Regionsråd vedtager verdens største selvmål

- Jeg står med en besked fra en A-kirurg: Jeg er ked af den idiotiske besparelse og håber, at I kommer tilbage. For nedlæggelse af brobyggersygeplejerskerne er verdens største selvmål.

Sådan lød det mandag eftermiddag foran det samlede Regionsråd i Nordjylland, da brobyggersygeplejerske Maiken og anæstesisygeplejerske Karina Krogh havde fået plads i spørgetiden før vedtagelsen af budgettet.

- At lade besparelser nedlægge brobyggersygeplejerskerne vil muligvis være en besparelse på kort sigt, men det vil give flere udeblivelser, længere, flere og mere komplicerede indlæggelser, og øge uligheden i vores sundhedsvæsen. Det vil gøre afstanden mellem sektorerne større og samarbejdet dårligere for de patienter, som har allermest brug for at blive fulgt, støttet og guidet i et komplekst sundhedsvæsen i forandring, sagde Maiken til de 41 politikere.

Fyret på Facebook

Hun oplevede for nylig at læse på Facebook, at hun og kollegerne havde mistet deres arbejde med det indgåede budgetforlig. For der var ikke gået nogen som helst diskussion eller forespørgsler om deres arbejde forud for den overraskende lukning af funktionen. Tværtimod har der kun været opbakning til deres indsats og funktion.

- I efteråret 2021 kom en nyhed her fra Regionshuset, som beskrev, hvordan vi var med til at mindske uligheden i sundhed. Brobyggersygeplejerskerne blev herefter opnormeret. Fordi vi i tæt relation til patienten, kan vi sørge for støtte til de svære og komplekse problemstillinger, som de oplever ved akut og behandlingskrævende sygdom. Alt sammen noget som for mange andre er mislykkedes, lød det fra en både engageret og frustreret brobygger.

Kan æbler holde patienterne væk?

Før mødet havde Fagbevægelsens Hovedorganisation arrangeret en aktion, hvor medlemmerne af Regionsrådet fik et æble og en flyer med overskriften ”Kan et æble om dagen holdet patienten fra døren” som en reference til, at der åbenbart ikke er råd til at behandle patienterne – den eneste løsning synes at være, at de holder sig væk. Men lige lidt hjalp det. Der var ganske vist mange rosende ord og bekymrede miner hos politikerne. Men beslutningen om blandt andet brobyggersygeplejerskerne blev ikke lavet om.

- Jeg deler bekymringen – vi kan ikke yde samme indsats for at mindske uligheden. I er dygtige medarbejdere, og vi vil gerne fortsat have jer ansat. Men opgaven er ikke lovbunden, og vi kan ikke skære på afdelingerne, for så rykker operationerne direkte ud i det private, lød det i svaret fra regionsformand Mads Duedahl fra Venstre.

Ansvarsforflygtigelse

Brobyggerne fik opbakning stort set hele det politiske spektrum rundt. Alle beklagede, men henviste til, at opgaven nu skal varetages af de behandlende afdelinger i stedet for i en særlig funktion.

- Men det er ansvarsforflygtigelse i massivt omfang. Det kan ikke lade sig gøre bare at kaste det videre til afdelingerne, sagde Maiken efter mødet.

Eneste parti uden for budgetforliget er Enhedslisten, der havde forsøgt at redde brobyggerne ved at skære ned på den buffer på 47.360.000 kroner, der oprettes med budgetforliget.

- Men ingen har kunnet sige, præcis hvad den skal bruges til. Og størrelsen er udelukkende politisk besluttet. Brobyggerfunktionen er fuldstændig nødvendig, hvis vi skal have et sundhedsvæsen for alle. Det er afgørende, at det er hægtet op på konkrete stillinger, sagde Susanne Flydtkjær fra Enhedslisten.

Besparelser og underskud

Budgettet betyder, at der i alt skal spares 55 millioner kroner. Det kan lyde af lidt i forhold til et budget på 13 milliarder. Men der mangler også omkring 280 millioner kroner, som budgettet for 2023 skrider med.

Netop de besparelser fra 2023 var i høj grad baggrund for det spørgsmål, den anden sygeplejerske stillede til Regionsrådet.

- Vores hverdag er igen ramt af besparelser. Besparelser, der ikke giver mening. Vi snakker besparelser på introforløb, ansættelsesstop, ingen brug af frivilligt ekstraarbejde. Alt sammen noget i en tid, hvor vi råber på personale, som vi ved, vi mangler nu, og som vi kommer til at mangle i fremtiden. Nabo-afsnit til mit aflyser sengelejer på daglig basis. Der er nogle, der gerne vil ind og arbejde, de må ikke lige i øjeblikket. Følelsen af at være en ludobrik i et spil, der bliver kastet stille og roligt mellem specialerne, den er tiltagende, sagde anæstesisygeplejerske Karina Krogh.

Ledelser kan ikke styre

Den store budgetoverskridelse fik flere politikere til at skyde på sygehusledelserne.

- Vi har afdelinger og sygehuse, der ikke har formået at styre økonomien. Det er uretfærdigt over for de ansatte, sagde Kristoffer Hjort fra Danmarksdemokraterne.

Mistroen til ledelserne af sygehusene stikker så dybt, at den socialdemokratiske veteran Ole Stavad tvivlede på, at budgettet for 2024 vil holde. På trods af, at regionens forretningsudvalg har indlagt ekstra møder og fremover følger op på budgettet hver måned, ikke kun hvert kvartal.

