Nyhed
Mange nye sygeplejersker i Thisted
23 sygeplejersker dimitterede i dag fra UCN i Thisted. Det er det højeste antal i en årrække. De blev fejret med brunch, taler, legat og selvfølgelig de eftertragtede emblemer.
Publiceret:
14. januar 2026
Senest opdateret:
14. januar 2026
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Der var rift om både røræg, leverpostej og pandekager, men de nye sygeplejersker var især kommet for noget andet – deres emblem og den nye status færdiguddannede.
- Kære sygeplejersker. Kære kolleger. I vil være en værdifuld del af sundhedsvæsenet og vil spille en central rolle i at sikre, at mennesker får den bedst mulige pleje. I vil være med til at styrke det faglige fællesskab, som er så vigtigt for at sikre høj kvalitet i sygeplejen, sagde kredsnæstforkvinde Karina Krogh i sin tale i et tætpakket lokale på UCN i Thisted.
Ved bordene bed dimittenderne især mærke i titlen som kolleger – og langt de fleste har da også allerede fået arbejde. De fleste med start 1. februar.
Ben i næsen
Som sædvanlig bød arrangementet også på uddeling af et legat på 5.000 kr. fra Lån & Spar Bank.
De studerende på årgangen havde indstillet en af deres klassekammerater – og der var sendt rigtig mange søde og kærlige ord ind.
- Årets legatmodtager er kendetegnet ved at have ben i næsen, hjertet på rette sted og en drivkraft, der smitter. Et menneske, som med sit engagement, sin omsorg og sin vedholdenhed har sat et tydeligt og positivt aftryk på uddannelsen. Prismodtageren er et stærkt eksempel på, hvad fællesskab, ansvar og faglig stolthed kan føre til, hed det i overrækkelsestalen.
Så det var med stor glæde, at Karina Krogh og bankrådgiver Andreas Lunø kunne overrække en check til Ida Landbo Skydt.
- Det var stort. Og ordene var kun til at blive rørt af. Jeg har nydt at være en del af aktiviteterne på skolen og er ikke typen, der kan holde min mund, sagde en meget glad Ida Landbo Skydt efter overrækkelsen.
Ida har blandt andet været tutor og forperson for den lokale afdeling af SLS.
Mors emblem
Endelig var det tid til uddeling af emblemet i fine, røde æsker. Et af dem var helt særligt – for det havde to numre på.
- Det har været min mors. Hun døde for syv år siden, og jeg fandt det i hendes ting, efter jeg selv var startet på uddannelsen, fortalte Lisa Emmy Søgaard.
Så nu havde hun fået indgraveret sit eget medlemsnummer ved siden af sin mors.
Stort tillykke til Lisa, Ida og alle de andre nye sygeplejersker.
- Velkommen til verdens bedste fag. I kan virkelig – som jeg også er – være stolte over at være sygeplejersker, som Karina Krogh sagde i sin tale.