Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sophie Løhde - giv mig en grund til at blive

Anæstesisygeplejerske Karina Krogh så dagen efter regeringen offentliggjorde sin akutpakke et jobopslag fra et privathospital. Nu overvejer hun at søge – for akutpakken efterlader hende magtesløs.

Publiceret: 

28. februar 2023

Senest opdateret: 

2. juni 2023

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Giv mig en grund.png

Kære Sophie Løhde 

Giv mig en grund til at blive. 

Dagen efter regeringen fremlagde sin nye akutpakke, læste jeg et stillingsopslag fra et privathospital. De udvider fra tre til fire operationsstuer. Og de søger operationssygeplejersker og anæstesisygeplejersker. 

Selvfølgelig gør de det ... De private skal lave mere nu - ventelisterne skal ned. Det giver mening - patienterne venter for længe - vi er helt enige.

Jeg kender flere, der arbejder på privathospitalet. Arbejdsmiljøet er godt, har jeg hørt. Der er vist også noget med betalte sommerfester og julegaver.

Sophie Løhde - giv mig en grund til at blive. 

Mon ikke jeg egentlig ville være ret god for dem på privathospitalet? Jeg er offentlig ansat gennem 21 år, intensivsygeplejerske i ti år, anæstesisygeplejerske de seneste tre år. Mit nuværende arbejdssted er på Thorax-anæstesiologisk operationsgang.

Jeg tænker egentlig, at jeg er en ret god medarbejder. Stabil, loyal, samarbejdsvillig, og jeg tager gerne nye opgaver på mig. Hent bare en reference på mig. Jeg tror faktisk, at min nuværende leder vil være ked af, at jeg forsvinder. 

Men så slipper jeg for weekendarbejde. På privathospitalet kan jeg holde fri hver weekend. Da lukker de nemlig deres operationsgang. Og jeg tror faktisk, at jeg kan opretholde min løn uden vagter og weekendarbejde. Måske endda forhandle lidt mere? 

Sophie Løhde - giv mig en grund til at blive. 

Gad vide, hvor meget de lukker hen over sommeren? Måske kan min sommerferie blive bedre? Jeg mangler kolleger i mit afsnit - afspadsering er der sjældent plads til. Og vi løber stærkt. Det kan jeg godt lide, men periodevis er det også for stærkt.

Sophie Løhde - giv mig en grund til at blive.

Jeg har hørt, at vi skal uddanne 20% flere anæstesisygeplejersker. Puha - uddannelsesopgaven er i forvejen stor! På privathospitalet ville jeg kunne slippe for uddannelsesbyrden og bare koncentrere mig om patienterne.

Sophie Løhde - giv mig en grund til at blive.

Men hov - hvor kommer de fra, de nye anæstesisygeplejersker? Dem, der skal bruge to år på uddannelse, inden de kan blive mine nye kolleger?

De kommer fra skadestuen, intensiv, medicinske afdelinger, akutmodtagelser og sengeafdelinger. Afdelinger, der i forvejen er pressede. Der er det samme antal personaler i vores pressede sundhedsvæsen. Det er bare brikker, der flyttes rundt. Det kommer der ikke mere personale af. 

De ovenstående afdelinger lider i forvejen pga. personalemangel. Nu skal vi være mere effektive og øge produktionen - gå på fuldtid og tage flere vagter. Hmmmm… Kunne man forestille sig, at de sygeplejersker, der arbejder på sengeafdelingerne, også godt kunne få lyst til at prøve det private? Måske som operationssygeplejerske? Uden vagter og weekendarbejde? 

Sophie Løhde - giv os en grund til at blive. 

De patienter, jeg bedøver, kommer efter operationen på afdelinger, hvor personalet til tider kan være rigtig presset. Men har jeg egentlig lyst til at bedøve de patienter? Jeg bliver mere og mere bekymret for deres efterforløb i det offentlige sundhedsvæsen.

På privathospitalet kalder de patienterne for kunder. Det står i stillingsopslaget. De er nok lige knap så syge, som dem jeg bedøver. De skal nok heller ikke bedøves midt om natten, hvor jeg bliver kaldt op. De sygeste sorteres fra - privathospitalerne kan nemlig selektere. Det kunne måske være meget rart?  

Sophie Løhde - jeg kan finde mange grunde til at blive, hvor jeg er. Men det bliver sværere og sværere at overbevise mig selv. 

Jeg kan godt lide at bedøve de allersygeste patienter. Det skærper min faglighed, og jeg føler mig kompetent og dygtig. Jeg kan godt lide at stå til rådighed kl. 2 en søndag nat, hvor der er brug for mig. Jeg kan godt lide min rolle som klinisk vejleder og være med til at gøre en forskel for både sygeplejestuderende og anæstesikursister. Jeg kan godt lide tanken om et offentligt sundhedsvæsen, hvor omsorgen og sygeplejen er af høj kvalitet. 

Men jeg føler mig efterhånden magtesløs. 

Hvis ikke I som regering kan se, at med denne akutpakke så skubber I endnu flere af mine kolleger - læger som sygeplejersker - ud i det private. Hvis I ikke kan se, at I udsulter det offentlige sundhedsvæsen indefra. Så ved jeg snart ikke, hvad jeg skal gøre?!

Jeg tror, vi kommer til at se flere anæstesisygeplejersker og operationssygeplejersker søge ud i det private. Det ville da være så fint - hvis ellers der var personale nok. Men det er der ikke!

Jeg læste stillingsopslaget med oprigtig interesse. Og det kan I ikke tåle, at jeg gør. For hvis jeg forsvinder, så bliver der flere vagter, mere weekendarbejde og en større uddannelsesopgave til mine kolleger.

Og der vil mangle endnu en anæstesisygeplejerske til at bedøve og yde omsorg for de patienter, der ikke passer ind i åbningstiderne på et privathospital.

Glemte jeg at nævne, at privathospitalet sørger for arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring ved ansættelse? 

Så Sophie Løhde - giv mig og mine kolleger en god grund til at blive i det offentlige sundhedsvæsen.

Se opslaget på Facebook og læs de mange kommentarer her.