Nyhed
Sundhedsminister havde fokus på presset sundhedsvæsen, men ingen nye penge
Selv om Sundhedsminister Sophie Løhde udtrykte forståelse for situationen i sundhedsvæsenet i blandt andet Nordjylland, så præsenterede hun ikke nye initiativer på samråd i Folketingets Sundhedsudvalg.
Publiceret:
12. januar 2024
Senest opdateret:
12. januar 2024
- Vi kommer løbende til fortsat at tage initiativer til at styrke vores sundhedsvæsen.
Det var det nærmeste, Sundhedsminister Sophie Løhde kom til at love flere ressourcer til sundhedsvæsenet, da Enhedslisten (EL) havde kaldt hende i samråd på baggrund af især de voldsomme besparelser på de nordjyske sygehuse.
Det var den nordjyske sundhedsordfører Runa Friis Hansen fra EL, der stod for indkaldelsen:
- I december måned besøgte Pelle Dragsted og jeg Nordjylland. Her var det blevet annonceret, at ca. 230 stillinger skulle nedlægges på hospitalerne. Det, synes vi, ikke giver nogen mening. Mange sygehuse har indført ansættelsesstop, har nedlagt stillinger, har fyret medarbejdere, og det udsulter servicen. Et eksempel er, at dialysepatienter i Nordjylland nu selv skal have tæpper med. Andre steder oplever patientgrupper selv at skulle have mad med. Det er hovedrystende. Jeg ved godt, at ministeren vil sige, at regeringen allerede har tilført midler, men det er helt åbenlyst for os, at det ikke er nok i forhold til den her aktuelle situation, vi står i i 2024, sagde Runa Friis Hansen som begrundelse for at kalde ministeren i samråd.
Derefter svarede Sundhedsminister Sophie Løhde.
- Først vil jeg gerne understrege, at jeg anerkender fuldstændig, at der er dele af vores sundhedsvæsen, som er rigtig presset, og som har været det længe. Og derfor er jeg også stadig meget optaget af, at der også fremover skal vedblive med at blive investeret i vores sundhedsvæsen. Og nok så væsentligt er jeg også optaget af, at vi politisk tager lederskab og ansvar for også fremtidens sundhedsvæsen ved at beskæftige os med indretningen af det samlede sundhedsvæsen, og dermed også hele spørgsmålet omkring struktur, organisering og finansiering. Alt kan ikke koges ned alene til et spørgsmål om, hvor mange penge, der bliver tilført i hvilket år, sagde Sophie Løhde.
Derefter opremsede hun de initiativer, Regeringen har taget i det år, den har siddet – blandt andet akutplan med to milliarder kroner til regionerne fordelt på 2023 og 2024, en sundhedspakke på fem milliarder kroner, der er indfaset i 2030, et løft af psykiatrien, flere penge til kræftområdet og et ekstra tilskud til regionerne i august 2023 på 350 millioner kroner – altså omkring 35 millioner kroner til Nordjylland. Endelig nævnte hun de 6,8 milliarder kroner i lønløft efter trepartsforhandlingerne.
- Så hvis jeg skal forsøge at opsummere, så har vi fra regeringens side i høj grad prioriteret midler til regionerne og sundhedsvæsenet.
Bizar oplevelse
Men Enhedslisten havde med samrådet ønsket at få sat fokus på de helt akutte problemer, Region Nordjylland og flere andre regioner (især Midtjylland og Hovedstaden) står i.
- Jeg tror, at for nogle af de ansatte i sundhedsvæsenet, så er det en lidt bizar oplevelse at høre det her om, at nu skal vi heller ikke overdramatisere problemerne, som ministeren svarede her til sidst. Situationen mange steder i vores sundhedsvæsen er dramatisk. Det er jo ikke nu, de her problemer er startet. Vi har været igennem en coronaepidemi, hvor man i den grad også har tæret på ressourcerne. Inden da var vi igennem en lang overræk med underfinansiering af sundhedsvæsenet. Og nu står vi altså oven i det mange steder med meget, meget voldsomme problemer. Så jeg er ked af, at ministeren ikke tager det her mere alvorligt, lød det fra Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted.
