Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Vendsyssel går forrest for at spare nyfødte for genindlæggelser 

I Vendsyssel har en arbejdsgruppe for genindlagte nyfødte udviklet et støtteværktøj, der hjælper sundhedsprofessionelle med at opspore og forebygge genindlæggelserne. Målet er at give et bedre udgangspunkt for familierne både under graviditet og efter fødsel.

Publiceret: 

10. juni 2025

Senest opdateret: 

10. juni 2025

Af:

Carsten Lorenzen

clo@dsr.dk
Svangreomsorg niveaudeling Hjørring 13.05 (1).jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

For mange nyfødte bliver genindlagt. Det har for nogle år siden været et større problem i Vendsyssel end gennemsnitligt i Danmark. Derfor har en tværfaglig arbejdsgruppe arbejdet på at få skabt et fælles fundament, forståelse og sprog for at sikre familierne det rigtige niveau af svangreomsorg.

- Nogle gange er situationen i familierne og for de nyfødte mere kompliceret end vurderet i første omgang. De forskellige faggrupper har brug for en bedre forståelse for hinandens udgangspunkt, og vi skal skabe sammenhængende overgange mellem sektorer for at undgå, at viden går tabt, siger Pernille Buhelt, ledende sundhedsplejerske i Brønderslev Kommune og medlem af arbejdsgruppen.

Nationalt har man i mange år haft fokus på genindlæggelser af nyfødte. Derfor nedsatte man i Vendsyssel i 2017 en tværfaglig og tværsektoriel auditgruppe (se faktaboks), som siden har arbejdet med udvikling af forebyggende indsatser. Samarbejdet mellem kommunerne i Vendsyssel og Regionshospital Nordjylland om genindlagte nyfødte er med til at skabe forståelse for arbejdsgange omkring familierne i de forskellige sektorer i en tid, hvor der ses en øget kompleksitet i målgruppen.

Svangreomsorg niveaudeling Hjørring 13.05 (4).jpg

Faktaboks: Audit styrker kvaliteten

Audit er en systematisk drøftelse, hvor fagpersoner kommer til orde.

I forbindelse med genindlæggelsesforløb har auditgruppen kortlagt alle involverede faggruppers indsatser for at analysere, drøfte og udvikle sammenhængende praksis i sektorovergange i graviditets-, fødsels-, og barselsforløb.  Formålet er at forhindre den genindlæggelse, der potentielt belaster den enkelte familie og er udfordring i et presset sundhedsvæsen.

Audit er således et læringsredskab til at højne kvaliteten i de differentierede indsatser til gavn for familierne.  

Genindlæggelse defineres som et barn, som er afsluttet og udskrevet fra Fødegang/Barselsafsnit og genindlægges på grund af trivselsproblemer, før det er 28 dage gammelt.

Under audit i Vendsyssel deltager blandt andre ledende sundhedsplejersker, neonatalsygeplejersker, børnelæge, barselssygeplejersker, jordemødre og praksiskonsulent.

Temadag baner vejen

For at skabe det fælles tværfaglige og tværsektorielle grundlag præsenterede arbejdsgruppen under auditgruppen på en temadag et støtteværktøj i form af et lommekort med en gennemgang af de fire niveauer, svangreomsorgen er inddelt i.

Samtidig fik de over 100 deltagere på en temadag på Vendelbohus i Hjørring vist et forløbsdiagram over undersøgelser, scanninger, teamsamtaler, undersøgelser ved almen praktiserende læge, indlæggelser, besøg af sundhedsplejen og meget andet, der indgår som tilbud på de enkelte svangreomsorgsniveauer fra hospital og hjemkommuner. Lommekortet og forløbsdiagrammet er hinandens forudsætninger.

- Vi har mange mødre og familier med psykosociale, fysiske og psykologiske udfordringer. Så det er vigtigt, at vi kan justere i planerne og indsatserne i graviditeten og tiden efter fødslen, når nogle ting udvikler sig - og det kan være nødvendigt at ændre i svangreomsorgsniveauerne, siger Tina Heilesen, der har deltaget i arbejdsgruppen som sygeplejerske med særlig klinisk funktion (UUU). Til daglig arbejder hun på Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsel på Regionshospital Nordjylland.

På temadagen deltog blandt andet sygeplejersker, jordemødre, læger, social- og sundhedsassistenter (fra fødegangen, neonatal- og barselsafdelingen) samt sundhedsplejersker, praksiskonsulenter fra Nord-KAP, socialrådgivere, psykologer og ansatte i administrationen på Regionshospitalet. Fra Sundhedsklynge Nord deltog Hjørring, Frederikshavn, Læsø, Jammerbugt og Brønderslev kommuner.

Behov er dynamiske

Efter præsentationen af støtteværktøjerne arbejdede deltagerne i tværsektorielle grupper med konkrete cases. Formålet var at afprøve støtteredskaberne, foretage inddeling i niveauer af svangreomsorg, og lade deltagerne omsætte støtteværktøjerne til deres egen praksis. Deltagerne skulle have blik for, at familiernes behov er dynamiske, hvorfor måden, vi understøtter familierne på, også skal være dynamisk.

