Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Lad nu ansatte være anonyme

Fælles læserbrev mellem de nordjyske FOA-afdelinger og Kreds Nordjylland om behovet for anonymisering af de ansatte i psykiatrien.

Publiceret: 

31. januar 2023

Senest opdateret: 

15. februar 2023

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Computer

Få nu anonymiseret de ansatte i sundhedsvæsenet.

Alt for mange gange har ansatte i specielt psykiatriområderne, men også i den øvrige sundhedssektor, oplevet chikane, overfald og endda drab begået af patienter, borgere og pårørende.

Sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere for blot at nævne nogle af de faggrupper, der bliver hængt ud Og truet på sociale medier, får løsnet hjulbolte på deres biler, bliver opsøgt i hjemmet og i grove tilfælde overfaldet. Senest fortalte en sygeplejerske i P4 Nordjylland om, hvordan en patient havde sagt, at vedkommende nok skulle finde ud af, hvor sygeplejersken boede og hvor hendes børn gik i skole, for så skulle de ikke føle sig sikre, når han kom ud.

En undersøgelse fra FOA viser, at otte procent af de ansatte i socialpsykiatrien og hele 20 procent i behandlings- og distriktspsykiatrien en eller flere gange har oplevet at blive truet uden for arbejdstiden.

For at undgå chikanen har mange hemmelige adresser, de skjuler eller sletter deres profiler på sociale medier, og nogle skifter endda navn til noget mere almindeligt. Men chikanen kan minimeres, hvis det gøres sværere at finde frem til de ansattes navne.

Det er egentlig også vedtaget – loven siger i dag, at man gerne må bruge andre former for entydig identifikation end de ansattes navn i journalerne. Det kan være initialer eller et personalenummer.

Løsningen bliver desværre stadig ikke brugt, for næsten 20 måneder senere er der ikke sket ret meget. Kommuner og regioner har fået frist til 2024 til at få implementeret de nye regler. Derfor lever mange af vores medlemmer i sundhedsvæsenet fortsat i frygt og utryghed.

Samtidig har patienter og borgere stadig mulighed for at søge aktindsigt i, hvem der har skrevet og kigget i deres profil og journal. Det kan nægtes, hvis ansøgeren tidligere har opført sig truende. Det besværliggør og forsinker ganske vist processen, men helt trygt for de ansatte er det stadig ikke.

Siden vedtagelsen af de nye regler har kommuner og regioner henvist til tekniske udfordringer. Men nu må det være på tide, at de ansattes liv og sikkerhed sættes højere end de offentlige myndigheders computerudstyr. Medarbejderne har krav på at være anonyme – op mod otte ud af ti af vores medlemmer siger, at de vil benytte sig af navnebeskyttelse. Så må arbejdsgiverne løse problemerne med at give aktindsigt til borgerne på anden vis.

 

Christina Windau Hay Lund, Kredsforkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Sofiendalsvej 3, 9200 Aalborg SV

Jesper Hejlman Hermansen, Sektoransvarlig, FOA Nordjylland, Østerport 2, 9000 Aalborg

Louise Djernæs, Sektorformand, FOA Vendsyssel, Mellemgade 12, 9800 Hjørring

Gitte Christensen, Sektorformand Social- og sundhedssektoren, FOA Frederikshavn, Constantiavej 35, 9900 Frederikshavn

Dorthe Pedersen, Faglig sekretær FOA Mariagerfjord, Havnegade 5, 9500 Hobro