Nyhed
Stor enighed mellem Lederforeningen og Kredsbestyrelsen
Forbeholdt virksomhedsområde, løn, rekruttering og fastholdelse af medlemmer – der er mange fælles synspunkter mellem ledere og kredsbestyrelse, der holdt fælles møde i Aalborg onsdag den 24. august
Publiceret:
26. august 2022
Senest opdateret:
16. oktober 2023
Den nordjyske kredsbestyrelse og den landsdækkende forening for Lederforeningen i DSR var enige om, at det nærmest er på høje tid, at der nu ser ud til at blive indført et forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker.
- Det er mega nødvendigt for regeringen, der ikke kan andet, hvis sundhedsvæsnet skal hænge sammen. Derfor skal de selvfølgelig betale sygeplejerskerne for arbejdet, lød det blandt andet fra Henriette Lerche, den ene af de to nordjyske repræsentanter i Lederforeningens bestyrelse.
Den holdning blev der nikket til hele vejen rundt.
- Jeg er helt enig. Men inden vi lægger os helt fast på hvordan, skal vi vide, hvordan loven bliver udformet og hvem og hvad, der bliver omfattet, påpegede kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.
KB-medlem Laila Reimer var stort set klar til at rykke på lønnen:
- De skal vide, at vi har regnemaskinen klar i baggrunden.
Det forbeholdte virksomhedsområde handler dog ikke kun om løn.
- Vi skal også bruge det til at snakke om, hvor vigtigt det er, at vi sygeplejersker er her, sagde Irene Hesselberg, Lederforeningens forkvinde.
Der er også et element af arbejdsmiljø i selv at kunne vurdere og igangsætte visse behandlinger og undersøgelser.
- Jeg har en masse medlemmer, der råber på at få det her. For dem handler det i høj grad om arbejdsglæde og faglig stolthed, sagde Tine Brink Erlandsen, bestyrelsesmedlem i Lederforeningen fra Syddanmark.
Rekruttering og fastholdelse af medlemmer
Rundringning til nyindmeldte, klarere kommunikation om fordelene ved en rigtig fagforening frem for en gul, mere involvering af medlemmerne og mere fokus på faget.
Det var bare nogle af budene, da de to bestyrelser diskuterede, hvordan vi fastholder Dansk Sygeplejeråd som en stærk fagforening med en høj organisationsgrad. Efter konflikten i 2021 oplever vi et faldende medlemstal, selv om tendensen er langt mindre i Nordjylland end i resten af landet.
- Vi skal blandt andet brande os på en ny og mere hip måde, lød det fra den nordjyske kredsnæstforkvinde Caroline Kronborg Grøn.
Flere pegede på, at vi skal udnytte, at Dansk Sygeplejeråd dækker bredt blandt sygeplejersker og i sundhedsvæsnet.
- Vi skal hjælpe og dele med hinanden, sagde KB-medlem Gert Mosbæk.
Vi skal også erkende, at de nye generationer kigger meget på, hvad de får ud af medlemskabet – What’s in it for me?
- Vi er gået fra første maj til mig først. Vi skal pege på, hvad man fremadrettet får ud af at være med i fællesskabet, sagde KB-medlem Marianne Ruth.
Det skal dog ikke handle om, at DSR har mistet medlemmer – det er ikke for vores, men for sygeplejerskernes skyld, at de bør være med.
- Vi skal skabe håb på blandt andet de sociale medier, sagde Henriette Lerche fra den nordjyske del af Lederforeningen.
Hendes landsformand samlede op.
- Vi skal fortsætte med at være nysgerrige på hinanden og mødes. Vi får meget ud af at komme rundt i landet, sagde Irene Hesselberg.
Også lokalt mødes lederforeningens repræsentanter og den lokale kredsledelse med jævne mellemrum.