Det føles som at have fodlænke på

Smilet fejler ikke noget, da Karina Lyckegaard kommer humpende i hjemmet i Hjallerup, selv om der egentlig ikke er meget at smile af i hendes liv lige nu. Et kompliceret brud i begge knogler i underbenet og et voldsomt vrid i anklen betyder, at benet er spændt fast i et metalstativ, så Karina må bevæge sig omkring på krykker.

Hun kan ikke en gang hente en kop kaffe, for hun må overhovedet ikke støtte på foden, og derfor er begge hænder i brug til krykkerne. Familien skal hjælpe med alt – selv med at få syet de ekstra brede bukser i blomstret stof, der kan trækkes op over stativet.

- Min mand måtte på YouTube for at lære at sy, griner Karina fra den plads i sofaen, hvor hun nu har tilbragt det meste af de seneste fem uger.

Fødselsdag og tøvejr

Den begyndte ellers godt, den mandag i december. Hendes datter havde fødselsdag, og da hun som sædvanlig kørte med manden på vej på arbejde i hjemmesygeplejen på Umanakvej i Aalborg, talte de om, at det var dejligt, at det igen var blevet tøvejr, og sneen var smeltet.

På arbejdet blev opgaverne fordelt, og som sædvanlig blev det lagt op til, at hendes team i Centrum skulle cykle, mens kollegerne i Gug skulle køre. De har længere mellem borgerne i villakvarteret – og det er lettere at parkere en cykel, når man skal på hjemmebesøg i lejlighederne i blandt andet Øgadekvarteret i den centrale del af byen.

- Torsdagen forinden var der sne, så da var vi blevet enige om ikke at cykle, men i stedet at køre sammen. Men det giver en masse overarbejde, fortæller Karina.

Ingen – heller ikke lederne – havde bidt mærke i, at vejrudsigten faktisk havde advaret mod isslag. Så i godt humør kørte Karina og to kolleger afsted mod Bornholmsgade. På vej ned ad Sohngårdsholmsvej kunne de godt se, at fortovet så glat ud, og at der var blevet saltet.

- Så vi kører forsigtigt – roligt og langsomt. Og jeg kan godt finde ud af at cykle.

Karina kører bagerst, men trods forsigtigheden skrider cyklen under hende.

- Det går helt roligt og langsomt. Og kollegaen foran mig skrider også. I første omgang gør det ikke ondt, men jeg kan se, at foden er helt vredet rundt, siger Karina Lyckegaard.

Mange vælter på glaseret sti

Efterfølgende har hun undret sig over, at hun ikke har et eneste blåt mærke, og at hendes tøj er intakt.

- Jeg får mig krabbet ind til fortovskanten. Mine kolleger forsøger at komme hen til mig, men kan ikke stå fast. Det kan ambulancefolkene næsten heller ikke, og mens vi venter på ambulancen, er der en masse, der vælter i det samme kryds.

Der blev taget et billede af ambulancen, hvor man tydeligt kan se, at cykelstien er nærmest glaseret af is.

- Vi skal blive bedre til at passe på os selv. Jeg er jo ikke den første, der er væltet – det er sket for mange gennem årene, påpeger Karina Lyckegaard.

Hun mener, at man er nødt til at gøre op med kulturen om, at i regn og slud når hjemmesygeplejen ud.

- Som medarbejdere er vi for flinke og fleksible. Som kolleger skal vi i gang med at tænke på, at vi skal agere på andre måder, når vejret er dårligt.

Ledelsens opgave

Foreløbig fortæller kollegerne, at man er ekstra opmærksom på at undgå lignende ulykker, og at ledelsens bud har været, at man må deles om de biler, hjemmesygeplejen har til rådighed. Men Karina mener ikke, at der er biler nok – og i øvrigt kan det ikke hænge sammen med kørelisterne, og det giver en masse overarbejde.

- Det er også ledelsens opgave at passe på os. Måske er det dem, der skal kigge på vejrudsigten og overveje, om vi skal vente en time med at køre ud. Eller om vi skal køre i taxa. En taxa koster i hvert fald ikke så meget som at være sygemeldt i ti måneder, siger Karina Lyckegaard.

Hun understreger, at hun egentlig helst vil cykle. Det handler ikke om magelighed, men om sikkerhed.

- Det er ikke så tit, vi har isslag, så en taxaordning ville ikke være så dyr. Måske vi bare kunne blive kørt ned til byen og gå derfra. Når der sker en ulykke, så er det vel, fordi noget har været vigtigere end sikkerhed. Men sikkerheden må da være det vigtigste, siger Karina Lyckegaard.

Ikke over dørtrinnet

Ledelsen har nu masser af tid til at fastlægge en fremadrettet politik, inden Karina igen sætter sig på cyklen. For hun humper hun i villaen. Hun har ganske vist en kørestol, men den kan ikke komme over dørtrinnet.

- Så jeg kommer kun ud, når nogen skubber mig.

Lægerne siger, at der kan gå mellem fire og ti måneder, inden knoglerne er vokset sammen, så stativet kan skrues af. I mellemtiden går livet med at hækle og dyrke lidt yoga. I de få stillinger, som stativet tillader.

- Det føles som at have fodlænke på, lyder det fra den hjemmesiddende sygeplejerske.

Om benet nogensinde bliver lige så godt at cykle med, kan ingen svare på. Derfor kan arbejdsskadesagen heller ikke afsluttes endnu. Imens cykler kollegerne i hjemmesygeplejen i Aalborg Kommune Centrum videre – og håber på, at der ikke kommer mere isslag i år.