Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Stadig mange spørgsmål om sundhedsreformen

Der arbejdes på højtryk for at få sundhedsreformen på plads. Men meget er ikke afgjort endnu. Det viste det statusmøde med regionale og kommunale ledere og tillidsrepræsentanter, som Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland havde indbudt til.

Publiceret: 

3. marts 2026

Senest opdateret: 

3. marts 2026

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Sundhedsreform - statusmøde

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Sammen finder vi ud af det.

Det er ikke bare et slogan for Region Nordjylland. Det er også en passende beskrivelse af – og et ønske for – processen med at få gennemført sundhedsreformen i Nordjylland.

For at få et mere sammenhængende, nært og ensartet sundhedsvæsen skal ansvaret for en række opgaver flyttes fra kommuner til regionen: Akutsygeplejen, akutpladser (sundheds- og omsorgspladser), patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering.

Dermed skifter en del ansatte arbejdsgiver – og måske også arbejdsplads. Det forhandles i øjeblikket i de to nordjyske sundhedsråd mellem de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland. Først når der er truffet endelig beslutning op mod 1. april kender man den præcise fordeling af ansvar, opgaver og ansættelser.

- Vi skal kunne gribe medarbejderne, uanset hvordan det hele lander, sagde HR-direktør Mariane Therkelsen fra Region Nordjylland i sit oplæg.

Forskellige traditioner

HR-afdelingen har været i dialog med de 11 nordjyske kommuner siden november for at tilrettelægge overgangen for de berørte medarbejdere. De vil være omfattet af Lov om virksomhedsoverdragelse og dermed sikret samme løn, hvis de skifter stilling. Men en ansættelse består af meget andet.

- Kommunerne er indbyrdes forskellige – der er forskellige processer og traditioner. Så der er god brug for vidensdeling, fortalte Mariane Therkelsen.

Nogle steder er der tradition for, at man har fri på runde fødselsdage og guldbryllup – andre har ikke det gode. På nogle områder er der bedre forhold i regionen – på andre vil de kommunale medarbejdere opleve flytningen som et tab.

- Derfor har vi været på en Tour de 10 kommuner – plus en ø på Teams, sagde Marianne Therkelsen.

- Vi skal kunne gribe medarbejderne, uanset hvordan det hele lander - HR-direktør Mariane Therkelsen fra Region Nordj.

- Vi skal kunne gribe medarbejderne, uanset hvordan det hele lander, sagde HR-direktør Mariane Therkelsen fra Region Nordjylland

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Presset proces

De politiske aftaler skal være på plads inden 1. april – der er et afgørende møde i Regionsrådet den 23. marts. Delingsaftalerne mellem region og kommuner skal være indgået inden 1. juli, hvorefter der er først nationale, dernæst lokale, tilpasningsforhandlinger. Så først i december vil medarbejderne få opdateres deres ansættelsesbreve.

- Det er en presset proces, erkendte Mariane Therkelsen.

Det affødte flere spørgsmål fra salen – for medarbejderne spørger naturligt nok til deres fremtidige arbejdsopgaver og ansættelse.

- Inviter os. Vi tager ikke initiativ til at komme ud, men vi kommer gerne, hvis vi bliver inviteret, lovede Mariane Therkelsen.

Hun opfordrede til, at man jævnligt kigger på den FAQ, Region Nordjylland har lagt på hjemmesiden – den bliver hele tiden opdateret:

Sundhedsreform – opgaveflyt

Kontorchef Daniel Kjærgaard Simonsen gennemgik den konkrete status på arbejdet i sundhedsrådene.

Kontorchef Daniel Kjærgaard Simonsen gennemgik den konkrete status på arbejdet i sundhedsrådene.

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Tilrettelagt på ny måde

Oplægget var det sidste i en lang række på mødet på kredskontoret. Kontorchef Daniel Kjærgaard Simonsen lagde ud med at gennemgå den konkrete status på arbejdet i sundhedsrådene, fordelingen af Sundheds- og omsorgspladser, og hvem der fremover bliver de sandsynlige leverandører af opgaverne på akut- og forebyggelses- og rehabliteringsområderne.

