Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Lokalforhandlinger af ekstraordinær engangsbevilling er nu afsluttet

I forbindelse med OK24-forliget afsatte regeringen en ekstraordinær engangsbevilling. En stor del af midlerne fra trepartsaftalen er øremærket til sygeplejersker i regionerne for at styrke fastholdelse og rekruttering; midlerne skulle fordeles ved lokale forhandlinger.

Publiceret: 

8. december 2024

Senest opdateret: 

9. december 2024

Af:

Lis Mortensen

lm@dsr.dk

Lokalforhandlinger er afsluttet
Der har været stor forskel på, hvad de lokale sygehusledelser har prioriteret i fordelingen af midlerne. Vi kan derfor ikke lave en oversigt her, men hvis du arbejder i det regionale og vil vide, om du er omfattet, så skal du kontakte din lokale TR, FTR eller kontakte Kredsen.

Baggrund for forhandlingerne
Forud for forhandlingerne fastlagde forretningsudvalget i Region Sjælland rammerne og prioriterede midlerne til de enkelte sygehuse og psykiatriområdet. Dette blev de faglige organisationer orienteret om på et møde i august, hvor det blev understreget, at rammerne var ufravigelige.

Under forhandlingerne blev det tydeligt, at der var store forskelle på, hvilke faggrupper arbejdsgiver havde afsat flest midler til. Kredsen har dog arbejdet hårdt for at udvide den økonomiske ramme og sikre, at flest mulige sygeplejersker uanset stillingsbetegnelse og arbejdsområde bliver tilgodeset.

Lige løn for lige arbejde
Kreds Sjælland har under forhandlingerne arbejdet efter princippet “lige løn for lige arbejde”. Vi har anbefalet en kompetencelønsmodel for alle sygeplejersker og radiografer på regionens sygehuse og psykiatriområdet. Denne model anvendes allerede på SUH Roskilde og Køge samt i Psykiatri Syd, og vi har presset på for, at man igangsætter en proces for at udbrede modellen til de øvrige sygehus- og psykiatriområder.

På sigt kan kompetencelønsmodellen gavne sygeplejerskerne og understøtte trepartsaftalens mål om at forbedre fastholdelsen og rekrutteringen af plejepersonalet, især inden for psykiatrien, visse sygehusområder og yderområderne.

Hvad nu?
Hvis du arbejder i det regionale og vil høre mere om, hvilke konkrete resultater og aftaler, der er indgået på netop din arbejdsplads, kan du kontakte din TR, FTR eller Kredsen.

De sygeplejersker, der omfattes af trepartsmidlerne, vil modtage direkte besked på arbejdspladsen.