Nyhed
Kredsbestyrelsen siger nej til betalingsparkering
Kredsbestyrelsen siger klart nej til betalingsparkering, evaluerede den ekstraordinære kongres og tog de første skridt mod valg til kredsbestyrelsen til efteråret.
Publiceret:
6. juni 2025
Senest opdateret:
6. juni 2025
På sit seneste møde den 2. juni tog Kredsbestyrelsen (KB) i Kreds Nordjylland klart og enstemmigt afstand fra planerne om at indføre betaling for at parkere ved NAU – det nye Aalborg Universitetshospital.
- Det er helt urimeligt, at man skal betale for at kunne komme på arbejde. Ingen andre sygehuse i Nordjylland har betalingsparkering – og det er der heller ikke ved Regionshuset, siger kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.
Regionens Forretningsudvalg begrunder ønsket om betalingsparkering med, at Region Nordjylland har fået et privat firma til at opføre parkeringshuset. Derfor skal regionen betale 13 millioner kroner om året for at kunne bruge parkeringspladserne – en udgift, man ikke ønsker at tage fra hospitalets drift, men i stedet vil opkræve hos de ansatte.
- Men andre steder har det også kostet penge at indrette parkeringspladser, så det må være en del af anlægsudgifterne. Hvis man havde udliciteret opførelsen af personalestuerne eller toiletterne, skulle vi så også betale for at bruge dem?, spørger Christina Windau Hay Lund.
Forslaget fra Forretningsudvalget er nu til høring i Hoved-MED (samarbejdsudvalget). Her vil Dansk Sygeplejeråd protestere mod planerne. Vi har også drøftet parkeringsplanerne med de øvrige personaleorganisationer i Region Nordjylland, og der er fuld enighed om at argumentere imod indførelsen af betaling for parkeringen.
De fleste nyuddannede får introduktion
KB har ringet rundt til de nyuddannede – og langt, langt de fleste af dem, vi kom igennem til, har fået introforløb på deres nye arbejdspladser, som de er glade for.
Det ser også ud til, at stort set alle tilbydes arbejde på fuld tid, selv om enkelte af private årsager vælger et lavere timetal.
Et meget positivt billede, der også blev afspejlet på maj måneds ”Ny med nål”-arrangement med flere deltagere end i flere år.
Evaluering af ekstraordinær kongres om struktur
Kredsbestyrelsen havde forberedte sig grundt til den ekstraordinære kongres den 14.-15. maj. Her blev blandt andet behandlet forslag om at ændre på antallet af kredse i Dansk Sygeplejeråd. Kongressen endte med at bevare de nuværende fem kredse – og dermed også Kreds Nordjylland.
På kongressen var stort set hele den nordjyske kredsbestyrelse på talerstolen med velforberedte og konstruktive indlæg.
- Det var super godt gået, at så mange fra KB var på talerstolen, sagde kredsnæstforkvinde Pia Jødal Næss-Schmidt.
En af KB’s forberedelser var et seminar i Sæby, hvor alle de gode argumenter blev afprøvet ved blandt andet en ”mini-kongres”.
Du kan læse mere om den nordjyske kredsbestyrelses indsats på kongressen i nyhedsbrevet NordNyt her.
Snart valg – men hvilken profil skal et KB-medlem have?
I november skal der vælges ny kredsbestyrelse – herunder kredsforperson og to kredsnæstforpersoner. Men hvad skal man gøre sig klart, hvis man vil stille op til valget? Hvilken profil bør man have?
Det diskuterede KB med udgangspunkt i, at der skal laves profilbeskrivelser af alle de poster, man kan vælges til i Dansk Sygeplejeråd.
KB bød ind med blandt andet disse punkter:
- Man skal repræsentere alle sygeplejersker, ikke bare egen hønsegård
- Det er en politisk opgave
- Man skal være DSR’s ansigt udadtil
- KB klæder kredspolitikerne på til deres arbejde
- Der er en del frivilligt arbejde – det er ikke kun otte KB-møder om året, men også kongres, 1. maj, julehygge og mange andre aktiviteter.
- Der er meget læsestof
- Man skal være forberedt på, at politisk arbejde ofte går langsomt
Specielt for de frikøbte kredspolitikere (næstforpersoner og forperson):
- Geografien spiller en rolle – man skal rundt i både Nordjylland og faktisk også en del i resten af landet
- Arbejdstiden er flydende – man er ikke lønmodtager, men honoraransat i en politisk rolle
- Man har ansvar for rigtig meget
Der kommer meget mere information senere, men kandidater skal opstilles inden 10. oktober, valget finder sted fra 27. oktober til 7. november, og de valgte tiltræder 1. december.
Overvejer du at stille op, er du meget velkommen til at deltage i et af Kredsbestyrelsens møder – de næste er den 26. august og 30. september. Send en mail til faglig chefkonsulent Morten Lykke Væver på moh@dsr.dk
Kandidaterne får mulighed for at præsentere sig på DSR’s hjemmeside. Dertil vil vi i Nordjylland give alle mulighed for at få taget et billede, der kan bruges til en lille plakat/opslag til sociale medier med et enkelt budskab. Den kan deles på SoMe, eller man kan selv printe den ud til at hænge op på arbejdspladsen. Man kan selvfølgelig også selv indsende et billede.
Vi tilbyder også at lægge en kort video med alle kandidater på vores sociale medier. Kredsen tilbyder hjælp til at lave videoen – eller man kan lave sin egen. Kredsen laver en teknisk vejledning til både foto og video.