Nyhed
Danmarks længste sygeplejerske-banner
Med 25 meter fører de nordjyske sygeplejersker nu suverænt den lille sommerkonkurrence, som Kreds Hovedstaden har sat i gang.
Publiceret:
6. august 2021
Der har været masser af aktivitet på konfliktcaféen på kredskontoret i Aalborg den seneste uge - blandt andet er der blevet lavet et banner på imponerende 25 meter!
Dermed lægger vi i Nordjylland stor afstand til de bannere, som flere af de andre kredse i Dansk Sygeplejeråd har præsenteret i løbet af sommeren.
Kreds Hovedstaden indbød til til en lille konkurrence den 26. juli, hvor de præsenterede et lille bitte banner på 8,89 meter…
Og jo, jo – det var da pænt

Lidt mere fut var der i midtjyderne, der den 29. juli viste et banner på 14 meter frem:

Nordjysk drone
Det nordjyske banner er så stort, at vi måtte have en drone i vejret for at få det hele med.
Hvis du selv vil opleve banneret, så kom til Brønderslev i morgen lørdag den 7. august. Der mødes de nordjyske sygeplejersker for at lede efter de socialdemokrater, der har været usædvanligt tavse under den syv uger lange konflikt. De samles nemlig i Rhodendronparken for at fejre partiets 150-års fødselsdag. Vi mødes på Banegårdspladsen kl. 12.00 og går mod parken.