- Men der bliver ikke tale om en en-til-en flytning af opgaverne. Sundhedsvæsenet vil blive tilrettelagt på en anden måde, sagde Daniel Kjærgaard Simonsen.

Den nye organisering giver en lang række udfordringer. Det kunne ikke mindst chef for det Nære Sundhedsvæsen i Aalborg Kommune, Helen Kæstel, fortælle om.

En af hendes slides viste den virkelighed, som patienten Henning møder i sundhedsvæsenet. Han er i kontakt med to forskellige sygehuse, akutafdelinger, mave/tarm- afdeling og -ambulatorium, medicinsk afdeling, flere praktiserende læger i det lokale lægehus, tre forvaltninger i kommunen med både akuttilbud, hjemme(syge)pleje, tandpleje, træning og hjælpemiddelcentral. For bare at nævne de vigtigste.

Problemet er, at ingen rigtig tager det samlede ansvar. Det kan være frustrerende, når man er så syg og afhængig af hjælp, som Henning blev citeret for at sige.

Det skal reformen gøre bedre. Blandt andet ved, at akutsygeplejen i Aalborg placeres sammen med de nye sundheds- og omsorgspladser, hvor der er lægedækning. Men de fysiske afstande til borgerne hjem kan blive store, og hvis fx en kol-patient bliver dårlig og skal have lagt et venflon, så overgår vedkommende til akutsygeplejerskerne i måske et døgn – og så skifter ansvaret tilbage.

- Det er ikke nogens problem. Det er vores allesammens problem, som Helen Kæstel påpegede.

Hennings noget uoverskuelige kontakter til sundhedsvæsenet

Hennings noget uoverskuelige kontakter til sundhedsvæsenet

Ikke lige ud ad landevejen

Kompleksiteten blev yderligere demonstreret, da Rebekka Vestergaard fra Frederikshavn Kommune og Carina Christensen fra Hjørring Kommune fortalte om deres arbejde med rehabilitering.

De tog udgangspunkt i casen John – han blev behandlet for lungebetændelse, men det viste sig, at han også havde kol med en lungekapacitet på 60%. Han var træt, afkræftet og havde mistet muskelmasse. Egentlig ville han bare tilbage på arbejde, men sygeplejerskerne kæmpede med at få hans forbrug af færdigretter, cigaretter og alkohol begrænset – og sundere mad og motion ind i hans hverdag.

- Det er ikke nogen lige ud ad landevejen opgave, som de to sygeplejersker påpegede.

Det blev demonstreret ved bordene, hvor mødedeltagerne skulle diskutere de mange muligheder som diætistsamtaler, fysioterapi, individuel træning, alkoholsamtaler, mental håndtering, rygestop, pårørendesamtaler og en hel del mere.

Carina Christensen fra Hjørring Kommune præsenterede sin case om rehabilitering

Carina Christensen fra Hjørring Kommune præsenterede sin case om rehabilitering

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Hold fast i spørgsmålene

Hvordan bliver alt det koordineret i en ny struktur? Hvordan undgår vi, at kompetencer bliver udvandet eller mistet? Hvordan sikrer vi, at tilbuddene faktisk kommer tættere på borgerne og ikke længere væk?

Der er stadig mange uafklarede ting i arbejdet med sundhedsreformen.

- Tak for et godt møde, der viser, at der er mange spørgsmål, som vi ikke kan svare på endnu. Som for eksempel også hvordan psykiatrien skal passes ind. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast i de spørgsmål og lytter til hinanden i processen, så vi ikke bare antager, at vi kender hinandens områder, sagde kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund i sin opdatering af mødet.

I forvejen var statusmødet en opfølgning på et lignende møde på kredskontoret for omkring et år siden, hvor region, kommuner og Dansk Sygeplejeråd også udvekslede synspunkter og informationer om den store opgave, sundhedsreformen er. Men måske er der brug for flere møder.

- Tak for mødet – det er rigtig fint, at I vil bruge en hel eftermiddag på det. Jeg er blevet meget klogere – også i dag, som regionsdirektør Jakob Krogh sagde.

Regionsdirektør Jakob Krogh og kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.

Regionsdirektør Jakob Krogh og kredsforkvinde Christina Windau Hay Lund.

Foto:

CARSTEN LORENZEN