Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Stor søgning til seniorstillinger

Tilslutningen var overvældende, da der mandag var indkaldt til informationsdag for de seniorer, der måske kan tænke sig en af de ressourcestillinger, Aalborg Universitetshospital vil oprette.

Publiceret: 

6. februar 2023

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Senior-ressourcestillinger AKKC (8).jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Omkring 70 især sygeplejersker, men også andre sundhedsfaglige, var mødt op i Aalborg Kongres & Kultur Center for at høre om den nye type stillinger.

Initiativtagerne – blandt andre tidligere FTR for sygeplejerskerne Kirsten Højslet og sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni – var begejstrede over fremmødet.

- De unge ude på afdelingerne mangler rollemodeller, og vi tænker tit ”åh nej”, når I går på pension og tænker på alle de kompetencer og den erfaring, vi mister. I har måske ikke den fysiske kraft og de nyeste kompetencer, men måske I tænker, at det kan være spændende at lave noget andet. Derfor vil vi lave nogle stillinger, hvor I kan gøre brug af jeres erfaring til at skabe ro og tryghed, sagde Lisbeth Lagoni i sin indledning.

20 stillinger

Sygehuset regner med at oprette op til 20 stillinger som ressourcepersoner (det afhænger blandt andet af timetallet i de enkelte stillinger). De nye gamle ansatte skal være ekstra på afdelingerne – altså ikke indgå i vagtplanerne. Der loves stor fleksibilitet for den enkelte.

- Så hvis man har planlagt at tage to måneder til Italien eller går til yoga hver torsdag, så skal man kunne det, understregede Lisbeth Lagoni.

Kirsten Højslet har fået inspirationen til at henvende sig til sygehuset, efter hun i en periode hjalp med at vaccinere mod corona.

- Jeg så Magnus Heunicke stå med bedede øjne og spørge, om der ikke var nogle pensionerede sygeplejersker, der kunne hjælpe og meldte mig. Og jeg havde det som en fisk i vandet. Siden blev jeg kørt ned og var indlagt i fire dage. Der kunne jeg se, at det godt kunne gøres bedre, selv om de styrtede rundt. De havde ikke en gang tid til at kigge på mig, da de gav blod, fortalte Kirsten Højslet.

Mange søger

Og blandt de fremmødte var der mange, der vil sende en ansøgning.

- Ja, jeg kan godt se mig selv i sådan en stilling. Mange af de genindlæggelser, der har været her, har jeg også set i hjemmesygeplejen. De handler også om, at nogle gange får man ikke lavet den ro omkring patienterne, så de egentlig ved, at de måske kan bruge sig selv noget mere, når de kommer hjem. Der tror jeg godt, jeg kan hjælpe den unge sygeplejerske, der står og prioriterer, hvad der er vigtigt, siger Hasel Strange, der blandt meget andet har været leder i hjemmesygeplejen.

Også Hanne Thomsen Klujeff, der har været mange år på en kræftafdeling, hvor hun det seneste år er vendt tilbage som vikar, synes stillingerne som ressourcepersoner lyder spændende.

- Jeg synes, det er rigtig godt, men jeg tror, det kommer an på den enkelte. Jeg kunne måske godt umiddelbart tænke mig halvt af hver. Jeg vil gerne være halvt vikar og halvt ressourceperson, siger Hanne Thomsen Klujeff.

En lille arbejdsgruppe har lagt planerne – og stillingsopslaget er åbent til 27. februar. Der forventes at være ansættelsessamtaler på de afdelinger, der har ønsket at ansætte ressourcepersoner, i uge 12. Stillingernes nærmere indhold og den konkrete arbejdstid aftales mellem afdeling og ressourceperson – dog max 15 timer.

Løn og pension?

Tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland, Jytte Wester, var en af deltagerne. Hun spurgte til løn og pension i stillingerne.

Efterfølgende udløste det dagens største lattersalve, da Lisbeth Lagoni kunne konstatere, at Jytte Wester da bestemt ikke havde mistet sine kompetencer.

Det blev understreget, at stillingerne er på overenskomst – og vilkårene, herunder lønnen, aftales nærmere.

Der vil i øvrigt være mulighed for genopfriskningskurser og opstartssamtaler. Ordningen løber i udgangspunktet året ud og evalueres undervejs, men sygehuset håber, at erfaringerne er så positive, at ordningen med ressourcepersoner gøres permanent.

 

Stillingerne kan søges her.