Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Missed Nursing Care har store konsekvenser

Især mobilisering, mundpleje og dokumentation mangler, når der ikke er tilstrækkelige sygplejerskeressourcer. Det har store konsekvenser for både patienter og plejepersonale. Det viser både international og dansk forskning, som blev præsenteret på kredskontoret.

Publiceret: 

10. marts 2026

Senest opdateret: 

10. marts 2026

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Missed Nursing Care

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Flere genindlæggelser. Længere indlæggelser. Lungebetændelser. Tryksår. Fejlmedicinering. Død.

Det er bare nogle af de alvorlige konsekvenser for patienterne, når de mangler den nødvendige sygepleje. Og for plejepersonalet giver det udbrændthed, stress, højere sygefravær og planer om at sige op.

Det viser international forskning, der nu bakkes op af tilsvarende forskning fra stort set samtlige danske hospitaler udført af et forskerhold fra Aalborg Universitetshospital. Tre af forskerne præsenterede deres resultater på et medlemsmøde i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland torsdag den 5. marts.

- Den nødvendige sygepleje mangler i knap halvdelen af tilfældene på de somatiske sengeafsnit i Danmark, sagde seniorforsker Hanne Mainz.

Forskningen bygger på 3.507 besvarelser og viser stort set samme billede som tidligere, internationale undersøgelser: 69% af deltagerne svarer, at de indimellem, hyppigt eller altid må opgive at få mobiliseret patienterne tre gange i døgnet eller som ordineret. 65% svarer det samme om fyldestgørende dokumentation, og 62% svarer, at det indimellem, hyppigt eller altid ikke lykkes at udføre mundpleje to gange om dagen. Ofte er der heller ikke tid til at yde tilstrækkelig omsorg til patienter og/eller pårørende, undervise og informere patienterne eller vurdere effekten af medicin.

Listen er lang og kan ses i forskernes videnskabelige artikel om undersøgelsen i Scandinavian Journal of Caring Sciences her.

Tager sygeplejen alvorligt

-    Vi bliver ofte spurgt, om vi ikke taler faget ned. Men nej, vi tage sygeplejen alvorligt og holder fast i idealet om, hvordan sygepleje bør være, sagde Hanne Mainz og henviste blandt andet til den ligeledes nordjyske forståelsesramme Fundamentals of Care.

-	Den nødvendige sygepleje mangler i knap halvdelen af tilfældene på de somatiske sengeafsnit i Danmark

- Den nødvendige sygepleje mangler i knap halvdelen af tilfældene på de somatiske sengeafsnit i Danmark, sagde seniorforsker Hanne Mainz.

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Årsagerne til Missed Nursing Care viser undersøgelsen også meget klart: 79% svarer, at det i væsentlig eller nogen grad skyldes utilstrækkelige personaleressourcer, 75% henviser til uventet stigning i antal patienter eller plejetyngden, og 62% nævner akutte patientsituationer.

Deltagerne i medlemsmødet udfyldte selv en tilrettet udgave af spørgeskemaet på deres mobiltelefoner. Med samme resultat.

- Jeres svar afspejler meget godt de nationale resultater, sagde Hanne Mainz – for igen var det mobilisering, mundpleje og dokumentation, der stod øverst på listen.

Deltagerne i medlemsmødet udfyldte selv en tilrettet udgave af spørgeskemaet på deres mobiltelefoner.

Deltagerne i medlemsmødet udfyldte selv en tilrettet udgave af spørgeskemaet på deres mobiltelefoner.

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Faglig stolthed

For at blive klogere på årsagerne til, at så meget af den ønskelige sygepleje ikke kan udføres, supplerede forskerne spørgeskemaet med 44 kvalitative interviews med sygeplejersker og assistenter.

- Vi var nervøse for, om nogen ville blotte sig selv, men vi oplevede stor faglig stolthed og det at kunne hjælpe patienterne, sagde lektor Siri Lygum Voldbjerg.

Interviewene afslørede tre hovedårsager:

  1. At komme til kort i forhold til kompetencer
  2. At være styret af organisatoriske strukturer og beslutninger
  3. At være udfordret af arbejdsmængde og patienters forskelligartede plejebehov
- Vi var nervøse for, om nogen ville blotte sig selv, men vi oplevede stor faglig stolthed, sagde Siri Lygum Voldbjerg.

- Vi var nervøse for, om nogen ville blotte sig selv, men vi oplevede stor faglig stolthed og det at kunne hjælpe patienterne, sagde lektor Siri Lygum Voldbjerg.

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Punkt 1 om kompetencerne handlede ikke om ikke at føle sig kompetent som sygeplejerske, men om at de adspurgte ofte fik patienter, der egentlig hørte til på et andet afsnit. Det betød, at de var nødt til at bruge længere tid på observationer og på at finde retningslinjer.

Punkt 2 om strukturer gik meget på, at man på grund af arbejdspresset var nødt til at prioritere – at opgaver ikke kunne udføres med alvorlige konsekvenser for patienterne. Flere nævnte også dokumentationssystemerne – ikke kun som en belastning, men også som en hjælp til at huske at få udført alle observationer og opgaver.

- Derfor bør man vælge at kigge på, hvordan dokumentationssystemet er bygget op, påpegede Siri Lygum Voldbjerg.

Det tredje punkt om arbejdsmængde kan de fleste nok genkende – som en af interviewpersonerne blev citeret for: ”Jeg kan ikke nå at vurdere behov og tilstand hos 12 patienter.”

Patienter afvejer egne behov

En spændende aften sluttede med, at lektor Britt Laugesen (lektor) præsenterer patienternes perspektiv på Missed Nursing Care. For der er stor forskel på, hvad sygeplejersker og patienter opfatter, at patienterne har behov for. Kun 22% af patienterne rapporterer om mistet, fysisk pleje – og 13% om mistet, psyko/social pleje.

- Men ved patienterne, at de skal have mundpleje og lejres sådan?, spurgte Britt Laugesen retorisk.

Undersøgelsen viste, at patienterne tøver med at bede om hjælp og nedtoner og afvejer deres egne behov. De accepterer og rationaliserer fejl og mangler. Og selv om de værdsætter empati og nærvær, så går de på kompromis med egne behov. De accepterer også ventetid og afvejer egne behov mod andres.

- Det er jo dejligt, at patienterne er tilfredse og viser stor forståelse for sygeplejerskernes travlhed. Men vi bør tænke over, hvor de sætter barren – vi skal ikke bare tage en tilfredshedsundersøgelse for gode varer, sagde Britt Laugesen.

vi skal ikke bare tage en tilfredshedsundersøgelse for gode varer, sagde Britt Laugesen.

- Det er jo dejligt, at patienterne er tilfredse og viser stor forståelse for sygeplejerskernes travlhed. Men vi bør tænke over, hvor de sætter barren – vi skal ikke bare tage en tilfredshedsundersøgelse for gode varer, sagde Britt Laugesen.

Foto:

CARSTEN LORENZEN