Mary løb ikke af pladsen

Mary Andersen er tydeligt stolt af sin sygeplejerskenål, som hun nu har haft i 70 år. Den ligger sirligt pakket ned i den originale æske med lyserødt vat og medlemsnummeret på bagsiden.

- Jeg kunne overhovedet ikke tænke mig at have arbejdet med noget andet, siger Mary Andersen.

I dag nyder hun sin sidste tid i lejeboligen med udsigt til Vesterhavet i klitterne i udkanten af Vorupør. Otte små lejligheder ligger rundt om en lille, hyggelig atriumgård eller måske nærmere en udestue, hvor hun mødes med naboerne.

Mary Andersen har boet i Thy hele sit liv. Forældrene drev Vorupør Brugsforening, men Mary Andersen var ikke interesseret i at skulle arbejde i butik.

- Jeg ville egentlig være maler og havde også mulighed for en læreplads. Men min far sagde nej – det var ikke et job for en pige, husker Mary Andersen og morer sig lidt over, at der i dag er flere kvinder end mænd i malerfaget.

Højskole hos Indre Mission

I stedet kom hun som 18-årig med på det første hold på den indremissionske sygeplejehøjskole i Børkop fra 3. maj 1949. Prisen var 150 kr. om måneden. De 50 kr. betalte hendes far – de resterende 100 kom fra Thisted Sygehus.

- De betalte, fordi de manglede sygeplejersker. Men så skulle jeg også love at blive der hele min elevtid, fortæller Mary Andersen.

Skolen vægtede åndslivet mindst lige så højt som det sygeplejefaglige. Historie, samfundslære og kristendomskundskab nævnes før sundhedslære og næringsmiddellære på listen over fag, der også indeholder både håndarbejde og gymnastik.

Den første dag på skolen blev beskrevet i Vejle Amts Folkeblad i en artikel, Mary Andersen har gemt sammen med sygeplejerskenålen og flere andre gamle papirer:

”Mens Forstanderen siger den sidste Replik, dukker et smilende Pigeansigt op ved Hovedtrappen. Paa Hovedet har hun en kæk Hue og i Haanden en vældig Kuffert. Der gaar et øjeblik, saa dukker det neste op og et til. Snart er Værelserne én Summen af lyse Pigestemmer. Der er nok flere end Forstanderen, der har Mod paa Livet.”

Billederne til artiklen viser også Mary Andersen i snak med forstander Edvard Jensen foran kufferter med snor omkring, så de ikke sprang op.

Dus på værelse – des på afdelingen

Elevtiden var tre år, hvor Mary Andersen boede på sygehuset i Thisted på et værelse med en anden sygeplejeelev.

- Vi har selvfølgelig på fornavn på værelset, men når vi kom ned på afdelingen, skulle vi sige De og frøken til hinanden. Lægerne skulle tiltales i 3. person – altså ”Overlægen”.

Elevlønnen var det første år 60 kr. om måneden plus kost og logi. Pengene rakte ikke langt, for Mary Andersen havde forelsket sig i kommisen i brugsforeningen i Koldby. De to mødtes i Vorupør og en tur/retur med bussen kostede fire kroner. Så ofte måtte der trampes i pedalerne på cyklen de 24 km og det samme tilbage.

Giftemål godkendt i bestyrelsen

Kæresterierne blev til frieri, men den gang kunne man ikke uden videre arbejde som sygeplejerske, hvis man var gift.

- Så jeg måtte spørge bestyrelsen, om jeg kunne beholde mit job, hvis jeg blev gift, siger Mary Andersen.

Det blev heldigvis til et ja, selv om et nej ikke skulle stå i vejen for kærligheden.

- Jeg havde giftet mig alligevel og fundet noget andet. I de fleste andre familier arbejdede konen jo heller ikke, fortæller Mary Andersen.

Sammen flyttede de til Koldby, hvor Mary Andersen i fire-fem år arbejdede på det lille sygehus, der blev lukket i 1980.

- Jeg lærte så meget. For eksempel at tage røntgenbilleder og fremkalde dem. Arbejdet var meget bredt, husker Mary Andersen.

Der var kun en enkelt læge, der også drev byens lægepraksis ved siden af.

- Han var en rar mand, der talte med patienterne. Han var mere menneskelig og forstående end lægerne i Thisted, hvor lægerne henvendte sig til patienterne. Det foregik gennem afdelingssygeplejersken, siger Mary Andersen.

Afløser i hjemmeplejen

Da Mary Andersen fik børn – i alt tre drenge – blev hun hjemmegående i en periode, men begyndte kort efter at arbejde som afløser i den lokale hjemmepleje.

- Der var rigtig mange forskellige opgaver – for eksempel var jeg med jordemoderen ude til fødsler, fortæller Mary Andersen.

Den gang var der ikke treholdsskift som i dag, der var den sygeplejerske, der var. Så både borgere og pårørende ringede nogle gange om aftenen og natten, når der opstod akut behov. Som Mary husker det, udløste det et mindre tillæg til lønnen, når der blev ringet.

Ellers var lønnen som sygeplejerske i hendes første år omkring 400 kr. om måneden – før skat.

Efterhånden fik hun også nogle nattevagter på plejehjemmet i Hundborg, hvor hun senere blev afdelingssygeplejerske. Et job, hun havde i 30 år.

- Så jeg er ikke en, der render af pladsen, griner Mary Andersen.

Alene med tre drenge

Desværre mistede hun tidligt sin mand, der kun blev 43 år, så hun stod alene med de tre drenge – den yngste på kun syv år. Det er tydeligt, at det har haft en stor indflydelse på hendes liv og stadig påvirker hende næsten 50 år efter.

- Det var hårdt. Jeg havde tit nogle lange dage, og det var svært at forsørge tre børn på en sygeplejerskeløn, siger Mary Andersen.

Så hun har stor forståelse for, at sygeplejerskerne stadig kæmper for højere løn.

- Vi havde også et stort ansvar dengang. Men de får ikke løn som fortjent, for lønnen er ikke beregnet til at forsørge hverken os selv eller en hel familie. Sygeplejersker skulle i det mindste have det samme som skolelærerne.

Alene den sidst kommentar viser, at selv om det er imponerende 70 år siden, Mary Andersen blev udlært og optaget i Dansk Sygeplejeråd, så følger hun stadig med.

- Jeg nyder mit otium og har mine bøger, siger Mary Andersen.

Og vi, der havde fornøjelsen af at være på besøg, er sikker på, at hun mener det.

Tillykke med jubilæet.