Kun desperate panikhandlinger

Regeringens akutplan for sundhedsvæsenet risikerer desværre at gøre problemerne endnu større, end de er i forvejen.

Den meget skuffende plan har kun fokus på, hvordan vi får reduceret ventelisterne nu og her. Selvfølgelig skal vi have nedbragt ventelisterne, men regeringen overser fuldstændig, at det kun kan lade sig gøre, hvis der er personale til at udføre operationer og behandlinger. I forvejen kan mange stillinger ikke besættes.

Og planen indeholder intet, der kan få sygeplejerskerne til at blive i deres job – nærmest tværtimod.

Under valgkampen fyldte sundhedsvæsenet og manglen på sygeplejersker rigtig meget - det var faktisk det tema, som flest danskere pegede på, at der skulle gøres noget ved. Den nye regering skrev også i sit regeringsgrundlag, at et velfungerende sundhedsvæsen er en hovedprioritet.

Det var derfor med store forventninger, at jeg tændte for pressemødet i fredags. Men forventningerne blev mildt sagt ikke indfriet. Jeg havde oprigtig troet, at der ville komme nogle mere langsigtede og fornuftige planer.

Der er lige nu omkring 85.000 danskere på ventelister. Det er selvfølgelig uholdbart. Men de lange ventelister skyldes jo mangel på sygeplejersker og andre sundhedsansatte. Der bliver aflyst operationer dagligt, fordi der ikke er nogen til at bedøve patienterne, assistere ved operationer, observere efterfølgende, passe og pleje i afdelingerne, fortsætte behandling i hjemmet efter udskrivelse - og så videre.

Alene sidste år forlod 2.400 sygeplejersker sygehusvæsenet pga. for dårlige arbejdsvilkår og løn.

Derfor er det helt afgørende at få flere ansatte. Den udfordring forholder akutplanen sig ikke til.

Det helt store fokus i planen er flere behandlinger på privathospitaler. Jeg er på ingen måde modstander af privathospitaler, men når man flytter operationer og behandlinger fra det offentlige til det private, flytter man også sygeplejersker og læger samme vej, for både løn og arbejdsforhold er bedre i det private.

Planen vil derfor betyde, at der bliver endnu færre ansatte på de offentlige sygehuse. Så vil ventelisterne til de komplicerede operationer, der kun kan udføres i offentligt regi, vokse yderligere. Det vil også risikere at give endnu større udfordringer på det akutte område, end vi har i forvejen. Den nordjyske presse har allerede kunnet fortælle historier om både børn og voksne, der har ventet langt ud over det rimelige.

Regeringen ønsker også, at udvikling, forskning og ph.d.-arbejde skal vige for det kliniske arbejde. Det risikerer også at skræmme flere sygeplejersker væk, end det skaffer. For hvordan vil man reagere, hvis det forskningsarbejde, man er ansat til at lave, bliver lukket eller udsat, og man så bliver tvunget til at tage nattevagter på en sengeafdeling? Jeg frygter, at en del vil sige op. Man forsøgte i øvrigt det samme under corona – uden succes. Hvis de ansatte ikke flygter, har de måske heller ikke kompetencerne til med kort varsel at indgå i det kliniske arbejde. Samtidig stopper man udviklingen af sygeplejen til gavn for patienterne.

Akutplanen vil også uddanne endnu flere anæstesisygeplejersker. Det er der brug for. Men man er nødt til samtidig at fastholde dem, vi har i forvejen, ellers er vi lige vidt. Det hjælper heller ikke at give en patient blodtransfusion, hvis man ikke samtidig får stoppet blødningen.

Den gamle traver om, at den enkelte sygeplejerske skal arbejde mere, bliver også trukket frem. Men i forvejen arbejder de nordjyske sygeplejersker i regionen faktisk i gennemsnit 34,8 timer om ugen – altså ret tæt på fuld tid. Når nogle stadig er på deltid, er der rigtig gode grunde til det – det kan være af hensyn til familien, af hensyn til helbredet, for at kunne holde til de skiftende vagter, og nogle steder fordi der kun er budget til at ansætte folk på deltid.

Sygeplejerskerne og sundhedsvæsenet var presset allerede før corona. I snart tre år har de så ydet en enorm, ekstra indsats med corona, pukkelafvikling og akut- og vinterpakker. De kan simpelthen ikke mere. Reduktionen i ventelisterne skal ske ved, at et allerede alt for presset personale skal arbejde endnu mere. Det er jo kun symptombehandling – det er ikke nogen kur.

Det er selvfølgelig fint, at man vil forlænge behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage, og at sygeplejersker slipper for at blive modregnet i efterlønnen, hvis de tager arbejde i sundhedssektoren igen.

Det er også helt nødvendigt, at samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger bliver bedre, så vi får færre indlæggelser. Planen kommer bare ikke med svar på hvordan – de gode intentioner har vi hørt mange gange før. Og der afsættes ikke så meget som en krone til at opruste den kommunale sygepleje til at varetage flere opgaver.

Så hvad er det i planen, der vil gøre forholdene for de ansatte i sundhedsvæsenet bedre – til gavn for patienter og borgere? Hvad er det, der skal gøre det attraktivt for unge at vælge uddannelsen til? Hvad er det, der kommer til at forandre noget for de medarbejdere, som lige nu er så pressede, at de ikke kan se en fremtid i faget?

Jeg ser kun desperate panikhandlinger.

Hvis der ikke hurtigst muligt præsenteres en langsigtet plan, frygter jeg, at håbet om en nødvendig forandring i arbejds- og lønvilkår vil svinde ind. Det vil få endnu flere til at overveje deres fremtid i et sundhedsvæsen, hvor ingen reelt handler med andet end kortsigtede pakker og hurtige løsninger.

Der er bestemt brug for en akutplan. Men det skal være en plan, der akut gør det mere attraktivt for sygeplejersker og andre ansatte at fortsætte i det offentlige sundhedsvæsen. Med regeringens plan vil mange have svært ved at se grunden til, at de skal blive.

Christina Windau Hay Lund