Vi kan ikke fixe alting

- Vi har hverken ret eller pligt til at være lykkelige.

Citatet fra forfatteren Tage Skou-Hansen rammede på glimrende vis oplægget fra Ruth Østergaard ind. For selv om vi som professionelle, måske især professionelle i sundhedssektoren, kan mere og mere, så kan vi ikke løse alle problemer. Vi kan ikke fixe det hele – og det skal vi måske heller ikke.

- I mødet med andre er det vigtigt, hvem vi er, ikke hvad vi gør. Vi vil gerne gøre det professionelle, men vi skal have begge ben med. Vi skal bruge både fornuft og følelse. Vi skal være sammen med patienterne og møde dem på deres niveau, sagde Ruth Østergaard.

De godt 40 sygeplejersker i lokalet lyttede intenst og bød ind med deres egne dilemmaer fra hverdagen. Her fylder skyld, skam og afmagt meget for mange af dem. Både hos dem selv, men i høj grad også hos patienterne og ikke mindst de pårørende.

- Jeg møder folk i krise hver dag. Jeg forsøger at give håb, hvor der ikke er håb. Jeg forsøger at vejlede til et meningsfyldt hverdagsliv. For mig er det især svært at rumme de pårørende, fortalte en demenssygeplejerske.

Prutte i joggingtøj

Mange af de øvrige tilhørere havde lignende dilemmaer og problemstillinger fra deres hverdag (se citater). For Ruth Østergaard hænger det sammen med vores menneskesyn.

- Den måde, vi leer vores liv på, har stor betydning for, hvordan vi har det, når vi bliver syge. Hvad du kan er afgørende for, hvad du er værd. Men er jeg så noget værd, når jeg bare kan sidde og prutte i sofaen i mit joggingtøj?, spurgte Ruth Østergaard.

I sit job som sygehuspræst talte hun med mange mennesker, der var på herrens mark. Dermed var de ved at miste deres identitet. For eksempel den ældre mand, der hele sit liv havde boet alene og tydeligvis sjældent kom i bad.

- Nu lå han i en fin, hvid seng på 9. sal på Aalborg Sygehus, havde været i bad og fået klippet negle. Han havde taget et kort med, og alle der kom ind på stuen fik udpeget på kortet: Der bor jeg.

- Det rørte mig, for han handlede på, at han havde mistet sin identitet, fortalte Ruth Østergaard.

Frimærkernes begravelse

For hende handler det om at møde det kriseramte menneske der, hvor det er.

- For eksempel den mand, der hele sit liv havde samlet på frimærker. Han var ved at blive blind. Jeg ved ikke noget om frimærker, men han fortalte om dem i halvanden time. Det var som at være med til frimærkernes begravelse, sagde Ruth Østergaard.

Mandens datter havde i stedet sagt til sin far, at han skulle glæde sig over, at han stadig kunne høre. Men det hjælper jo ikke meget i forhold til frimærkerne.

- Vi skal se på det tabte sammen med andre mennesker. For identiteten bliver til sammen med andre.

Vi skal også vide, at vi i smerten og frygten er mere alene, end vi ofte erkender. Ruth Østergaard havde mødt det meget tydeligt hos en patient, der skulle have en temmelig stor operation. Stuen var fyldt med mennesker, men de kunne ikke for alvor dele oplevelsen. For som patienten sagde:

- Når portøren henter mig i morgen klokken syv, så er jeg fandme alene.

Handler mindre om dig

Måske en del terminale patienter faktisk ønsker at være alene. Ruth Østergaard sagde, at mange døende vender sig ind mod væggen – og fortalte om en anden patient, der havde gjort stort indtryk.

- Hun ringede til sin bank og fik dem til at levere en masse penge. Sammen med specielle effekter som noget silke, en kniv og et reb delte hun dem ud til sine pårørende. Så skulle de gå, så de professionelle kunne passe hende den sidste tid. Vi skal vide at give plads til den alenehed.

Ruth Østergaard har ofte mødte skyldfølelsen hos både patienter, pårørende og fagprofessionelle. For har vi gjort nok? Kunne vi have reddet nogle flere? Kunne vi have fixet det? Men vi kan ikke bruge skyldfølelsen til ret meget.

- Jeg siger, at vi skal være opmærksomme på, at alt handler meget mindre om dig, end du tror.