Nyhed
Duedahl lover inddragelse
Regionsformand Mads Duedahl deltog forleden i kredsbestyrelsesmødet for at diskutere regionernes plan om at halvere forbruget af eksterne vikarer. Han efterlyste idéer og lovede inddragelse af Dansk Sygeplejeråd.
Publiceret:
15. december 2022
Senest opdateret:
10. januar 2023
Af:
clo@dsr.dk- Jeg er bekymret for det stigende vikarforbrug, og vi skal finde nogle måder til at trappe det ned på. I skulle nok have været inddraget noget før, men nu sidder jeg her for at få input.
Mads Duedahl lagde sig, som et af kredsbestyrelsesmedlemmerne sagde det, fladt ned. Han lagde blandt andet en smule afstand til Danske Regioners udmelding om, at det kan komme på tale at lave et decideret vikarstop, hvis ikke forbruget af eksterne vikarer bliver halveret.
- Men jeg er enig i, at vi får mere kvalitet, hvis det er de samme mennesker, der møder ind på de samme afdelinger. Vi skal nå frem til, at flere hellere ser sig som fastansatte i stedet for at arbejde i et vikarbureau, sagde Mads Duedahl, der havde sagt ja til at deltage i en time på kredsbestyrelsens ordinære møde 6. december.
Bare fra januar til september i år er vikarforbruget i Nordjylland steget med 40 millioner og nærmer sig 200 millioner kroner for hele 2022.
Uhensigtsmæssig stigning
Kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund var enig i, at det både af hensyn til økonomi og arbejdsmiljø er uhensigtsmæssigt, at antallet af vikarer er stigende.
- Men hvad er jeres mål? Gør I det her af hensyn til ventelisterne eller for at holde på det faste personale ved at skabe attraktive arbejdspladser, spurgte Christina.
Mads Duedahl var ikke meget for at skelne, men erkendte, at hans opgave og førsteprioritet nu og her er økonomien.
- Vi har under corona fået 190 millioner kroner ekstra, der er gået til behandlinger på privathospitaler. Vi venter stadig på at få en regering og ved ikke, om vi kan regne med de penge næste år, men patienterne har jo rettigheder og er begyndt at booke behandlinger på privathospitaler. Så risikerer vi at mangle de 190 millioner. Derfor er vi nødt til at spare på vikarerne, for vi skulle jo nødigt være tvunget til at skære på det faste personale, fordi vi har for mange vikarer, forklarede Mads Duedahl.
Han håber derfor, at der snart kommer en regering, der vil levere på de mange løfter om penge til sundhedsvæsenet, der blev lovet i valgkampen.
Overnormering
Ida Pedersen fra akutmodtagelsen i Thisted foreslog, at man overnormerede, så der var bedre mulighed for at dække hinanden ind, når der var sygdom og andet fravær. Det ville også give bedre mulighed for en god introduktion til nye kolleger.
- Jeg har overvejet det med overnormering. Men hvad så, hvis det ikke virker? Så er vi nødt til at have en aftale om at kunne rulle det tilbage, svarede Mads Duedahl.
Maria Gade Madsen fra akutsengeafsnit 404 i Hjørring påpegede, at regionen ikke overholdt sine egne værdier om ordentlighed, når man som i Hjørring flytter rundt på afsnit uden at inddrage personalet tilstrækkeligt.
- Jeg har mistet syv kolleger, fordi ledelsen kom med en plan, medarbejderne ikke kunne se sig selv i. Fem af dem er gået til eksterne vikarbureauer. I er nødt til at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, sagde Maria Gade Madsen.
Efter hårdt pres er det lykkedes at bevare 404 – men omstruktureringen har altså kostet erfarne kolleger. Flere KB-medlemmer pegede også på, at der var brug for ro – i stedet står man netop nu med endnu en ændring af ledelsesstrukturen.
- Jeg har ikke flere omstruktureringer i tankerne, for vi skal give ro, når organisationen er stresset, lovede Mads Duedahl.
Frisygehuse og studiejob
Til gengæld fremhævede han Region Nordjyllands planer om at fri-afdelinger og fri-sygehuse.
- Så hvis I oplever uhensigtsmæssigheder som for eksempel taksering mellem afdelinger eller dokumentation, så skal I bare henvende jer til os. Vi har brug for jeres hjælp, for I ved bedre, hvad der rammer jer, sagde regionsformanden.
Han var også åben for et andet forslag om at bløde op på reglerne. For der kunne være et potentiale i at give de sygeplejestuderende et kort kursus på lige fod med det, de medicinstuderende gennemgår, så de kan udføre flere opgaver som studiejob.
- Jeg tror, der er et potentiale på mindst 20% flere sygeplejestuderende. I dag betragtes de som ufaglærte og ryger på FOA-overenskomst. Det er da bedre at få dem til at arbejde på sygehusene end i Netto, sagde Christina Windau Hay Lund.
Hun opsummerede og pegede på, at der også var muligheder i overnormering, fastholdelsestillæg, bedre brug af seniorer, en livsfasepolitik, arbejdsro på sygehusene og i at kigge på vagtbelastningen.
- I skal passe på, at I ikke kommer til at signalere, at I vil stavnsbinde sygeplejerskerne og tvinge dem på fuld tid. Men vi er enig i, at vikarforbruget skal ned, sluttede Christina.
Og Mads Duedahl gentog sit løfte om mere inddragelse:
- Vi vil lave en arbejdsgruppe for at kigge på vikarforbruget for alle faggrupper, også læger, jordemødre og lægesekretærer. Og der vil vi inddrage de relevante aktører.