Nyhed
Tak for jeres engagement, viden og faglighed
Kandidaterne fra hele det politiske spektrum var fulde af roser og lovord, da der var valgmøde om regionsvalget på kredskontoret. Alle gik klogere hjem, selv om der kun var få konkrete forslag.
Publiceret:
29. oktober 2025
Senest opdateret:
29. oktober 2025
Ni politikere, fire sundhedsorganisationer, næste tre timer og fire gange gruppearbejde.
Det var ingredienserne, da der var kaldt til valgmøde om det, vi har kaldt det vigtigste valg for sundhedsvæsenet i årevis. For med sundhedsreform, ældrereform, sammenlægning af somatik og psykiatri og helt nye sundhedsråd er der lagt op til store ændringer i både region og kommuner.
Der skal flyttes opgaver, medarbejdere og milliarder. Og det bliver i høj grad de politikere, vi skal vælge den 18. november, der skal få det hele til at fungere.
På den baggrund var det befriende, at mange politikerne gav udtryk for, at de var kommet for at blive klogere.
- Jeg er pinligt bevidst om, at jeg har to ører og kun en mund af en grund, som Kenneth Hammer fra Liberal Alliance sagde.
Han lagde i øvrigt ud med klassisk, liberal politik.
- Vi vil gerne vil give valgfrihed. Ikke kun til patienterne, men også til jer, så I kan søge arbejde ved mange forskellige, også private, udbydere. Så der kan være konkurrence om jeres arbejdskraft.
Der kom dog ikke en egentlig opskrift på, hvad og hvordan der skal skabes valgfrihed. Og både røde og blå politikere udtrykte hurtigt uenighed.
- Som socialdemokrat synes man, at sundhed har det bedst i det offentlige. For vi har et fantastisk sundhedsvæsen. Men selvfølgelig har vi en hel masse problemstillinger, sagde Kirsten Morild Andersen.
Det var DanmarksDemokraterne lang hen ad vejen enig i.
- Som udgangspunkt er det danske sundhedssystem offentligt, og det kommer til at være i store dele fremover. Men vi kan bare se, at privat kan også noget, sagde Kim Edberg fra DanmarksDemokraterne.
Forslag uden fremtid
Kim Edberg havde aftenens nok mest konkrete forslag med – selv om han godt selv kunne se, at det nok ikke bliver til noget.
- Jeg så jo gerne, at vi fik et akutafsnit i Farsø. Det kan godt være, at det måske ikke er fagligt eller økonomisk helt smart. Det er bare superdejligt for de mennesker, der bor derude, at man kan komme nært på.
I det hele taget fyldte det nære en stor del af talerne. Alle synes, at sundhedsvæsenet skal tættere på borgerne.
- Med sundhedsreformen skal vi jo flytte alle de her behandlinger ud af sygehusene, ud til de praktiserende læger, hvor der også er sygeplejersker, fysioterapeuter og andre faggrupper. Vi skal flytte behandlingerne ud på plejehjemmene, ud i eget hjem, og det er der, at I har en rigtig, rigtig vigtig rolle at spille, påpegede Marianne Mulle Jensen fra Radikale Venstre.
For Dansk Folkeparti handlede det mere om, at sundhedstilbuddene fysisk skal ligge tæt på borgerne.
- Landdistrikterne må ikke overlades til sig selv. Bor man på Mors eller i Jammerbugt, så skal man have lige så god adgang til sundhedsvæsenet, som hvis man bor i Aalborg, sagde Danny Rosenkilde, Dansk Folkeparti.
Enhedslisten opsummerede snakken om nærhed. Men havde også fokus på den sociale ulighed.
- Decentralt - alle synes, det er en god idé. Det synes vi også i Enhedslisten. Vi vil fokusere på lighed i sundhed, altså social lighed og geografisk lighed, sagde Søren Andersen fra Enhedslisten.
Sundhedsråd og samarbejde
Det bliver i høj grad de nye Sundhedsråd, der skal sikre et mere nært sundhedsvæsen med flere behandlinger uden for sygehusene.
- Jeg vil rigtig gerne bruge reformen og de nye rammer til at skabe bedre samarbejde mellem regionen og kommunen. Skabe et fælles tilbud for de mennesker, der falder igennem, sagde SF’s Benjamin Christensen.
