Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Neonatal savner anerkendelse via lønnen

Trods en del intensiv sygepleje er Neonatal ikke kategoriseret som et intensivt afsnit. Derfor får sygeplejerskerne heller ikke den lønmæssige anerkendelse af deres specialiserede arbejde.

Publiceret: 

3. december 2024

Senest opdateret: 

3. december 2024

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Bodil Neonatal.jpg

Stor dedikation, godt arbejdsmiljø og hjælpsomhed er bare nogle af de ting, der får sygeplejerskerne på Neonatal på Aalborg Universitetshospital til at blive på afdelingen. Altså ud over det åbenlyst meningsfulde arbejde med at hjælpe for tidligt fødte og svært syge babyer og deres ofte kriseramte familier.

Ancienniteten for de 80 sygeplejersker er imponerende 19 år i gennemsnit.

Sygeplejerskerne får også en masse anerkendelse for deres arbejde. Familierne udtrykker en nærmest overvældende taknemmelighed, og flere kommer på besøg med deres børn længe efter indlæggelsen.

Lige nu oplever afdelingen på to af de øverste etager i højhuset på Sygehus Nord en stille periode, men det er langt fra den typiske situation på afdelingen, som det meste af tiden har rigtig travlt med at hjælpe de sårbare præmature børn og deres familier.

- Sygeplejen til disse børn og deres familier er højt specialiseret, og i en del tilfælde skal der ydes intensiv sygepleje, og derfor synes de ikke, at lønnen følger med, siger kredsnæstforkvinde Bodil Laustsen, da hun for nylig var på besøg.

Intet tillæg

Især finder sygeplejerskerne det således urimeligt, at der ikke udbetales intensiv-tillæg. Ganske vist er neonatal ikke kategoriseret som et intensivt afsnit, men 26 af de 80 sygeplejersker er oplært i at varetage intensive funktioner, hvilket er helt nødvendigt for at kunne udføre de mange komplicerede og livreddende opgaver på afsnittet.

Mange af sygeplejerskerne har også specialfunktioner som fx ammevejleder eller ansvarlig for mælkebanken. Alligevel får de ikke A- og B-tillæg efter den overordnede aftale med Region Nordjylland.

Heller ikke Trepartsaftalens afsatte midler til lokalløn får de del i, fordi der ikke er problemer med hverken rekruttering eller fastholdelse. Og et mindre tillæg på cirka 470 nutidskroner for at tage med på patienttransporter med de ofte meget syge børn til og fra blandt andet Thisted, Hjørring og sågar Odense mener de slet ikke står mål med den belastning af både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, som transporterne udgør. De sidder i babyambulancerne med en læge, der får udløst et langt, langt højere tillæg.

- Så vi aftalte, at nu går Dansk Sygeplejeråd ind i sagen og kontakter Region Nordjylland for at få genforhandlet deres lokal- og forhåndsaftale, siger Bodil Laustsen.

Den lokale ledelse kan sagtens se det rimelige i sygeplejerskernes ønsker, men kan ikke umiddelbart finde pengene på eget budget.

Bodil Laustsen var inviteret af tillidsrepræsentant Clara Elstrup Meisner (midt i billedet). Til højre ledende oversygeplejerske Githa Rosenbeck.

Video fra Neonatal

Arbejdet med de for tidligt fødte børn og deres familier kræver mange specifikke kompetencer. Børnene har behov for meget speciel behandling og stiller store krav til evnen til at kommunikere uden ord. Det samme gør samarbejdet med de forældre, der ofte frygter for deres nyfødtes liv.

Alligevel oplever Malene Horskjær sit arbejde som en gave, der giver utroligt meget mening. Og heldigvis er det meget sjældent, at et barn dør på de neonatale afdelinger.

Malene Horskjær fik i øvrigt den Nordjyske Sygeplejepris 2024 for sit arbejde med for tidligt fødte børn.