Nyhed
Fart på Folkemødet
Overalt på Folkemødet sørger sygeplejersker i røde Proud to be a nurse-T-shirts for at blive set og hørt.
Publiceret:
14. juni 2024
Senest opdateret:
14. juni 2024
Kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, omskæring af raske børn, unges mistrivsel og psykiatriens udfordringer, demonstration mod turbouddannelse – og sygeplejerskernes selvstændige virksomhedsområde.
Folkemødet på Bornholm giver de udsendt fra den nordjyske kredsbestyrelse rige muligheder for at blive klogere, diskutere med fagpersoner og politikere og øve påvirkning. Ikke bare på debatterne, men også ved at passe standen i sundhedsteltet – og ved at møde mere eller mindre kendte folk på vej rundt mellem de mange telte og boder på Folkemødet.
For overalt på Folkemødet sørger sygeplejersker i røde Proud to be a nurse-T-shirts for at blive set og hørt😊
FAGLIGHEDS-BATTLE
Bare her på den første halvdel af fredagen i en fagligheds-battle mellem socialpædagoger, lærer og sygeplejersker, hvor næstforkvinde Kristina Robins leverede en brandtale om, hvorfor man skal blive sygeplejerske.
DEN PRESSEDE PSYKIATRI
Psykiatridirektør i Region Nordjylland Jan Mainz diskuterede psykiatriens udfordringer i en tid, hvor flere og flere børn og unge mistrives og har alvorlige psykiske udfordringer, mens børne- og ungdomspsykiatrien kan ikke følge med. De andre i panelet var Merete Nordentoft, forperson i Dansk Psykiatrisk Selskab, og Mads Engholm, landsformand for Bedre Psykiatri.
Jan Mainz argumenterede for, at der er brug for forpligtende mål på tværs af almen praksis, kommuner og de regionale hospitaler.
Merete Nordentoft pegede blandt andet på, at der er stort behov for at prioritere socialpsykiatrien, mens Mads Engholm oplever, at noget handler om at der mangler overlevering. Han udtrykte tvivl om, hvorvidt specialiserede botilbud skal ligge i de enkelte, små kommuner.
SYGEPLEJERSKERS NYE ROLLE
Flere nordjyske sygeplejersker var på plads på første række, da der var debat om sygeplejerskernes nye rolle i sundhedsvæsenet. Det selvstændige virksomhedsområde flytter grænserne for, hvem der kan løse hvilke opgaver.
Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, var bekymret for nu at skulle dele ansvaret – men blev modsagt af både DSR’s forkvinde Dorthe Boe Danbjørg og Inge Jekes, formand for Sygeplejersker i Kommunerne.
- Vi har forudsætningerne og er tættest på patienten. Det bliver til gavn for patienterne, som Inge Jekes sagde.
Se billeder på vores side på Facebook.