Så der bliver brug for politikere med sundhedsfaglige kompetencer, mente i alle fald den konservative Rikke Pedersen, der selv er sygeplejerske.
- Sundhedsrådene kommer til at bestå af kommunalpolitikere, borgmestre, rådmænd og en del regionsrådsmedlemmer. Det er der, den nære sundhed og alle beslutningerne bliver truffet fremover. Derfor er det vigtigt, at vi får nogle sundhedsfaglige med derind, sagde Rikke Pedersen fra De Konservative.
God snak i grupper
Det var tid til at gå i grupper – et bord for hver af de fire organisationer (Danske Fysioterapeuter, Kost- og Ernæringsforbundet, Danske Bioanalytikere og DSR), der havde arrangeret valgmødet.
Der blev talt om nærmest alt fra behovet for kompetenceudvikling, normeringer og ansættelsesforhold til kost og uniformer. Den store usikkerhed om grænsedragningen mellem region og kommuner på især akutområdet fyldte også en del.
Alle politikerne fik overrakt et eksemplar af Dansk Sygeplejeråds nye udspil ”Sygeplejersker for et sundere samfund”, så de har muligheden for at blive klædt på i både valgkamp og i det videre arbejde, hvis de bliver valgt ind i det nye regionsråd.
Måske det allerede har virket – for udspillet blev nævnt på mødet.
- I fremtiden får vi blandt andet brug for flere specialuddannede sygeplejersker, både på sygehusene, men så sandelig også ude i det nære sundhedsvæsen. Og I skriver jo selv i jeres udspil, at 20% af de kommunalt ansatte sygeplejersker skal være uddannet som borgernære sygeplejersker. Altså, de kommunale sygeplejersker skal blive endnu dygtigere til blandt andet at forebygge indlæggelser, sagde de radikales Marianne Mulle Jensen, der i øvrigt selv er læge.
Fik større viden
I det hele taget gav politikerne udtryk for, at de vendte hjem med større viden om sundhedsvæsenet.
- Jeg synes, det er dejligt, eller det er betryggende, at vi har et sundhedsvæsen her i Region Nordjylland, som man kan være tryg ved. Og når jeg føler mig tryg, så er det selvfølgelig også, fordi jeg kan mærke det engagement, I har, sagde Kirsten Andersen fra Socialdemokratiet.
Et synspunkt, andre delte.
- Tak til jer for den viden, I har delt i dag. Jeg tager rigtig meget med hjem. Jeg har lyttet, jeg har lært, og jeg vil erindre mig mange af de her samtaler, når vi sidder, uanset om det bliver på min post oppe i kommunen (Brønderslev), eller om det er i regionrådet, lovede Danny Rosenkilde fra Dansk Folkeparti.
Mere dialog
Søren Andersen fra Enhedslisten gav udtryk for, at mødet havde været mere spændende, end han havde ventet. Og opfordrede til, at man henvender sig, hvis man har forslag til det politiske arbejde.
- Kontakt os, når I har et eller andet, ellers ved vi det jo ikke. Især når vi sidder i budgetfasen er det vigtigt, vi får noget at vide, sagde Søren Andersen.
Flere foreslog, at vi også fremover laver temadage, hvor vi kan klæde hinanden på. Noget, næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland Pia Jødal Næss-Schmidt er helt med på.
- Vi havde en god dialog med kandidaterne, der ved for lidt om, hvad der foregår på arbejdspladserne. Så vi skal helt sikkert arbejde mere med, hvordan vi kan klæde dem bedre på, sagde Pia Jødal Næss-Schmidt.
Konkret blev det nævnt, at det vil være oplagt at holde møder med de nye sundhedsråd, der skal træde sammen efter 1. januar.
Se billeder på Facebook her.
Panelet
Kredsnæstforkvinde Pia Jødal Næss-Schmidt bød velkommen til det politiske panel (fra venstre på billedet i toppen):
- Kim Edberg – DanmarksDemokraterne
- Benjamin Christensen – Socialistisk Folkeparti
- Kirsten Morild Andersen – Socialdemokratiet
- Marianne Mulle Jensen – Radikale Venstre
- Søren Andersen – Enhedslisten
- Danny Rosenkilde – Dansk Folkeparti
- Johanne Poulstrup – Venstre
- Kenneth Hammer – Liberal Alliance
- Rikke Pedersen – Konservative