Nyhed
Rundstykker og optimisme på 6Ø
Der var glæde over både rundstykker og den forstående flytning til Hospitalsbyen i Aalborg Øst, da næstforkvinde Bodil Laustsen var forbi Stroke-afsnittet 6Ø i Medicinerhuset i Aalborg.
Publiceret:
17. november 2025
Senest opdateret:
17. november 2025
Foto:
CARSTEN LORENZEN
Helt fortjent havde Stroke-afsnit 6Ø vundet vores konkurrence i forbindelse med valget af ny Kredsbestyrelse. Ifølge tillidsrepræsentant Dianna Mose Jensen har hele 35 af afdelingens omkring 50 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd nemlig stemt.
- Så jeg måtte bage cookies til hele afdelingen, sagde Dianne Mose Jensen.
Det var Tine Pedersen, der havde skaffet rundstykkerne til afdelingen.
- Det blev breaket på afdelingsmødet – og kollegerne var ovenud tilfredse, fortalte Tine Pedersen.
De strømmede også til, efterhånden som de kunne få nogle få minutters fri for arbejdsopgaverne – ikke bare sygeplejersker, men også læger, sekretærer, assistenter og andre.
Glæder sig til flytning
Rundt om bordet var der en meget positiv tilgang til snart at skulle flytte – allerede 22. marts.
- Bare vi ved, hvor patienterne er, så skal vi nok løse det. Så vi glæder os, sagde Dianna Mose Jensen.
Rundt om bordet stemte flere i. ”God stemning”, ”mega spændende” og ”vi er trygge ved hinanden” lød det fra flere.
Stoke-afsnittet kommer i såkaldt sengekryds med neurokirurgisk NHH og Neurologisk 106. Der bliver nye faciliteter som adgang til egen MR-skanner og vogne med computere, der kan rulles ind på stuerne, så der bliver lettere adgang til blandt andet journaler og til at dokumentere med det samme.
Personalet på plads
Personalet er også på plads. Der er ikke stor udskiftning – og med treparten fra OK24 er der kommet flere ansøgere til ledige stillinger.
- Det har hjulpet på rekrutteringen. Så nu taler vi i højere grad arbejdsvilkår end løn, sagde chefsygeplejerske Tine Steenholt Rasmussen, der også fandt tid til et hurtigt rundstykke.
Glade kolleger
Tine Pedersen i midten havde vundet rundstykker til en flok glade kolleger.
Foto:
CARSTEN LORENZEN