Fik lyst til at pakke sine ting og skride

De blev kede af det. Græd meget. Var frustrerede, vrede og usikre. Ville det koste autorisationen og kunne de overhovedet fortsætte som sygeplejersker?

Berit Bjerring Krogh og Louise Ørskou Rubin Ingvardsen fortalte deres meget personlige historier om at få en klage, der kommer for Disciplinærnævnet. Selv flere år efter at have fået afgørelsen – i begge tilfælde en frifindelse – var de tydeligt mærkede af de mange måneder, de havde svævet i uvished.

- Nogle dage var jeg meget ramt. Og jeg er som en åben bog, så jeg fortalte min leder om, hvordan jeg havde det, sagde Louise Ingvardsen til de mange fremmødte ved de fire gange SofieBio.

Hendes og Berit Kroghs oplæg ledte op til filmen ”Det andet offer”, der også handler om en mulig fejlvurdering på en travl vagt – og de menneskelige og følelsesmæssige konsekvenser, det har for både patient, pårørende og personale.

Louise og Berit har begge arbejdet mange år på AMK Vagtcentralen, hvor de tager opkald til især 1-1-2. De har derfor en helt central rolle i at beslutte, hvilken hjælp en indringer har brug for. Skal der sendes en ambulance, evt. med udrykning? En lægebil? En helikopter? Kan patienten selv tage til Lægevagten – eller kan det vente til den praktiserende læge har åben? Skal der ydes førstehjælp gennem telefon og videoopkald?

Ville have ambulance for sin skat

Det er vigtige beslutninger, hvor der ikke altid er et helt klart facit. Ofte er der mange instanser og mennesker involveret – paramedicinere, læger i både ambulancer og på sygehuset, kolleger i vagtcentralen – og måske de pårørende.

- Det tog to timer fra opkaldet, til sagen var afsluttet. En kvinde ville have en ambulance til sin mand. Hun havde betalt skat, så hvorfor kunne hun ikke få det?, fortalte Louise.

Hun lavede sin ABCDE-gennemgang og vurderede, at det rigtige var at stille om til vagtlægen. Dagen efter blev hun så gjort opmærksom på et opslag på Facebook, der allerede havde over 200 kommentarer. Det viste hun til sin leder, men der skulle gå over syv måneder, før der landede en klage i e-boks.

- Jeg gik i chok. I mellemtiden havde jeg fået ny leder, og hvad mon hun tænkte om sin medarbejder?

Hun fik at vide, at behandlingstiden var tre måneder, men den blev udsat to gange, så det i alt tog 15 måneder at få behandlet klagen – Louise Ingvardsen fik ingen kritik.

- I mellemtiden havde jeg tænkt, om jeg skulle stoppe som sygeplejerske. Men fandme nej. Jeg hjælper mange hver dag, så skal en enkelt klage ikke afgøre min fremtid, sagde Louise Ingvardsen.

Mere åbenhed

Der var ingen kultur om at tale om patientklager på AMK Vagtcentralen. Men Louise besluttede at sende en mail til alle kollegerne om, at hun gerne ville have, at de kunne være mere åbne.

- Det skal ikke være flovt og pinligt. Vi skal i stedet kunne lære af det, selv om jeg fik lidt ondt i maven.

Heldigvis var reaktionerne fra kollegerne kun positive.

- Jeg fik mange tilbagemeldinger om, at jeg var sej, og at jeg åbnede en vigtig debat. De udtrykte kæmpestor respekt for at jeg delte det, og jeg fik rigtig mange kram, husker Louise Ingvardsen.

Hjælp fra DSR

Hun fik også en næsten uvurderlig hjælp fra Dansk Sygeplejeråd.

- Jeg blev rigtig glad for de mange tusinde kroner, jeg har betalt gennem årene. For jeg blev mødt med stor respekt og kæmpestor omsorg. Der var plads til at græde en del.

Den oplevelse deler hun med sin kollega Berit Krogh, der fik hjælp af den samme jurist i DSR.

- Hun er et vidunderligt menneske, der må have hørt rigtig mange sygeplejersker græde, sagde Berit Krogh.

Hun gik længe og tumlede med tingene selv.

- Jeg følte, at dette ene opkald ud af flere tusinde kom til at definere hele mit liv. Sådan en sag kan få konsekvenser for ens fremtidige arbejde, fordi alle kan slå en op i autorisationsregistret, sagde Berit Krogh.

Ikke tjek på medicinfejl

Hendes sag handlede om en mand, der ved et uheld havde taget sin kones medicin. Vagtlægen havde været inde over, men der var opstået en misforståelse om, hvilken medicin han havde indtaget. Derfor viste det sig, at der var en større interaktion med hans sædvanlige medicin end forventet.

- Da jeg hørte, at vagtlægen havde vurderet patienten, fik jeg tunnelsyn og regnede med, at han havde krydstjekket. Derfor havde jeg ikke afdækket min C i ABCDE – og derfor ikke konstateret, at han var bleg og klamtsvedende, forklarede Berit Krogh.

Så da lægevagten kom frem til adressen, blev der straks ringet efter en ambulance med kørsel A – altså udrykning.

- Da jeg fik klagen, røg jeg i en følelsesmæssig rutsjebane. Jeg har altid været meget fagligt funderet, så hvad havde jeg gjort galt?

Hun havde ikke gjort noget galt, for afgørelsen gav ikke kritik til hende, men til gengæld til vagtlægen. Men sagen fik konsekvenser på arbejdspladsen. For der blev igangsat et arbejde med at gennemgå og systematisere ABCDE-spørgsmålene.

- Det gav en faglig udvikling – og i det hele taget har arbejdspladsen hjulpet rigtig meget med at få min faglige tryghed tilbage, sagde Berit Krogh.

Skarpe vurderinger

Ud over et solidt fagligt fundament er det vigtigt at kende rammerne for arbejdet. For det er voldsomt kontrastfyldt, man ved ikke, hvad der kommer ind, der er begrænsede ressourcer hvad angår både personale og fx ambulancer – og så er indringerne ofte bange og i krise. Det kræver skarpe og hurtige vurderinger.

- Vi arbejder med mennesker. Vi kan begå fejl, for vi er ikke unikummer. Vi skal bare lære af vores fejl, sagde Louise Ingvardsen.
Hun blev bakket op af Berit Krogh.

- Jeg vil gerne stille mig frem og være sårbar, for det giver et bedre læringsmiljø. Vi skal skabe en bedre kultur for os selv.