Nyhed
Fællesskaber får os til at leve længere
I en stærk tale om fællesskaber satte Frida Caroline Bøgh Skytt fokus på, at 1. maj handler om at fejre det, der har gjort Danmark til et af verdens mest trygge, retfærdige og frie samfund.
Publiceret:
2. maj 2023
Senest opdateret:
17. maj 2023
Foto:
Carsten Lorenzen
Mens lille Ella på 15 måneder drønede rundt på gulvet og forsøgte at bestige den ølkasse, mor brugte som talerstol, satte Frida Caroline Bøgh Skytt vores behov for fællesskaber i perspektiv.
Hun er uddannet sygeplejerske, tidligere formand for de sygeplejestuderende i SLS Aalborg og i dag ansat som ungdomskonsulent i 3F - og så har hun i mange år dyrket fællesskabet i Dansk Sygeplejeråd.
Derfor var Frida det oplagte valg, da Kreds Nordjylland skulle finde en taler til 1. maj.
Tilhørerne fra Danske Fysioterapeuter, Danske Bioanalytikere, Kost & Ernæring og DSR blev ikke skuffede - læs talen her. Krydret med billeder fra de mange aktiviteter, Frida Caroline Bøgh Skytt har deltaget i:
Kære alle sammen - Glædelig 1. maj.
Hvor er det dejligt at se jer!
Det er en dag, jeg glæder mig til hver eneste år. Det er en dag, hvor vi står sammen. En dag, hvor vi markerer vores historie og vores fælles værdier. Vi fejrer solidariteten mellem mennesker. Men måske bedst af det hele, er det en dag, der får os til at leve længere.
Jeg vil gerne leve længe, blive gammel med min mand og vores datter, så jeg spiser sundt og bevæger mig dagligt. For vi har efterhånden alle sammen erkendt, at kost og motion har stor betydning for vores fysiske velvære - men studier viser, at den enkeltstående og mest afgørende faktor for, om vi lever længe, er social interaktion med andre mennesker - altså fællesskaber.
Ikke, hvor mange venner vi har på Facebook, eller hvor mange likes vi får på Instagram - Vi har brug for at føle, at vi er en del af noget, og at vores tilstedeværelse og handlinger betyder noget for nogen.
Jeg har altid været tiltrukket af at være noget for nogen, at gøre en forskel og se hvordan mine handlinger kan hjælpe andre - måske I kender den følelse? Måske er det også en af grundene til, at I blev sygeplejerske, medlem af DSR eller til, at I er her i dag.
Jeg tror, det er sådan for langt de fleste af os, at fællesskab med andre mennesker er, det der gør livet værd at leve. Det at komme hjem til vores børn, vores kærester, vores familie, vores venner – alle dem, vi holder af. Men fællesskaber kan også rumme mennesker, vi ikke kender så godt. Men som alligevel ligner os, måske har vi samme job, samme interesser eller samme værdier.
Det, vi fejrer i dag, er det store fællesskab. Vores fællesskab på arbejdspladsen og i fagforeningerne. Fællesskabet som borgere i et velfærdssamfund. Det fællesskab, der gør, at vi kan være trygge ved, at vi selv og dem omkring os klarer sig, hvis uheldet er ude. Det fællesskab, der har skabt et af verdens mest trygge, retfærdige og frie samfund.
Det fællesskab, der gør, at jeg uden bekymring lader barnevognen stå på gaden, mens jeg nyder min brunch.
Det fællesskab, der gør, at jeg tager det for givet, at jeg kan gå hjemme med min datter de første mange måneder - med løn
Det fællesskab, det gør, at jeg forventer, at jeg kan vende tilbage til det samme job, som jeg forlod.
Det fællesskab, der gør mig glad.
Jeg er glad for, at jeg ved, at der er nogen, der griber mig, hvis jeg bliver ramt af sygdom eller arbejdsløshed. Jeg er glad for, at jeg ikke skal vælge behandling ud fra, hvad jeg har råd til. Jeg er glad for, at jeg ikke skal have tre, fire, fem jobs for at have råd til at give min datter de d-dråber, hun skal have. Men jeg er også bekymret - bekymret over, om min datter får den samme hjælp og tryghed, når hun en gang skal være mor.
Vi må ikke tage vores fællesskab for givet, vi må ikke holde op med at kæmpe. Vores fællesskab står på fortidens kampe. Kampe, der ofte bliver gemt og glemt i støvede historiebøger.
Hvis vi vil have ungdommen til at træde ind i vores fællesskab med respekt og engement, er vi nødt til at oplyse dem om den historie, vi står på. Resultaterne er ikke kommet til af sig selv, og det gør de heller ikke i fremtiden.
Nogen af jer husker måske Dansk Metals reklame med Ulf Pilgaard som ond direktør. Hvor han sagde noget i stil med: Hvad har fagforeningen nogensinde gjort for jer?
Medarbejderne rakte hånden i vejret en efter en … Løn, barsel med løn, 6 ugers ferie, gode uddannelser, pension, overarbejdsbetaling … Og sådan blev de ved, indtil der blev stille, og Ulf Pilgaard igen råber: Ja, ja, men når vi ser bort fra alt det, hvad tror I så, fagforeningen kommer til at gøre for jer i fremtiden?
Reklamen slutter heldigvis med en skov af hænder, men jeg kan godt være i tvivl om, om det samme vil ske i dag.
Vores fællesskaber er udfordrede i disse år. Det gælder også for fagforeningerne, desværre. Det kommer til at kræve nytænkning, handlekraft, sammenhold og forandring. Så derfor er det vigtigt at huske at:
Vi laver ikke verden om med ét slag, men måske kan vi lave den en lille smule om hver eneste dag.
God kampdag. Tak for ordet.
