Hurtigere hjælp og mindre tidsspild

Debatindlæg af hjemmesygeplejerske og FTR i Aalborg Kommune Trine Hoff Derosche - bragt i Nordjyske den 7. april:

En ældre mand har ondt. Han har haft svært ved at tisse i en længere periode, og har nu så mange smerter, at hjemmeplejen ringer efter en af mine kolleger i hjemmesygeplejen. Hun undersøger ham og kan med stor sandsynlighed konstatere, at han har en meget fyldt blære, som han skal have hjælp med at få tømt.

Men i stedet for at lægge et kateter med det samme, er min kollega nødt til at lade manden lide noget tid endnu, mens hun ringer til hans læge. Ifølge reglerne er det nemlig lægen, som skal ordinere behandlingen – som hjemmesygeplejersken så skal udføre. Men det er uden for telefontid, og min kollega kan kun få fat på en sekretær, der vil bede lægen ringe tilbage.

Den næste time sker der ikke andet, end at den ældre mand har mange smerter. Til sidst beslutter min kollega at hjælpe ham – selv om det er imod reglerne. Hun lægger et midlertidigt kateter, ligesom hun har gjort mange gange før, og tømmer den ældre mands blære for mere end en halv liter urin.

To timer senere ringer mandens læge tilbage. Han godkender på bagkant behandlingen og roser min kollega med ordene: Det var god sygepleje – det forventer jeg også, at I kan.

Det er bare et af mange eksempler, som gør, at mine kolleger og jeg håber, at politikerne på Christiansborg stemmer for selvstændigt virksomhedsområde for sygeplejersker – ligesom regeringen har foreslået i sin sundhedsreform.

Som det er i dag, må vi hjemmesygeplejersker ikke engang give en af vores borgere en almindelig Panodil mod hovedpine eller ondt i ryggen – medmindre vi først har fået det ordineret af lægen.

Vi må ikke sætte gang i behandling af borgere med forstoppelse, selv om det er os, der er hos borgeren og vores observationer, som gør, at lægen pr. telefon siger god for, at vi giver den medicin, vi selv pr. erfaring ved, der skal gives.

Vi må ikke tage en blodprøve for at måle en borgers infektionstal. I stedet skal vi først ringe til lægen og få tilladelse til at foretage målingen for derefter at ringe tilbage igen, når prøven formentlig viser, at borgeren har en infektion, som skal behandles.

Det er spild af lægen (eller vagtlægens) tid, det er spild af vores tid – men det kan også være farligt for borgeren, at infektionen får god tid til at udvikle sig. I stedet for en mindre sygdom, som kan tages i opløbet, kan infektionen hurtigt udvikle sig hos en svækket borger, som risikerer en indlæggelse, som burde have været undgået.

En undersøgelse fra oktober viser, at vi kommunale sygeplejerskers samlede tidsforbrug på henvendelser til borgernes egne læger eller anden læge med henblik på at få tilladelse til at løse en opgave hos borgeren årligt udgør op til 600 effektive årsværk på landsplan.

Sygeplejerskerne, der deltog i undersøgelsen, vurderede desuden, at ventetiden ved henvendelserne medførte væsentlige gener for borgeren ved næsten hver femte henvendelse og sygdomsforværring ved cirka hver tiende henvendelse.

Desværre tror jeg ikke, tallene er overraskende for nogen hjemmesygeplejerske. Men jeg håber, at de vil ændre sig – at vi sygeplejersker får et selvstændigt virksomhedsområde og kan handle på flere af vores grundlæggende observationer. Hurtigere hjælp og mindre tidsspilde er vejen frem.