Nyhed
Ros til overenskomst og kommunikationen
Kredsbestyrelsen er helt overordnet tilfreds med de nye overenskomster og DSR’s kommunikation. Men KB-medlemmerne havde selvfølgelig gerne set flere penge til især de kommunale sygeplejersker. Nu skal der holdes medlemsmøder og stemmes.
Publiceret:
11. marts 2024
Senest opdateret:
11. marts 2024
Vi bakker op om resultatet. Det var konklusionen, da overenskomstaftalerne for 2024 blev gennemgået på mødet i den nordjyske kredsbestyrelse den 5. marts. Der var dog mange spørgsmål og enkelte forbehold.
- Der er en del skuffelse blandt mine kommunale kolleger over ikke at få de samme som sygeplejerskerne i regionen. Men når vi taler om vores vilkår, så er der ingen, der har lyst til at skifte til regionen, sagde en af repræsentanterne for det kommunale område på mødet.
En del af KB-medlemmerne talte om, at vi nu skulle bruge den regionale overenskomst, hvor penge fra trepartsforhandlingerne jo har udløst noget større lønstigninger end i kommunerne, som løftestang.
For hvad siger de kommunale arbejdsgivere, hvis det bliver (endnu) sværere at tiltrække sygeplejersker til stillingerne? Og når andre faggrupper nu puster sygeplejerskerne i nakken lønmæssigt?
Samtidig gjorde flere opmærksom på de penge (omkring en milliard kroner i både kommuner og regioner), der nu skal fordeles lokalt.
- Der skal vi presse på især i kommunerne for at få noget af det, vi ikke fik fra treparten, som en udtrykte det.
Flere roste også DSR for at have været hurtig til at lave en del flot materiale, der hurtigt blev delt på sociale medier. Men det blev også konstateret, at medlemmerne efterspørger endnu mere og endnu flere tal – for hvad betyder aftalerne for lige netop mig? Et spørgsmål, der kan være svært at svare hurtigt på, fordi overenskomsten er et kludetæppe af blandt andet nye og gamle centrale tillæg, anciennitet, stedtillæg og vagtsammensætning. Det skal de kommende medlemsmøder blandt andet bruges til.
Afstemning og medlemsmøder
Nu venter vi på at alle organisationer bliver færdige med deres specifikke forhandlinger, inden Forligsmanden kæder alle forlig sammen og sender det til afstemning.
Kreds Nordjylland har allerede arrangeret hele 15 medlemsmøder – et centralt på kredskontoret med deltagelse af forkvinde Dorthe Boe Danbjørg den 13. marts.
Dertil kommer 14 møder på sygehuse og i kommuner mellem den 12. og den 20. marts. Du finder oversigten her.
Fint regnskab
Kredsbestyrelsen kunne med tilfredshed konstatere, at Kreds Nordjylland efter et udfordrende år kommer ud af 2023 med stort set neutralt resultat med underskud på nogle få tusinde kroner. Regnskabet bliver fremlagt på generalforsamlingen tirsdag den 22. oktober i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Rundringning til nyuddannede
Det er efterhånden blevet en god tradition, at medlemmerne af kredsbestyrelsen ringer til de nyuddannede medlemmer for at byde dem velkommen i fagforeningen og høre, hvordan de er kommet i gang med arbejdslivet. En aktivitet, der altid bliver rigtig godt modtaget af de nye sygeplejersker. I år ringes der i ugerne 17-20 (omkring 22. april – 19. maj). Alle nyuddannede får også indbydelse til møde ”Ny med nål” den 23. maj på kredskontoret i Aalborg.