Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sundhedspolitik, valg og overenskomst

Mange små, men alligevel vigtige punkter, udgjorde dagsordenen på det seneste møde i den nordjyske kredsbestyrelse den 30. september.

Publiceret: 

6. oktober 2025

Senest opdateret: 

6. oktober 2025

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Sygeplejersker for et sundere samfund.png

En lang dagsorden, men korte og præcise diskussioner. Det var essensen af det næstsidste kredsbestyrelsesmøde inden nyvalget senere på efteråret.

Sygeplejersker for et sundere samfund

Dansk Sygeplejeråd har offentliggjort et stort og gennemarbejdet udspil med hele 41 anbefalinger i ni temaer. De mange anbefalinger skal indgå i de drøftelser, vi har med politikere, embedsfolk og ledelser om de mange ændringer og reformer, der i de kommende måneder og år rulles ud over sundhedsvæsenet – især Sundhedsreformen, Ældrereformen og sammenlægningen af somatik og psykiatri.

Kredsbestyrelsen (KB) roste udspillet, som blev kaldt netop gennemarbejdet. Flere pegede på, at det er vigtigt at få medlemmerne involveret i arbejdet – fx med medlemsmøder og videoer og andet indhold på sociale medier. Og udspillet tages selvfølgelig med, hver eneste gang vi i den kommende tid har møder med politikere og ledere.

OK26

KB fik en orientering om kravene til OK26. Imponerende 15.000 medlemmer har afgivet deres idéer, krav og forslag. De er nu blevet behandlet i Hovedbestyrelsen og sendt videre til Sundhedskartellet, hvor de skal afstemmes med de øvrige organisationer.

Valgmøde 22. oktober

Regions- og kommunalvalget den 18. november 2025 er det vigtigste i mange år.

En stor reform af sundhedsvæsenet skal på plads - der skal flyttes opgaver og ansatte mellem region og kommuner, psykiatri og somatik skal fusionere, nye sundhedsråd skal nedsættes og indflytningen i Hospitalsbyen skal på skinner.

Hvordan vil partier og politikere løse de mange opgaver? Det har vi sammen med Dansk Fysioterapeuter, Danske Bioanalytikere og Kost & Ernæringsforbundet inviteret til valgmøde om den 22. oktober på kredskontoret.

Vi ringer til nyuddannede

Er du nyuddannet, kan du forvente, at et KB-medlem ringer til dig i løbet af oktober måned for at høre, om du er kommet godt i gang med arbejdslivet, om vi kan hjælpe med noget og om du kender dine rettigheder og din tillidsrepræsentant. Vi inviterer også til mødet Ny med nål den 24. november kl. 17 på kredskontoret.

Evaluering af kommunikationsindsatsen

KB lagde fra første møde for fire år siden stor vægt på kommunikationen med medlemmerne. Derfor var der tilfredshed med at kunne se, at vi i perioden har optrådt i den lokale og landsdækkende presse over 250 gange, at vi har det største antal følgere på Facebook i forhold til medlemstallet blandt kredsene i DSR, at vores forholdsvis nye profil på Instagram vokser støt, og at nyhedsbrevet NordNyt har en åbningsrate på over 60%, hvilket er rigtig flot for et nyhedsbrev.

KB-valg

Endelig var der også lidt ananas i egen juice: Der skal vælges en ny kredsbestyrelse. Opstillingen er i fuld gang – og du har mulighed for at stille op til 10. oktober kl. 8.00. Overvej, om det er noget for dig.

Du kan se videoer med nuværende KB-medlemmer, der fortæller om arbejdet, via link herunder: