Nyhed
Rystet regionsråd uden løsninger
Underskuddet i Region Nordjylland bliver langt større end frygtet – faktisk reelt over dobbelt så stort som forudset i marts, hvor en stor spareplan ellers blev sat i værk. På tirsdagens regionsrådsmøde var politikerne tydeligt rystede, men løsninger var der ikke mange af.
Publiceret:
23. august 2023
Senest opdateret:
16. oktober 2023
Foto:
Carsten Lorenzen
Ledelsen af Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland stod hovedrystende tilbage efter at have overværet halvanden times drøftelser af økonomien i regionsrådssalen i Aalborg.
- Vi har jo hele tiden peget på, at ansættelsesstop, stop for FEA og for eksterne vikarer ikke ville fungere, når der er rekrutteringsproblemer. For hvem skal så passe patienterne, spurgte kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund efter mødet.
Her havde hun og de to næstforkvinder Bodil Laustsen og Pia Jødal Næss-Schmidt hørt den ene politiker efter den anden give udtryk for, at den seneste økonomirapport for regionen var grum læsning, særdeles alvorlig, bekymrende og som at hoppe fra den ene smeltende isflage til den anden.
- I mine 14 år i politik har jeg aldrig oplevet, at der har været mere brug for mådehold end i år, lød det for eksempel fra den konservative Pia Buus Pindstrup, der selv er sygeplejerske.
Og regionsformand Mads Duedahl stemte i:
- Det er meget alvorlig, dyster læsning – og jeg har aldrig før oplevet, at det har udviklet sig på den måde. Vi må pålægge hospitalsledelserne at komme med planer for, hvordan der kan skabes balance i løbet af 2024. For desværre har de to tidligere handleplaner i år ikke haft fornøden effekt, sagde Mads Duedahl, da han fremlagde kvartalsrapporten for 2. kvartal.
Underskud på AaUH fordoblet
Rapporten taler om et samlet underskud på sundhedsområdet i Nordjylland på 280,9 millioner kroner. Alene Aalborg Universitetshospital risikerer at mangle 225 millioner kroner i år – over det dobbelte af, hvad planen fra marts sigtede mod. Regionshospital Nordjylland mangler 25 millioner kroner. Hospitalsledelsen vurderer, at det ikke er realistisk at komme ud af 2023 i samlet økonomisk balance.
Næstforkvinde Pia Jødal Næss-Schmidt (tv), næstforkvinde Bodil Laustsen, politisk chefkonsulent Morten Lykke Væver og kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund på tilhørerpladserne til regionsrådsmødet.
Foto:
Carsten Lorenzen
Den socialdemokratiske veteran Ole Stavad var blandt de mest kritiske i Regionsrådet.
- Det kan ikke passe, at der ikke er nogen, der har vidst det her. Jeg er bekymret for, om grundlaget for vores budgetlægning er tilstrækkeligt solidt, når vi står med det her efter et halvt år, sagde Ole Stavad.
Han nævnte et konkret eksempel fra udkastet til budgettet for 2024, hvor hospitalsledelsen i Aalborg søger om penge til et forskningsprojekt – men samtidig skriver, at projektet allerede er sat i gang.
- De er åbenbart ligeglade med, om vi bevilger pengene – de gennemfører det uanset. Vi er nødt til at sige fra, hvis det ikke skal ende galt, understregede Ole Stavad.
I det hele taget var der mange hug til ledelserne.
- Regionsrådet er en bestyrelse, der er nødt til at have en direktion, der loyalt efterlever beslutningerne. Det var aldrig gået i det privat, sagde den konservative Kim Frost.
Ole Stavad antydede faktisk det samme.
- Hvis ikke lederne er i stand til at lede, så har vi en anden problemstilling.
Også Martin Bech fra Liberal Alliance så problemer med strukturen og kommunikationen.
- Hele organisationen lider af mangel på rettidig omhu. Udfordringerne åbenbarer sig ikke hurtigt nok, selv om jeg ikke skal kunne sige, om det skyldes inkompetence, eller at nogen skjuler noget for det politiske niveau, sagde Martin Bech.
Mere kontrol med ledelser
Derfor kan hospitalsledelserne se frem til at blive set endnu mere over skuldrene. For selv om der ikke blev truffet en beslutning, så ville flere politikere have nedsat en arbejdsgruppe, der skal have hyppigere rapporter – måske helt ned til hver 14. dag.
- Jeg hilser forslaget om en følgegruppe meget velkommen, sagde Venstres regionsformand Mads Duedahl.
Øget overvågning af ledelserne vil dog næppe løse problemerne.
- Det er jo ikke, fordi ledelserne ikke forstår problemerne. Det kan bare ikke lade sig gøre at spare så mange penge uden at skære endnu mere, så det går ud over kvalitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø, påpegede kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.
Der var undervejs også meget ros til det nordjyske sundhedsvæsen – blandt andet for at ligge højt i kvalitetsmålinger, ikke at være ramt af de samme skandaler om ventetid og fejloperationer som blandt andet Region Midtjylland og for at have fået høvlet af ventelisterne i en svær og presset periode.
Ventelister vil vokse
Men står det til politikerne, kan nordjyderne fremover frygte, at ventelisterne igen begynder at vokse. For reelt var netop udsatte operationer på ikke-akutte områder det eneste virksomme forslag på mødet i Regionsrådet.
Mange af politikerne nævnte ønsket om, at kommuner og privat praksis skal sikre, at færre patienter ender på sygehusene. Selv om et af problemerne med økonomien netop er, at det strømmer ind med patienter til de privatpraktiserende læger, så det udløser et underskud på hele 60 millioner kroner. Og i øvrigt giver et øget pres for flere undersøgelser og mere medicin.
Samtidig gentog flere politikere, at der skal spares på vikarer, FEA og gennemføres ”kvalificeret” ansættelsesstop.
- Det er klart, at hverdagen skal hænge sammen, inden vi kan fjerne ventelisterne. Men at stoppe FEA og vikarer kan ikke lade sig gøre, uden at det går ud over kapacitet, kvalitet og patientsikkerheden. Det er jo derfor, at de to tidligere spareplaner ikke har kunnet gennemføres, siger kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.
Kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund hilser på den konservative Per Larsen.
Foto:
Carsten Lorenzen
Kræv penge fra regeringen
Politikerne diskuterer videre på et møde i regionens forretningsudvalg den 11. september. Imens fortsætter de enorme problemer på de nordjyske sygehuse inklusive psykiatrien. Det kan få alvorlige konsekvenser, selv om de næppe bliver så store, som Susanne Flydtkjær fra Enhedslisten gav udtryk for. Hun er enig i, at budgettet skal overholdes.
- Men vi må sige til patienterne, at det går noget langsommere med at få ventelisterne ned. Ellers risikerer vi, at folk ikke får løn i november og december, sagde Susanne Flydtkjær.
Så slemt tror kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund dog ikke, at det går.
- Men ledelserne kommer til at presse nedad. Jeg havde hellere set, at politikerne havde presset opad. For hvorfor nævnte ingen af dem, at regeringen må komme med de mange penge, den bliver ved med at sige, at den vil tilføre sundhedsvæsenet?
Før mødet i regionsrådet diskuterede kredsens ledelse med flere politikere - her socialdemokraten Malene Busk med ryggen til.
Foto:
Carsten Lorenzen