Patienterne taber

I disse dage er det et år siden, sygeplejerskernes strejke begyndte. Strejken handlede om ligeløn og om, hvad manglen på sygeplejersker vil betyde. Det blev et ti uger langt maraton, hvor politikerne viste deres udholdenhed i at lukke øjnene og vende det døve øre til, inden de afbrød strejken med et regeringsindgreb. Nærmest symbolsk er en ny økonomiaftale blevet præsenteret i sidste uge. 

Så kære politiker, så nu jeg vil gerne fortælle dig om min arbejdsdag. For jeg er ærlig talt i tvivl om, at du forstår, at der bag jeres tal og grafer faktisk er levende mennesker. Mennesker, som har brug for pleje, behandling og omsorg. Det er dem, jeg besøger på mit arbejde. 

Jeg har været hjemmesygeplejerske i næsten ti år. Nogle tror måske, at mit arbejde består i at besøge ældre mennesker, som byder på kaffe og småkager, mens jeg hurtigt skifter plaster på et lille sår. Men min arbejdsdag ser anderledes ud. Jeg oplever, at borgere udskrives hurtigere fra sygehuset. De er svært syge, har ofte flere samtidige sygdomme og er tilknyttet flere speciale-afdelinger. Kompleksiteten stiger, og der er mange løse ender at holde styr på. Og fordi sygehuset er presset, er de ofte hastet igennem indlæggelsen, nogle gange på flere forskellige sygehuse, og de har ikke altid nået at forstå, hvad der er sagt og gjort. Som hjemmesygeplejerske er det min opgave at sikre, at behandlingen fortsætter i eget hjem blandt andet for at undgå genindlæggelse.  

Den nye stramme økonomiaftale tager efter sigende højde for det stigende antal ældre. Men den kommer oven i en årelang nedprioritering af vores sundhedssystem. Det har betydet, at jeg nærmest er skolet i at uddanne borgeren eller deres nærmeste til selv at overtage opgaverne. Jeg vurderer, om de selv kan hælde medicin op, dryppe deres øjne eller skifte forbinding på deres sår. 

Men mange borgere kan ikke selv og har brug for en hjemmesygeplejerske. Samtidig er det blevet sværere at rekruttere sygeplejersker. Vi er færre til at løse de samme opgaver, og det er vores patienter og borgere, som taber. Jeg kan ikke længere prioritere opgaver fra, så nu beder jeg om jeres, politikernes, hjælp. 

Hvem skal jeg ikke hjælpe? Er det den unge psykisk syge, der egentlig bare skal have hjælp til sin medicin, men som er faldet mellem to stole i systemet. Skal jeg ikke længere bruge tid på at få genetableret en kontakt ind i systemet, så behandlingen kan fortsætte? Er det den demente, som ikke længere genkender sine nærmeste og er angst og udadreagerende? Skal jeg blot hælde pillerne op, og så vende det blinde øje til? Er det hos den døende borger, jeg blot skal injicere den smertestillende medicin og så kører min vej? 

Da jeg valgte at blive sygeplejerske, var det med et brændende ønske om at hjælpe mennesker. Jeg drømte om at gøre en forskel i livets svære situationer. Men når jeg svigter mine borgere og mit ansvar som sygeplejerske, svigter jeg også mig selv og den sygeplejerske, jeg er. Jeg er bange for fremtiden, og hvad den nye økonomiaftale vil bringe med sig. Men allermest er jeg bange for, at jeg mister lysten til at være sygeplejerske. 

Læs indlægget i avisen:

https://reader.nordjyske.dk/nordjyske/324768/article/1606648/41/1/render...