- Budgettet er langt ud fra den forkerte forudsætning, at vi starter 2024 i balance. Men med den udvikling vi stadig ser i medicinpriser og i søgningen til praktiserende læger og sygehusene, så risikerer vi at være nødt til at træffe nogle vidtgående og dramatiske beslutninger, sagde Ole Stavad.

Det kan desværre risikere at ske allerede kort efter nytår, hvor Regionsrådet skal vedtage en ny strukturplan. Her er alle sygehuse og matrikler i spil – det har allerede været nævnt at lukke rygcentret i Skagen, skadeklinikken i Farsø, den akutte ortopædkirurgi i Thisted og at flytte flere afdelinger mellem sygehusene.

Læs talerne og spørgsmålene fra de to sygeplejersker herunder:

Maiken, brobyggersygeplejerske

Kære Regionsråd

I 2018 lød det fra Danske Regioner, at nu skulle 1.000 brobyggersygeplejersker på tværs af landet sættes ind og gøre en forskel i forhold til den voksende ulighed i sundhed og sygdom.

Siden efteråret 2019 har der været ansat brobyggersygeplejersker ved Aalborg Universitetshospital, og vi har siden været at finde i tilknytning på matriklerne i Aalborg, Hobro og Thisted.

I efteråret 2021 kom en nyhed her fra Regionshuset, som beskrev, hvordan vi var med til at mindske uligheden i sundhed. Brobyggersygeplejerskerne blev herefter opnormeret.

Vores arbejde har siden 2020 været genstand for forskning. I foråret blev det første studie publiceret. Det beskriver vores praksis, og hvordan vi, som brobyggersygeplejersker, formår at gøre noget helt særligt.

Fordi vi i tæt relation til patienten, kan vi sørge for støtte til de svære og komplekse problemstillinger, som de oplever ved akut og behandlingskrævende sygdom. Alt sammen noget som for mange andre er mislykkedes.

Vi har opbygget en funktion, som faktisk er lykkedes med at bygge bro imellem hospitalet og primærsektoren. Vi formår at udfordre det noget rigide social- og sundhedsvæsen og sammen finde mere fleksible løsninger til de patienter, som ikke passer i vores standardiserede regimer for udredning og behandling. Det kan IKKE forventes at være en basisopgave.

Det understøtter bekymringsbrevet fra de medicinske og akutafdelinger på Aalborg Universitetshospital. De er dybt bekymrede over valget om at skære disse stillinger væk og håber, at Regionsrådet vil genoverveje mulighederne.

At lade besparelser nedlægge brobyggersygeplejerskerne vil muligvis være en besparelse på kort sigt, men det vil give flere udeblivelser, længere, flere og mere komplicerede indlæggelser, og øge uligheden i vores sundhedsvæsen.

Det vil gøre afstanden mellem sektorerne større og samarbejdet dårligere for de patienter, som har allermest brug for at blive fulgt, støttet og guidet i et komplekst sundhedsvæsen i forandring.

Hvordan kan I med denne nye viden forsvare at nedlægge brobyggersygeplejerskerne, når vi ved, at det vil medføre både større udgifter og større ulighed i sundhed? Og hvordan kan i tillade jer at sige, at vi ikke er en kerneopgave?

Karina Krogh, anæstesisygeplejerske

Kære Regionsråd, mit navn er Karina Krogh. Jeg er anæstesisygeplejerske og klinisk vejleder på Aalborg Universitetshospital. I foråret spurgte jeg Sophie Løhde om en grund til at blive i det offentlige sundhedsvæsen. Hun svarede mig: At få dig og dine kolleger er til at blive, det var en af hendes fornemste opgaver som sundhedsminister.

Jeg er offentligt ansat gennem 22 år, og jeg har mine rødder rigtig dybt begravet i det offentlige sundhedsvæsen. De er svære at trække op – træet er ikke lige til at vælte, men de begynder at løsne sig. Vores hverdag er igen ramt af besparelser. Besparelser, der ikke giver mening. Vi snakker besparelser på introforløb, ansættelsesstop, ingen brug af frivilligt ekstraarbejde.

Alt sammen noget i en tid, hvor vi råber på personale, som vi ved, vi mangler nu, og som vi kommer til at mangle i fremtiden. Nabo-afsnit til mit aflyser operationslejer på daglig basis. Der er nogle, der gerne vil ind og arbejde, de må ikke lige i øjeblikket. Følelsen af at være en ludobrik i et spil, der bliver kastet stille og roligt mellem specialerne, den er tiltagende.

Det gør, at når man er så specialiseret, som man er i vores sundhedsvæsen, så kan det komme til at tage længere tid og patienterne kan få et knap så specialiseret forløb. Der er pres på uddannelsesopgaven, så vi kan ikke helt give det, som vi gerne vil.

Vi har tiltagende vagtbyrder og mere weekendarbejde. Patienterne bliver allerede nu aflyst, og det kan jeg godt blive bekymret for i 2024, hvordan det kommer til at være. Så får vi privathospitalerne mere i spil. Vi vil egentlig gerne yde det arbejde inde hos os, men vi får ikke lov til det.

Jeg kan godt tænke, at flere søger væk. Endnu flere aflyste operationer. En negativ ond spiral, som der skal brydes. Jeg er ikke træt af mit fag, jeg er ikke træt af at yde omsorg til patienterne, men jeg bliver systemtræt. Mit spørgsmål til jer er fuldstændig det samme, som jeg stillede Sophie Løhde i foråret:

Hvorfor er det, at jeg skal blive i det offentlige sundhedsvæsen?