Det kunne for eksempel være i tilfælde af eksisterende eller nyopståede:

  • helbredsmæssige udfordringer som diabetes, overvægt og brystkirurgi
  • psykiske lidelser som ADHD og angst
  • misbrug, umodenhed, manglende uddannelse og vold i hjemmet

I tilfælde af komplekse forløb på svangreomsorgsniveau 3 og 4 tilbydes tværsektorielle forløb, som understøtter familierne. Audit har vist, at der er større risiko for, at familier på niveau 3 bliver genindlagt. Derfor er der et potentiale i at opspore disse familier og få planlagt den rette indsats.

- Vi har kunnet se, at antallet af genindlæggelser falder, når der bliver sat initiativer i gang. Så det er vigtigt at få tydeliggjort niveauerne, når der skal en ny sundhedsfaglig ind over familierne, siger Hanne Kodal, sygeplejerske i børneafdelingens neonatal-team.

Nu forestår arbejdet med at implementere støtteværktøjerne i praksis.

Svangreomsorg niveaudeling Hjørring 13.05 (27).jpg

Fire niveauer af svangreomsorg

Når det vurderes, hvilket niveau af svangreomsorg den enkelte gravide tilbydes, er det altid med blik for både den gravide og hendes partner. Man kan skifte niveau i løbet af en graviditet. Risikovurdering og niveauinddeling er en faglig vurdering og et øjebliksbillede. De fire niveauer af svangreomsorg tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens ”Anbefalinger for svangreomsorgen” (2022) samt ”Anbefaling om niveauinddeling af sundhedsplejens ydelser” (er i høringsfase 2025).

Niveau 1 er det basale tilbud om graviditetsundersøgelser, fødselshjælp og barselspleje til den gravide og hendes partner, hvor graviditet, fødsel og barsel forventes normal, uden øget risiko. Ydelserne tilbydes af jordemoder, praktiserende læge og ultralydsafsnit.

  • Forældrene vurderes samlet at have god omsorgskapacitet.

Niveau 2 er et udvidet tilbud om svangreomsorg til kommende forældre. Hvis man har fysiske/psykiske/sociale udfordringer, som kan håndteres indenfor svangreomsorgen (jordemoder, sonograf, fødselslæge og/eller praktiserende læge samt sundhedsplejen).

  • Forældre hvor den samlede omsorgskapacitet vurderes lavere end niveau 1.
  • Teamsamtaler vil ofte være aktuelt, evt. med et afklarende formål (tværsektoriel samtale som afholdes med deltagelse af parret, jordemoder, sundhedsplejerske og evt. rådgiver i hjemkommune)

Niveau 3 er et udvidet tilbud, som involverer et tværfagligt samarbejde der rækker ud over svangreomsorgen. Der er behov for en skærpet opmærksomhed og tidlig indsats fra flere fagligheder, som rækker ud over svangreomsorgens tilbud, fx samarbejde med speciallæger, sundhedsplejerske, socialforvaltning, psykolog eller andre kommunale fagligheder.

  • Forældre hvor den samlede omsorgskapacitet vurderes lavere end niveau 2.
  • Teamsamtaler vil oftest være hensigtsmæssigt (tværsektoriel samtale som afholdes med deltagelse af parret, jordemoder, sundhedsplejerske og evt. rådgiver i hjemkommune) + anden støtte i kommunalt/regionalt regi.
  • Oftest er underretning nødvendig, da der kan være behov for støtte med baggrund i serviceloven.

Niveau 4 er et omfattende tilbud som rækker væsentligt udover svangreomsorgens.

De kommende forældre indplaceres på dette niveau, når forældreevnen anses som utilstrækkelig, og der er betydelig risiko for, at barnet vil komme i alvorlig mistrivsel. Der er tale om særligt komplicerede problemstillinger, som indebærer samarbejde med specialiserede institutioner, fx familieambulatorium, familieinstitutioner og andre behandlingstilbud, dvs. ydelser på højt specialiseret niveau.

Der er behov for indgribende socialfaglig støtte og foranstaltninger, jævnfør bestemmelserne i Barnets lov.

  • Forældre hvor den samlede omsorgskapacitet vurderes lav = udsatte forældre.
  • Teamsamtaler aktuelle (tværsektoriel samtale som afholdes med deltagelse af parret, jordemoder, sundhedsplejerske og evt. rådgiver i hjemkommune)
  • Der skal laves underretning til bopælskommune, jævnfør Barnets lov, herunder sundhedspersonalets udvidede underretningspligt.
Svangreomsorg niveaudeling Hjørring 13.05 (19).jpg

Foto:

CARSTEN LORENZEN

Arbejdsgruppen:

Pernille Buhelt, leder af sundhedsplejen i Brønderslev kommune

Hanne Kodal, sygeplejerske i børneafdelingens neonatal-team, Regionshospital Nordjylland

Mia Møller Pedersen, tværsektoriel konsulent, Regionshospital Nordjylland

Tinna Remmer, vicechefjordemoder, Regionshospital Nordjylland

Tina Heilesen, sygeplejerske med særlig klinisk funktion (UUU), Regionshospital Nordjylland