Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Vil SVM-regeringen sikre de ansatte i psykiatrien?

Fællestillidsrepræsentanterne for DSR og FOA i psykiatrien i Nordjylland opfordrer den nye SVM-regering til at få gennemført anonymisering i journalerne

Publiceret: 

22. december 2022

Senest opdateret: 

11. januar 2023

Læserbrev psykiatrien

Læserbrev i Nordjyske 22. december 2022:

Vores kolleger oplever, at hjulboltene på deres biler bliver løsnet, de har overvågning i deres hjem, fordi de frygter for familiernes sikkerhed, og de lukker deres profiler på sociale medier af frygt for trusler.

Samtidig ved vi, at hvert fjerde drab i Danmark ifølge Justitsministeriet begås af psykisk syge. Alt for ofte er den dræbte en ansat i psykiatrien.

Vi har brug for en bedre beskyttelse, så medarbejderne føler sig mere trygge ved at gå på arbejde i psykiatrien. Den nye regering vil forbedre den netop vedtagne tiårsplan for psykiatrien. Det er vi naturligvis glade for, men et økonomisk udspil er ikke i sig selv løsningen på en af de store brændpunkter: Vores kollegers sikkerhed.

Et af problemerne er, at der mangler anonymisering i journalerne. Vi foreslår, at regeringen som et af de første tiltag gennemfører journalføringsloven, så vi har ret til at være anonyme i forhold til patienterne. Det kan ikke vente til 2024 eller senere.

Vi arbejder forebyggende for at sikre, at vores psykiatriske patienter ikke begår kriminalitet under indlæggelse, fx i form af trusler og overfald af personalet. Men medarbejderne vurderer i dag, om de tør være kontaktpersoner for den enkelte patient. Det betyder, at behandlingen ikke bliver så professionel som ønskeligt, når angsten hersker i medarbejderen for, hvad der kan udledes af den dokumentation, de skriver i journalen.

Vi har eksempler på patienter, som gentagne gange opretter falske profiler på sociale medier for at skabe kontakt til medarbejderne. Dette er meget uhensigtsmæssigt og skaber en enorm utryghed for os ansatte, da grænsen mellem privatliv og arbejde bliver udvisket. Medarbejderne er bekymrede for, at chikane, forfølgelse og endda drab fortsætter, så længe medarbejderne ikke kan anonymiseres i det omfang, der er behov for.

Vi oplever et trusselsbillede som ikke tidligere set. Men hvor meget skal vi kunne tåle?

Politikerne er vores øverste ledere, og vi har brug for, at der bliver skabt et trygt arbejdsmiljø. Vi mangler medarbejdere, men hvordan skal vi rekruttere og fastholde, når medarbejderne træder direkte ind i en virkelighed, hvor deres liv pludselig kan være på spil. Hvordan skal vi fastholde og rekruttere, når de skal gå på kompromis med deres privatliv.

Et første skridt kan være at få gennemført den anonymisering i journalerne, der har været diskuteret i alt for mange år.

 

Natalie Holst Christensen

Fællestillidsrepræsentant DSR, Psykiatrien Region Nordjylland

Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg

 

Tina Brejl Aagaard

Fællestillidsrepræsentant FOA Nordjylland, Psykiatrien Region Nordjylland

Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg

 

Helle Skyttegaard

Fællestillidsrepræsentant FOA Vendsyssel, Psykiatrien Region Nordjylland

Hjørringvej 180, 9700 Brønderslev