Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Færre ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen

Kort før sommerferien var vi ude på skolerne at ønske de nyuddannede sygeplejersker tillykke – de var stolte og klar til at springe ud i livet som sygeplejersker. Desværre har 18% færre søgt ind på sygeplejeuddannelsen i år. Uddannelse skal give mening, men også en ordentlig løn.

Publiceret: 

28. juli 2022

Senest opdateret: 

16. februar 2023

Af:

Lis Mortensen

lm@dsr.dk

De nyuddannede sygeplejersker fra Holbæk, Nykøbing F, Næstved, Roskilde og Slagelse, der afsluttede deres uddannelse i juni, har glædet sig til at komme i gang med jobbet som sygeplejerske. Og der er hårdt brug for dem, for der er mange ledige sygeplejerskestillinger. Det er derfor også skræmmende, at antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen i år går den helt forkerte vej: 18 % færre har i år søgt ind på uddannelsen.

Kredsnæstforkvinde Michelle Servé udtaler:
"De unge vil gerne tage en uddannelse, som giver mening - ingen tvivl om det - men de vil selvfølgelig også have et ordentligt arbejdsliv og en ordentlig løn. Og vi kan allerede nu se ind i, at sygeplejerskemanglen bliver større. På nuværende tidspunkt mangler vi 5.000 sygeplejersker på landsplan, så vi nærmer os desværre en katastrofe i høj fart."

Manglen på sygeplejersker ses også ved, at hele 64 % af de opslåede sygeplejerskestillinger i juni måned i Region Sjælland ikke blev besat. Dette er desværre ikke kun gældende for vores region, men er et generelt problem i hele landet.

Michelle tilføjer:
"Det er helt afgørende for hele vores samfund, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen. Vi har brug for det, fra vi bliver født, til vi dør. Men som det ser ud nu, har jeg meget svært ved at se, at vi kommer til at have det. Det kræver jo tilstrækkeligt mange veluddannede sygeplejersker, læger, bioanalytikere m.m. at drive et sundhedsvæsen. Man bliver rent politisk og ledelsesmæssigt nødt til at prioritere sygeplejerskerne højere. Der skal gøres noget ved vores løn- og arbejdsvilkår. Det vil koste penge, men spørgsmålet er, hvad der vil blive dyrest: at sikre et velfungerende sundhedsvæsen med ordentlige løn- og arbejdsvilkår eller at leve med et sundhedsvæsen med mange ubesatte stillinger og et dårligt arbejdsmiljø?!"

Der er stadig ledige pladser

På Absalons hjemmeside kan du se, hvor der stadig er ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen, og du kan se, hvordan du kan søge om optagelse.

Absalon har også et on-line Åbent Hus om sygeplejerskeuddannelsen, som du kan se.

Michelle Servé

Foto:

Kreds Sjælland

Michelle Servé

1. kredsnæstforkvinde i DSR kreds Sjælland