Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Kvinder er halvdelen af sandheden

Over hundrede mennesker i mange aldre, køn og farver brugte lørdag middag den 8. marts med at markere, at der stadig er meget at kæmpe for, når det kommer til ligestilling.

Publiceret: 

9. marts 2025

Senest opdateret: 

9. marts 2025

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
8. marts 2025 Aalborg (1).jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

-    Vi skal insistere på, at kvinder hører til – også i politik og på ledelsesgangene. Ellers mangler halvdelen af sandheden, sagde Rosa Sulaiman, socialdemokratisk medlem af Aalborg Byråd, da hun holdt tale fra ladet af lastbilen på Nytorv i Aalborg.

Hendes forældre kom til Danmark fra Irak, hvor hendes mor aldrig havde gået i skole.

- Det var en stærk motivation for hende for, at uddannelse og arbejde er vejen til frihed for kvinder, sagde Rosa Sulaiman, mens hendes mor jublede blandt publikum.

Ingen slumren længere

Mellem dagens taler sang og spillede Signe Olsen – blandt andet en sang, hun har skrevet til sin egen datter. Men også Kringsat af fjender og Kvindesangen: ”Kom alle søstre – vis hvor vi står – nu har vi slumret – i 3.000 år”.

At slumre kunne man ikke beskylde en anden af dagens talere, Tania Kvist, for. Hun er fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Aalborg Kommune og næstformand i Mangfoldighedsrådet.

- Hold kæft, hvor er jeg træt af, at jeg stadig skal stå her lige som for et år siden, for ti år siden og sådan set for 3.000 år siden, lød det fra Tania Kvist.

For ligestillingen er stadig langt væk. Kvinder tjener 12,7% mindre end mænd. Dermed får de kun 35.000, når en mand tjener 40.000 kr. Det giver 600.000 mindre på ti år.

- Vi er også nødt til at tale om the mental load. Det handler ikke bare om at planlægge og lave mad og vaske tøj. Det er os, der skal huske fucking ALT. Gaver til svigermor, gymnastiktøj til ungerne, dyrlægetiden for hunden, at få tømt opvaskemaskinen og huske, hvor man kan parkere, når børnene skal til læge. Kvinder står stadig for over 70% af alt det usynlige arbejde i hjemmet. Det er jo fuldstændig udmattende!
Tania Kvist havde dog masser af energi til en tale fuld af skarpe pointer.

Dobbeltstraf

- Barsel og pension – der kan vi tale om dobbeltstraf. Ikke bare skal vi presse et legeme på størrelse med en vandmelon ud af et lille hul, vi taber også værdifulde år på arbejdsmarkedet, så vi står med 26% mindre i pension.

Talen handlede også om, hvordan kvinder har større risiko for at blive dræbt af deres partner end af en fremmed.

- Det er ikke familietragedier – det er vold. Vi skal sikre kvinder de nødvendige ressourcer til at komme ud af voldelige forhold.

Feminisme handler ikke om at hade mænd, men om mænds ret til fx at være sammen med deres børn. Som Tania Kvist citerede en kvindeforkæmper for, så er feminisme den radikale idé, at kvinder også er mennesker. Så hvis man vil hjælpe kvinder, havde hun et helt konkret forslag:

- Start med at tømme opvaskemaskinen.

Imod abort - så lad være

Dagens sidste taler Christina Eilers kiggede ud i verden, hvor ligestillingen mange steder desværre går den forkerte vej. Blandt andet i USA, hvor mange stater begrænser eller afskaffer retten til abort.

- Det handler ikke en gang om at redde liv. For der er et stort sammenfald mellem stater med abortforbud og stater med dødsstraf. Hvis man er imod abort – så lad være med at få en, sagde Christina Eilers som forsvar for kvinders ret til at bestemme over egen krop.

Det amerikanske stop for ulandsbistand fra Usaid rammer også nogle af verdens mest sårbare kvinder – mindst 225 millioner kvinder har ikke adgang til den prævention, de ønsker sig. Christina Eilers kom også omkring den forfærdelige situation for kvinder i Afghanistan, der dårligt må bevæge sig uden for en dør og den frygtelige humanitære krise i Gaza, hvor kvinder hver dag vågner til bombenedslag og ikke aner, hvordan de skal skaffe mad til børnene og sig selv.

Kravet om ligestilling fra Kvindernes Internationale Kampdag berører hele verden. For vi kan gøre det meget bedre, hvis viljen er til stede. Som det hedder i Kringsat af fjender:

Ædelt er mennesket, jorden er rig. Findes her sult og nød, skyldes det svig. Ja, ja, i livets navn uret skal falde. Solskin og brød og ånd ejes af alle.

8. marts 2025 Aalborg (23).jpg
Ligestilling kræver fokus på psykisk arbejdsmiljø
Læs også Christinas Blog i anledning af 8. marts - med fokus på, at kvinder har langt større risiko for langtidssygemeldinger, for at blive skubbet ud af arbejdsmarkedet, for alkoholmisbrug og for tidlig død på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø end mænd.
8. marts 2025 Aalborg (46).jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Se flere billeder

På vores profil på Facebook kan du finde mange flere billeder fra 8. marts.