Og han fortsatte:
- Vil man sidde med hænderne i skødet, mens hundredvis af stillinger nedlægges i Region Nordjylland, mens hundredvis af stillinger nedlægges i Region Hovedstaden, mens stillinger nedlægges i Region Midtjylland, mens vi kan læse, at dimittendledigheden lige nu stiger blandt sygeplejerskeuddannede. Vi siger, at vi mangler sygeplejersker, og nu står vi i en situation, hvor sygeplejersker bliver færdige på deres uddannelse, og så kan de ikke få et arbejde på vores hospitaler, fordi der er ansættelsesstop, sagde Pelle Dragsted.
Nordjyske tilhørere
Da samrådet i høj grad var indkaldt på baggrund af den alvorlige situation i Region Nordjylland, og fordi Pelle Dragsted og Runa Friis Hansen har holdt møde med en række nordjyske tillidsrepræsentanter på sygehusene, overværede kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund og næstforkvinde Bodil Laustsen samrådet fra tilhørerpladser uden for kredsen af politikere. De havde ligesom Enhedslisten svært ved at forstå, at Regeringen og Sophie Løhde ikke tog større ansvar for den helt akutte krise i flere regioner.
- Jeg er virkelig ked af, at på trods af, at Sophie Løhde erkender, at situationen er alvorlig, så er hun og Regeringen ikke klar til en løsning nu og her. Jeg er alvorligt bekymret for, at flere sygeplejersker vil forlade sygehusene. For hvordan vil man holde på dem, når der nu ikke er udsigt til bedre vilkår, siger Christina Windau Hay Lund efter samrådet.
Hun frygter, at mange sygeplejersker er trætte af at høre om 2030-planer og milliarder en gang i fremtiden, når de kan se i deres dagligdag, at kolleger forsvinder uden at blive erstattet af nye, fordi der er ansættelsesstop og nedlæggelse af stillinger. Det samme var Pelle Dragsted inde på.
- Hvis jeg skal anerkende, at ministeren virkelig anerkender problemerne og mener, der skal gøres noget ved dem, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor man ikke vil gribe ind nu akut. Problemet er jo, at hvis først man får skubbet sygeplejersker ud, væk, over i det private, til udlandet eller over i andre brancher, så kan det blive rigtig svært at bygge op igen, påpegede Pelle Dragsted.
Vender ikke tilbage
En nylig rapport fra Rockwoolfonden giver ham helt ret. Den viser, at der skal bedre vilkår til, hvis vi skal trække sygeplejersker tilbage til den offentlige sundhedssektor. Under 15 procent af de uddannede sygeplejersker, der forlod faget i 2019, var vendt tilbage i 2020. Rapporten viser også, at jo længere tid, man som sygeplejerske er væk fra faget, desto større er risikoen for, at man bliver væk.
Sophie Løhde gentog flere gange, at der jo ikke i særlig høj grad er tale om fyringer i regionerne, da mange af de nedlagte stillinger er vakante. Men det betyder ikke ret meget for hverken personale eller patienter, for der stillingerne eksisterede jo, fordi der har været brug for dem – og mange af dem har været besat med vikarer, der nu ikke bliver forlænget.
- Hun manglede desværre fokus på, hvad det betyder, at der mangler sygeplejersker og andre i de mange stillinger, der nu nedlægges. Det risikerer at skabe en uansvarlig situation mange steder på sygehusene, siger kredsnæstforkvinde Bodil Laustsen.
Ikke imponeret
Sundhedsministeren nævnte igen, at Regeringen har taget en række initiativer, og mente nu, at det må være op til regionerne at få pengene til at slå til.
- Jeg skal undgå at remse dem alle sammen op igen, om end jeg gerne gør det. Og vi kommer løbende til også fortsat at tage initiativer til at styrke vores sundhedsvæsen, var det længste, Sophie Løhde strakte sig i forhold til de akutte problemer i blandet andet Nordjylland.
Det imponerede tydeligvis ikke Enhedslisten.
- Jeg synes desværre ikke, at vi har fået det ud af det, vi havde håbet i dag. Jeg kan ikke gå tilbage med en oplevelse af, at ministeren og vores regering har et bud på og en vilje til at løse det, jeg mener er en akut, rigtig forfærdelig situation i vores sundhedsvæsen, både for de ansatte, men også selvfølgelig for patienterne og for de pårørende.
De to tilhørere fra Kreds Nordjylland havde også håbet på mere.
- Jeg synes ærlig talt, at Regeringen lader både ansatte og patienter i Nordjylland i stikken, siger kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.
Samråd i Sundhedsudvalget.
Politisk ordfører Pelle Dragsted og sundhedsordfører Runa Friis Hansen fra Enhedslisten.