Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Politikere fik ny viden

Flere politikere blev klogere på den kommunale sygepleje, da Faglig Klub i Aalborg Kommune havde inviteret til paneldebat.

Publiceret: 

9. marts 2024

Senest opdateret: 

9. marts 2024

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Aalborg Sygeplejerskeklub 4.3.2024

Der blev både diskuteret de helt patientnære eksempler og den overordnede struktur i sundhedsvæsenet, da Faglig Klub havde inviteret Rådmand i Senior og Omsorg Kristoffer Hjort (DD), Rådmand i Sundhed og Kultur Jes Lunde (RV), byrådsmedlem Maja Torp Nielsen (V) og kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund til debatmøde på kredskontoret.

Jes Lunde gav udtryk for, at han fik ny viden med sig. Viden, han kan bruge både lokalt og i Kommunernes Landsforening, hvor han følger arbejdet i Sundhedsstrukturkommissionen.

Det var blandt andet de meget konkrete eksempler om borgere og patienter, der ikke får de optimale sundhedstilbud, der gjorde indtryk.

Flere af de deltagende sygeplejersker kunne fortælle, hvordan det var svært at trænge igennem med sine faglige vurderinger – især når der er tale om borgere med et meget komplekst sygdomsbillede, der skal findes en vej for i det utroligt komplicerede sundhedsvæsen. For så strander tingene alt for ofte, og borgerne ender uden de tilbud og løsninger, der kan bringe den enkelte videre – og måske endda er billigere for kommunen og resten af sundhedsvæsenet.

Blandt aftenens deltagere, hvoraf flere var tillidsrepræsentanter og ledere, lød en opfordring til at bruge både ledelses- og MED-systemet, når oplagte løsninger bremses i systemet

- Men hvis I stadig strander, så skriv direkte til os, lød det fra de tre politikere.

Sygeplejefaglig ledelse

Derfra gik snakken opad i sundhedsvæsenet, og Christina Lund efterlyste større fokus på sygeplejefaglig ledelse. I Aalborg kommune er det besluttet, at der i de mange tværfaglige teams skal være to ledere, men ikke nødvendigvis at den øverste leder skal være sygeplejerske. Det kan give for stort fokus på driften og dermed ramme de faglige prioriteringer.

- Her synes jeg virkelig, at politikerne lyttede og gav udtryk for at forstå vigtigheden af faglig ledelse til gavn for borgerne, siger kredsnæstforkvinde Bodil Laustsen, der selv er tidligere hjemmesygeplejerske i Aalborg Kommune.

Samtidig gjorde Christina Lund opmærksom på, at der er hele 17% ufaglærte blandt plejepersonalet i kommunen. Det udgør en risiko for sikkerheden for borgerne – en af sygeplejerskerne nævnte, hvordan en ældre kvinde var blevet indlagt akut, fordi hun havde to liter urin i blæren. En tilstand, der var blevet overset, da der ikke blev lavet de rigtige observationer i hjemmet.

Brug for kompetenceudvikling

På den måde er det ikke alt, der handler om økonomi, men også om kompetencer. Mødedeltagerne gjorde en stor indsats for at forklare politikerne, hvorfor det er så vigtigt, at flere sygeplejersker får specialuddannelserne som borgernære og APN-sygeplejersker. Det er helt nødvendigt, hvis hjemmesygeplejen skal kunne honorere de mange opgaver, der flyttes fra sygehuse til det nære sundhedsvæsen.

Og så kom økonomien – for med den store opgaveglidning fra region til kommuner er der ikke tænkt tilstrækkelig økonomi ind.

- Det er problematisk, at man kun ser på demografien uden også at se på ambitionerne for det nære sundhedsvæsen. Større kompleksitet kræver også flere ressourcer og mere uddannelse, påpegede kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund, der sad med i panelet med de tre byrådspolitikere.

Spørgelysten var stor – og det samme var debatlysten. Så det møde, der skulle slutte kl. 20, trak ud til 20.40. Både politikerne i panelet og deltagerne var enige om, at aftenens debat var virkelig værdifuld og bidrog med væsentlig viden om, hvad der skal til for at gøre morgendagens sundhedsvæsen bedre både lokalt i Aalborg Kommune og i hele landet.