Man er ikke sin offerrolle

Hun er 45 år, sygehuspræst, gift, mor, hundeejer, golfspiller – og stressramt.

- Men stress er en af de ting, man ikke lige skriver på en ansøgning. Og der er ikke ret mange, der ved, at jeg har været sygemeldt med stress.

Det fortalte sygehuspræst på Aalborg Universitetshospital Majbritt Grund Kristiansen, da hun besøgte Kreds Nordjyllands netværk for sygeplejersker med begrænset arbejdsevne til oplæg og samtale om livet som sygeplejerske med begrænset arbejdsevne.

At være sygeplejerske er en fagidentitet såvel som en personlig identitet, og når man som sygeplejerske kommer i en situation, hvor man kun har meget lidt eller ingen arbejdsevne, kan der melde sig tanker af identitetsmæssig og eksistentiel karakter, fordi man oplever begrænsninger i at leve det liv og udøve den faglighed, som man drømte om.

En stor del Majbritt Grund Kristensens oplæg handlede om, hvordan man præsenterer sig, for det er når vi præsenterer os, at vi får spejlet vores identitet i det andet menneske, og derfor har vi alle en tendens til at sortere i oplysningerne, så det, vi er mindst stolt af, kommer til sidst. For hendes eget vedkommende det at være stressramt.

- Jeg kunne ikke lave andet end at aflevere barn i børnehave og lufte hunden. Undersøgelser viser, at sygemeldte køber ind og tømmer postkassen, når andre har fået fri fra arbejde, sagde Majbritt Grund Kristensen.

På den måde forsøger man at justere sin historie, så man passer ind i normaliteten. For kan man lufte hund eller spille golf, hvis man er ramt af stress?

- Hvis jeg bare siger, at jeg er præst, så kommer folk hurtigt med deres holdninger til folkekirken og katolske præsters overgreb på børn. Hvis jeg derimod siger, at jeg spiller golf, så kaster vi golfspillere os bare i armene på hinanden, lød det fra Majbritt Grund Kristensen.
Til gengæld undrer folk, der ikke spiller golf, sig over det. For har en præst virkelig også fritidsinteresser?

- Folk kender mig egentlig ikke, men de skal forstå, at der er mere til historien end bare overskrifterne. Faktisk er det eneste, vi har til fælles, at der er områder, hvor vi har været uden for fællesskabet eller majoriteten. Kender I det?

Alle kender det
Og det genkendte sygeplejerskerne i netværket i den grad. De er en bred gruppe – mange på flexjob, men også nogle med andre udfordringer i arbejdslivet. Det har de hver deres individuelle årsag til – der kan være 1000 forskellige grunde til, at man har svært ved at passe ind på nutidens hektiske arbejdsmarked.

- Når jeg skal noget, overvejer jeg altid, hvordan jeg skal præsentere mig. Hvis jeg siger, at jeg er sygeplejerske, spørger folk, hvordan jeg kan have fri nu. Siger jeg, at jeg er flexjobber og dermed på en offentlig ydelse, føler mange, at de har en ret til at vide noget om mig, som er enormt personligt. Det fylder meget, sagde en af deltagerne.

På den måde kan en helt almindelig dagligdagsting som at snakke med andre mennesker blive noget, som man forsøger at ruste sig til eller undgå, for ikke at blive sat i bås som anderledes. En af de andre fulgte op i samme spor.

- Nogle mennesker synes at have den holdning, at når de er med til at betale, så har de også ret til at vide noget mere. Sætningen ”det er dejligt, at det kan lade sig gøre at være flexjobber” giver mig knopper, sagde en anden.

En fortalte om, hvordan hendes bror have fået en stor operation.

- Han får at vide, at det er synd, at han ikke kan gå på arbejde. Ingen spørger til mig på samme måde, forklarede hun.

Skubber noget imellem os

Den kommentar greb Majbritt Grund Kristensen.

- Man har en tendens til at finde noget, man kan skubbe ind imellem os – for eksempel en operation. En undersøgelse blandt hjemløse i Norge viste, at de fik flere penge, hvis de sagde, at de var fattige og sultne. Men personligt havde de det bedre, hvis de sad med et blad, som de forsøgte at sælge, sagde Majbritt Grund Kristensen.

En af mødedeltagerne havde fundet en måde at lukke munden på en sælger, der ville vide, hvad hun lavede til daglig.

- Lige nu er mit arbejde at passe godt på mit helbred, lød hendes svar.
Snakken på mødet fortsatte længe – for alle kendte til overvejelser om, hvordan man præsenterer sig og hvilken reaktion, det vil afføde.

Måske den sidst kommentar summerer det godt op:

- Man er ikke sin offerrolle. Vores sygdom og udfordringer siger noget om os, men det er ikke os. Vi er meget mere end det.