Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Kredsbestyrelsen godt i gang

Kredsbestyrelse diskuterede allerede på sit første ordinære møde den 30. november de store problemstillinger som arbejdspres, mangel på sygeplejersker, løn og det nødvendige fokus på medlemmernes hverdag

Publiceret: 

1. december 2021

Den nyvalgte kredsbestyrelse kastede sig på sit første rigtige møde den 30. november ind i de mange store problemer i sundhedsvæsnet. Arbejdspresset er enormt på både sygehuse og i kommunerne, fagligheden er under pres og regering og arbejdsgivere er mere optaget af at få sygeplejerskerne til at arbejde mere i stedet for at lancere langsigtede løsninger.

Flere har nævnt, at andre faggrupper skal aflaste sygeplejerskerne. Mange steder er det svært at se, at det skal kunne lade sig gøre i praksis – for sygeplejerskernes styrke er netop, at man arbejder med og observerer hele patienten og forløbet.

Men kredsbestyrelsen kunne godt forestille sig, at andre faggrupper nogle steder kan overtage opgaver med fx rengøring, vask af senge og opfyldning – det er dog afgørende, at det bygger på en faglig vurdering fra arbejdsplads til arbejdsplads.

Fokus på medlemmerne

Et andet vigtigt punkt på dagsordenen var arbejdet med at samle Dansk Sygeplejeråd efter sommerens konflikt. For alle er enige om målet – at skabe bedre løn- og arbejdsvilkår for medlemmerne. Blandt andet blev der peget på, at det skal være tydeligere, hvilke fordele man har af sit medlemskab.

Vi skal huske at bruge fagligheden og fortælle om blandt andet de faglige selskaber. Vi skal styrke arbejdet på sygeplejeskolerne for at få de unge med i fællesskabet, og vi skal blive bedre til at møde medlemmerne, hvor de er – på både arbejdspladser og sociale medier.

Flere KB-medlemmer pegede også på, at det var vigtigt, at nyansatte og nye medlemmer blev taget godt imod af tillidsrepræsentanterne på arbejdspladserne, så de er klar over, hvor de kan få hjælp.

Lønstrukturkomité

Endelig diskuterede kredsbestyrelsen også den nedsatte lønstrukturkomité. Der var bred enighed om, at det er meget vigtigt at lægge pres på både politikere og komité, hvis vi skal have et godt resultat ud af komitéen arbejde – det er ikke nok at vente, til komitéen offentliggør sin rapport i slutningen af 2022.

Flere medlemmer i KB lagde vægt på, at vi skal arbejde tæt sammen med andre fagforeninger, også selv om Dansk Sygeplejeråd ikke er lige populær i alle dele af fagbevægelsen for tiden. Men uden sammenhold vil det være alt for let for politikerne at afvise at finde en løsning på ligelønsproblemet.