Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Endelig: Mulighed for fritagelse for fuldt navn på ID-kort!

Kreds Sjælland har igennem længere tid arbejdet for, at medarbejdere i Region Sjælland kan fritages for at have deres fulde navn på ID-kort og i journaloptegnelser. Nu lysner det, for i Regionens budgetaftale er det beskrevet, at medarbejdere allerede nu med ledelsens godkendelse midlertidigt kan fritages for fuldt navn på ID-kort.

Publiceret: 

8. september 2023

Senest opdateret: 

8. september 2023

Af:

Lis Mortensen

lm@dsr.dk

Ny bekendtgørelse gav mulighed men blev ikke fulgt

Helt tilbage i juli 2021 kom der en ny bekendtgørelse om journalføring. Den gjorde det muligt at anonymisere eller pseudomisere medarbejderne fx ved journalnotater og på ID-kort. I Region Sjælland blev dette dog ikke ført ud i praksis.

Kreds Sjælland har flere gange taget sagen op med regionen. Senest i juli i år sendte kredsforkvinde Anne Marie Holst Sommer en bekymringsskrivelse til regionsrådsformand Heino Knudsen, fordi vi i DSR jævnligt hører om medarbejdere, der bliver kontaktet via sociale medier eller opsøges på deres bopæl af tidligere patienter. Det har selvfølgelig skabt utryghed blandt medarbejderne.

Endelig et gennembrud i sagen

Nu har DSR’s vigtige arbejde fået effekt: I forbindelse med budgetdrøftelserne for 2024 har Region Sjælland besluttet, at medarbejdere med ledelsens godkendelse nu midlertidigt kan fritages for fuldt navn på deres ID-kort. Det er samtidig besluttet, at regionen gennem Danske Regioner vil arbejde for, at en systemmæssig løsning kan implementeres hurtigst muligt i 2024.

Det er et stykke af vejen, og vi følger selvfølgelig sagen tæt.