Nyhed
Vender sygehuset ryggen uden sikkerhedsnet
Lotte Andersen er bare en af usædvanligt mange nordjyske sygeplejersker, der de seneste uger har sagt op uden at have et andet arbejde.
Publiceret:
29. marts 2023
Senest opdateret:
16. oktober 2023
Foto:
Carsten Lorenzen
Hun føler ikke, at hun kan stå inde for kvaliteten af sit arbejde længere. Hverken etisk eller sundhedsfagligt. Derfor har Lotte Andersen sagt op efter mere end 12 år på Hæmatologisk sengeafsnit 7V.
- Det tærer på min samvittighed. Det er uforsvarligt og patientusikkert at have så mange patienter på gangen, siger Lotte Andersen, da vi mødes i cafeen i Medicinerhuset på Aalborg Universitetshospital.
Hun har arbejdet med de hæmatologiske patienter i næsten 25 år – både herhjemme og i udlandet. Og hun brænder tydeligvis for specialet og de mange udfordringer, der ligger i blandt andet de komplicerede kemoterapier, hun administrerer. Hendes samvittighed kan bare ikke holde til de forhold, sygehuset byder patienterne. Derfor afleverede hun sin opsigelse den 28. februar uden at have en plan for, hvad hun nu skal bruge resten af sit arbejdsliv på.
- Jeg får ikke ondt i maven af at have sagt op, men af at gå på arbejde, som Lotte Andersen siger det.
Travlhed ikke det største problem
Hun beskriver en travl hverdag. Men det er ikke travlheden, der har slået hende ud af kurs. For afdelingen kan for det meste stadig rekruttere nye kolleger, og der er en kerne af erfarne sygeplejersker. Problemet er, at kompleksiteten og antallet af patienter vokser, uden der følger sengepladser og ressourcer med.
- Før havde vi også perioder med overbelægning – for eksempel i influenzasæsonen. Nu er det konstant. Vi er max pressede, fordi vi har patienter der skal isoleres, så andre må ligge på gangen, fortæller Lotte Andersen.
Mange af de hæmatologiske patienter har intet eller meget lidt immunforsvar. Det gør dem ekstra sårbare.
- De bliver så lagt på gangen, hvor de risikerer at blive inficerede, fordi serviceteams, kolleger, pårørende og andre patienter vader forbi. Det tærer på min samvittighed at være med til at udsætte patienterne for den smittefare.
Lotte Andersen fortæller også, de ofte meget syge patienter konstant bliver forstyrret og nævner en patient, der blev delirisk af ikke at kunne falde til ro og sove.
Stuegang på toilettet
Når der konstant ligger patienter på gangen, skal der også gennemføres stuegang i næsten fuld offentlighed.
- Det er simpelthen uetisk. Hvad forestiller de sig egentlig i regionen, spørger Lotte Andersen.
Den manglende ro og mulighed for at give ofte svære beskeder til patienterne med respekt for deres privatliv har medført, at lægerne nogle gange tager patienterne med ud på toilettet for at kunne tale med dem under fire øjne.
Problemerne er egentlig en udløber af den succeshistorie, kræftbehandlingen og det hæmatologiske speciale har været gennem en årrække. Langt flere patienter overlever i længere tid. Men økonomien og antallet af personaler og sengepladser følger ikke med. I stedet flyttes patienterne rundt mellem forskellige afdelinger for hele tiden at udnytte samtlige sygehusets senge.
- De flyttes rundt som ludobrikker. Og hver gang skal en ny kollega så sætte sig ind i deres sygehistorie og behandling.
Modløse sygeplejersker siger op
Tendensen til at sige op, uden at have et andet job, kender faglig konsulent Jette Hust Larsen kun alt for godt.
- I sidste uge havde jeg fem i telefonen – bare på en dag. De er modløse og tror ikke, at situationen bliver anderledes. De havde et håb om bedre forhold med vinterpakke og akutplan. Men nu tror de ikke på det mere, siger Jette Hust Larsen.
Der har selvfølgelig altid været opsigelser – også uden job i sigte. Men emnet er på det seneste kommet til at fylde rigtig meget på de faglige konsulenters telefonvagter.
- Flere af dem sagde op allerede i prøvetiden og fortæller mig, at de ikke har fået de vilkår, de var blevet lovet. Ofte handler det om manglende introduktion. Men de oplever også kaos i afdelingerne, mangel på læger og sygeplejerskekolleger og mange udækkede vagter, siger Jette Hust Larsen.
Hun henviser dem altid til at tage en snak med A-kassen og vejleder dem i, hvad de i øvrigt har af spørgsmål.
- Mange af dem siger: Det her arbejdsmiljø vil jeg ikke være en del af. Og flere af dem giver udtryk for, at de vil helt ud af faget.
Mellemlaget siger op
Selv om de fleste stillinger er besat, oplever Lotte Andersen problemer med sammensætningen af personalet. For mange af de unge siger op efter fire-fem år. De stifter familie og kan få bedre løn ved at søge til kommunerne.
- Så det er os gamle, der trækker læsset. Jeg har dygtige, unge kolleger, men de kan ikke tage hele ansvaret og de kan ikke oplære studerende og nye kolleger, siger Lotte Andersen.
Hun henviser til, at kemoterapi ofte er meget kompliceret – nogle patienter skal tilses op til 84 gange i døgnet, hvor der skal måles værdier, observeres og justeres væsker. Det kan en nyansat ikke overskue.
Samtidig er de indlagte patienter mere og mere komplekse – de mindre komplekse kommer i dag i daghospitalet eller behandles af hjemmesygeplejen.
Lotte og kollegerne har forsøgt at råbe op. Både til egen ledelse, til klinikledelsen, til sygehusledelsen og til regionen.
- Vi har også holdt møde med regionsformand Mads Duedahl. Han var sød og lyttede, og han forsøger da også at tilføre flere penge. Han har bare ikke rigtig noget at dele ud af, sukker Lotte Andersen.
Hun var også flere gange aktiv under konflikten i 2021 og havde håbet, at den nye regering måske ville gøre noget efter de mange løfter i valgkampen i efteråret. Men så kom regeringens akutpakke.
- Akutpakken var den sidste dråbe. Nu skal vi igen bare lave mere.
31. marts er det slut. Der er endnu ingen fast plan – eneste beslutning er, at hun ikke skal arbejde på en sengeafdeling.
- Jeg gider ikke blive en sur gammel sygeplejerske, der skælder ud over nye kolleger, studerende og ting, der ikke virker. Jeg har sagt, at situationen ikke er til at holde ud. Når der alligevel ikke er sket noget, så føler jeg mig til grin.
Lotte Andersen er langt fra den eneste – se boksen herunder. Hun satser dog på at blive i faget.
- Måske bliver jeg vikar i Norge. Eller ansat i kommunen eller i en lægepraksis. Det skal bare være noget, jeg kan se mig selv i.