere og andre, der i disse uger er i gang med de lokale lønforhandlingerne. Deres kamp er helt bogstaveligt også vores kamp.

Jeg er også helt sikker på, at det smitter af på OK24 på det offentlige område. Hvis vi bliver tilbudt noget, der er væsentligt dårligere end på det private område, er det nok ikke kun sygeplejerskerne, der siger nej. Så kan arbejdsgiverne være ret sikre på at få et nej fra stort set alle. Dermed har vi en rigtig god mulighed for at stå sammen i en fælles kamp for at hæve lønnen for de offentligt ansatte. Et lønløft, der er helt afgørende, hvis vi skal sikre arbejdskraft til både sundhedssektor, daginstitutioner, skoler og mange andre offentlige velfærdsområder.

God kampdag!